Af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen

»Jeg har kendt landskaber/Og vidunderlige sole/På fjerne rejser/Langt væk under andre himmelstrøg/Men jeg foretrækker alligevel/Min blå himmel, min horisont/Min landevej og min flod/Min eng og mit hjem./Søde Frankrig/Jeg har bevaret dig i mit hjerte.«

Sådan synger Charles Trenet i sin sang Douce France en smuk kærlighedssang til sin barndom og det land, som gav ham alt. Sangen udkom under Anden Verdenskrig i 1943, og siden da har Frankrig og det øvrige europæiske kontinent ændret sig markant. Hvert år efter den sidste etape i Paris i Tour de France har jeg svært ved at lægge de franske landeveje, småbyer, slotte, den lange historie og kulturen fra mig. Sådan er det igen i år. Den franske spilleliste kører i ring.

Jeg bliver altid en smule melankolsk og faktisk decideret ked af det, når jeg hører Douce France. Fordi det som Trenet beskriver og synger så smukt om, sit fødeland, holder desværre ikke stik længere. Visen er som en tidslomme, en beretning om hvad Frankrig var engang, en kærlighedserklæring til Trenets skønne fædreland.

Samme nedtrykte følelse står jeg tilbage med, når jeg lytter til mange af de sange, som blev skrevet af danske nationalromantiske forfattere. For de beretter om en anden tid. En tid uden islams indflydelse. En tid med homogenitet, sammenhold, fælles tro og meget andet som den muslimske indvandring har været med til at destruere.

Paris kan ej længere kaldes for kærlighedens by. Frankrig er ikke længere landet af concorde-flyvemaskinen, Napoleon Bonaparte, Charles de Gaulle og landet der i flere hundrede år stod som en af Europas mastodonter. Frankrig er et indvandrerland.

Og hvordan er det sket? Hvordan blev landet med den stolte nationale forpligtigelse og tilhørsforhold til det land, det er i dag?

Svaret ligger i, at den franske venstrefløj har været indbegrebet af den pureste form for naivitet og prædiket for multikulti, og i flere årtier styret den offentlige debat, når det gælder indvandring, sådan som vi har set det i mange andre europæiske lande heriblandt Sverige og Tyskland.

Det er Frankrigs fuldstændig katastrofale udlændingepolitik, som har forvandlet verdens smukkeste samfund til et hul i jorden.

Den naivitet og den manglende vilje til at forholde sig til sin egen historie som kolonimagt uden at hade hele sin nationale identitet, og frygten for at blive kaldt racist, som har været medvirkende til, de alvorlige problemer vi ser i dag. Franskmænd bliver myrdet på åben gade, mens de forbløder, bliver de hånet, kvinder bliver voldtaget i massevis. Nogle af de smukkeste og mest fredfyldte gader er pludseligt utrygge, fyldt med affald, kriminalitet og uro.

Den franske venstrefløj og centrister som Emmanuel Macron har også gjort, at der er 6 millioner muslimer i Frankrig, hvilket er den største befolkning af muslimer i Vesteuropa, og at franskmænd snart bliver en minoritet i landets hovedstad Paris.

Oveni det har de også fået importeret voldsmænd, som de unge drenge som dræbte den 17-årige uskyldige dreng ved navn Louis. Han blev taget af en gruppe indvandrerdrenge, som tæskede ham og grinte hånligt, da han forsøgte at ringe til politiet, noget af det sidste han hørte, inden han døde af at blive kvalt i sit eget blod var »Du kommer aldrig til at tale med politiet mere!«. Louis havde gjort ingen fortræd, han var en helt almindelig dreng, som blev slået ihjel.

Louis ville være fyldt 18 år, kunne holde et brag af en 18-års fødselsdag med alle sine venner, han ville med sine egne øjne kunne se Kylian Mbappé blive topscorer ved VM i fodbold, og han ville som resten af Frankrig være håbefuld ved synet af Paul Seixas. Han ville stadig være i live, hvis bare venstrefløjen ikke havde importeret disse psykopater til deres land.

Tidligere på sommeren lavede jeg et interview med MF’er Malte Larsen (DF), vi talte om nogle af de grusomme episoder, der har udfoldet sig i Europa de seneste måneder blandt andet historien om Louis.

Jeg blev meget berørt af at tale med Malte om de ting, der foregår på vores kontinent, noget af det han sagde var:

»Jeg var og er selv meget emotionelt berørt over disse sager, jeg synes, at det er fuldkommen hjerteskærende at høre og læse om de ting, der sker rundt i Europa. Også fordi den ene sag skete for få dage siden, den 17-årige dreng fra Frankrig som blev brutalt tæsket ihjel af indvandrerdrenge, og det er også derfor, at jeg synes, at det er så grotesk, at når man italesætter de her tragiske sager, så bliver jeg afbrudt med råb fra venstrefløjen, som har importeret og fortsætter med at importere flere voldsmænd fra den tredje verden.«

Men de grusomme sager fra Frankrig stopper desværre ikke. De færreste kender til sagen om Thaïs d’Escufon.

Hun blev seksuelt misbrugt af en tunesisk mand i sit eget hjem, manden holdt hende indespærret i over en halv time, hun formåede heldigvis at flygte og fik det anmeldt til myndighederne. Senere i et fransk TV-program nævnte hun så, at manden var fra Tunesien, hvilket den franske stat sagsøgte hende for, fordi de mente, at det var opråb til had på baggrund af race. Hun blev idømt 6 måneders fængsel og skulle betale en bøde på 3000 €.

Så en uskyldig kvinde som blev angrebet i sit eget hjem bliver gjort til kriminel, og voldsmanden går fri. Og han er stadig ikke blevet fundet og retsforfulgt.

Men vi behøver faktisk slet ikke at se eksempler på, hvordan franskmændene stille bliver slået ihjel og udskiftet i deres eget land, eller hvordan et retssystemet har mere travlt med at kriminalisere ofrene for multikulturalismen, end at sætte voldsmændene i fængsel. For man kan bare beskue landets hovedstad efter Paris Saint-Germains Champions League sejre, ‘fejringerne’ viser alt, hvad der er galt med venstrefløjens indvandringspolitik.

Parisiske butikker måtte sætte jern- og stålgitre op på ydersiden af deres bygninger for at sikre, at de ikke ville blive plyndret. Franskmændene spærrer altså sig selv inde i stedet for at tage hånd om problemets kerne, som er de tusindvis af problemskabende muslimske migranter i landet.

Når jeg en fredag aften trækker proppen af en flaske rødvin fra Rhône-dalen, lader mit værelse fyldes med Charles Aznavour, Charles Trenet og Danmarks egen Jørgen Frederik “Georges” Ulmer, eller når jeg ser Wout van Aert udføre et mesterstykke af eventyrlig karakter ved at køre fra Tadej Pogačar op ad Montmartre-stigningen, før han alene ruller først over målstregen på Champs-Élysées i Tour de France, er det altid den samme følelse, der melder sig. En længsel efter et Frankrig, som ikke findes mere.

Det er ren anakronisme. Ligesom det er, når jeg ser en Olsen-Banden film eller læser en ældre tale af Grundtvig. Jeg savner simpelthen en tid, jeg ikke var født ind i. Jeg savner et samfund, jeg aldrig har oplevet. Det er en sand omgang anemoia.

Jeg længes efter fortidens skønhed, historie og tiden, hvor vi stod sammen, havde fælles mål, helte og en forankret tro på hinanden, Gud og fremtiden. I de nostalgiske øjeblikke vender de svundne tider, da ledes mine tanker altid tilbage til de fortryllende ord, som Ernest Hemingway skrev i sin bog ‘Der er ingen ende på Paris’:

»If you are lucky enough to have lived in Paris as a young man, then wherever you go for the rest of your life, it stays with you, for Paris is a moveable feast.«

Og de smukke ord er jeg bange for er blevet tabt med tiden. Paris er ikke, som det var engang. For hvad nytter den smukke kunst, store følelsemæssige og kulinariske oplevelser hvis man ikke kan gå trygt gennem gaderne på grund af muslimske indvandrere?

Paris er ikke så smuk og fortryllende som i Hemingways tid. Der er højt at flyve og dybt at falde for Concorden.

Men vi må tro på bedre tider. Jeg håber, at franskmændene efterhånden har fået nok. Og at de får Marine Le Pen og Jordan Bardella valgt. De er efterhånden det eneste håb for den synkende skude, der engang var en af verdens største stormagter, landet af kunst, kultur, mad, oplevelser, følelse og poesi og med en stolt, stærk og flere tusindårig historie.

Det er derfor præsidentvalget i 2027 bliver skældsættende for Frankrigs fremtid – det bliver svært at rette op på endnu flere år med de indvandrings- og EU-glade nationalt-suicidale for bordenden. Tankerne falder tilbage på, hvad Trenet synger om sit fædreland. Men i 2026 er det efterhånden mere rigtigt, hvad Brigitte Bardot skrev tilbage i 1999:

»My country, France, my homeland, my land is again invaded by an overpopulation of foreigners, especially Muslims.«

Sikke en skam. Douce France – Skønne Frankrig.