Borgerne mod Bruxelles elite

af Jordan Bardella, formand for Rassemblement National

I flere årtier har Den Europæiske Union blandet sig i vores hverdag, uden at borgerne for alvor har forstået konsekvenserne. Bag de konsensusprægede taler og løfter om et beskyttende og velstående Europa gemmer der sig i virkeligheden en teknokratisk konstruktion, som dag for dag fjerner sig fra befolkningens virkelige bekymringer.

At være kritisk over for EU’s politik er ikke et udtryk for isolationisme eller afvisning. Det er et udtryk for klarhed og ansvar – nødvendigt for at bevare de europæiske nationers suverænitet, demokrati og levevis.

Kritik er ikke et opgør med den europæiske idé. Tværtimod vidner det om en ægte vilje til at forsvare de nationer og folk, der udgør dette kontinent. Det er vores pligt som politiske ledere at sige fra over for en union, der alt for ofte handler imod sine medlemsstaters interesser.

Den første alvorlige bekymring handler om det konstante tab af national suverænitet. Gennem årene er flere beføjelser blevet overdraget til Bruxelles. I dag stammer over halvdelen af de love, der vedtages i Frankrig, direkte fra EU-bestemmelser. Uanset om det handler om vores udlændingepolitik, energivalg, budgetregler eller landbrugsstandarder, bliver vores parlament og vores regerings handlefrihed alvorligt indskrænket.

Det andet store problem er EU’s migrationspolitik. Europa har svært ved at beskytte sine ydre grænser og går endda skridtet videre ved at tvinge medlemslandene til at modtage migranter – uden en forudgående reel demokratisk debat. Vedtagelsen af den nye europæiske pagt om migration og asyl er et tydeligt eksempel: I stedet for at give landene mulighed for selv at kontrollere migrationsstrømmene, vælger Bruxelles at påtvinge dem kvoter eller økonomiske sanktioner.

Denne politik virker ikke – og den skaber samtidig en dyb følelse af uretfærdighed blandt borgerne.

Klimapolitikken er også blevet en stor kilde til bekymring. Under dække af grøn omstilling indfører EU-Kommissionen flere og flere regler og forbud, som lægger et tungt pres på vores landmænd, håndværkere, erhvervsindustrien og hele vores økonomi. Den europæiske grønne pagt betyder i praksis stigende produktionsomkostninger, lukning af landbrug og en trussel mod vores energisuverænitet. Den grønne omstilling må ikke ske på bekostning af vores konkurrenceevne og livsform.

EU’s økonomiske og finanspolitiske linje fortjener ligeledes kritik. Frankrig bidrager massivt til EU’s budget, men er samtidig blandt de lande, der oftest straffes for ikke at leve op til Bruxelles’ budgetkrav. Mens vores industri lider, vores offentlige tjenester er i krise, og vores landmænd kæmper for at overleve, bliver milliarder af euro brugt på projekter, der ligger langt fra den franske befolknings prioriteter – ja, nogle gange endda i tredjelande, som hverken deler vores værdier eller strategiske interesser.

Endelig viser EU sig hver dag ude af stand til effektivt at beskytte sine borgere, når det gælder sikkerhed og forsvar. Unionen står magtesløs over for store internationale trusler. Frontex, der burde forsvare vores grænser, er fortsat underfinansieret og ineffektiv.

Hvis intet ændrer sig de næste fem år, vil EU fortsætte ad denne farlige kurs. Unionen vil blive mere teknokratisk og tvinge ensartede regler ned over landene – uden hensyn til de lokale forhold. Afstanden mellem eliten i Bruxelles og Europas befolkninger vil vokse yderligere. Den ukontrollerede indvandring vil tage til, der vil være markant færre landmænd, industrien vil svækkes og vores politiske beslutninger vil stadig blive truffet af institutioner, som står fjernt fra ethvert demokratisk ansvar.

EU, som det udvikler sig i dag, truer fremtiden for vores sociale, økonomiske og kulturelle modeller. At forholde sig tavs over for denne udvikling er at vælge resignationens vej. At udtrykke en fast, velbegrundet og konstruktiv kritik af EU’s politik er vejen til ansvar. Det handler ikke om at afvise samarbejdet mellem europæiske nationer, men om at bringe Bruxelles tilbage på plads – som en tjenende instans for staterne, ikke over dem.

Tiden er inde til at forsvare et andet Europa: et Europa af nationer, som respekterer suverænitet og giver folk den grundlæggende ret til at vælge deres egen fremtid. Over for de økonomiske, migrationsmæssige, miljømæssige og sikkerhedsmæssige udfordringer, vi står overfor, er det denne vision, vi vil kæmpe for – med fast beslutsomhed.

Del artiklen