Af Kristian Ryberg Nielsen, Stud. Statskundskab, AU

I den seneste udgave af Modstrømmen argumenterer folketingsmedlem Malte Larsen (DF) for, hvordan populisme er en positiv bidragsyder til demokratiet. I samme indlæg kritiserer Larsen de eksisterende institutioner, herunder EU og menneskerettighedskonventionerne, for at være den faktiske demokratiske trussel. Desuden anerkender Larsen sine populistiske tendenser.

Hans konklusion, at populisme er positivt for demokratiet, bygger imidlertid på en overordnet synsning frem for en egentlig intellektuel forståelse af populismebegrebet – hvilket dog må være forudsætningen for at kunne proklamere bevægelsen som pro-demokratisk. Hans argumentation hviler særligt på to fejlslutninger.

Påstand 1: “Populisme er et udtryk for demokrati i sin reneste form”

Først kridter Larsen banen op ved at redegøre for, hvordan modstandere af højrefløjen kritiserer fremadstormende højrefløjsbevægelser for at være “udemokratiske” eller “illiberale” og dertil holde dem udenfor indflydelse. Larsen konkluderer, at det er disse beskyldninger, der polariserer, fordi “eliten sætter dem i skammekrogen for at have de forkerte holdninger”.

Ifølge Jan-Werner Müller, en af populismelitteraturens største bidragydere, gør populismen “folket” til politikkens bærende princip, i modsætning til eliten (Müller, 2016). Populisten hævder at udføre det sande folks vilje som et imperativt mandat, modsat f.eks. Burkes frie mandat, hvor repræsentanten handler efter egen bedste overbevisning for kollektivet (Müller, 2016: 47; Burke, 1774).

Afgørende er, hvem der hører til – og ikke hører til – dette sande folk. Folket defineres moralsk: kun dem, der deler det rette værdisæt, hører til – mens resten ekskluderes (Müller, 2016: 53). Populisterne hævder da heller ikke blot at repræsentere et flertal: “deres budskab er snarere: ‘Vi alene repræsenterer folket'” (Müller, 2016: 44). Det er denne skelnen mellem sandt og usandt folk, der gør populismen antipluralistisk – og den overser Larsen, når han kalder bevægelsen demokratiets reneste form.

For det andet kan det være relevant at skelne mellem venstre- og højrepopulisme ifølge Chantal Mouffe. Venstrepopulismen bygger på en postmarxistisk tankegang, hvor konflikten i dag står mellem undertrykte befolkningsgrupper, f.eks. den prekære middelklasse, og centraliserede magter, f.eks. oligarkiet (Mouffe, 2018). Ved at aktivere grupper og forbinde dem i det, Mouffe kalder en “kæde af ækvivalens”, udvides de liberaldemokratiske principper til stadig flere niveauer af samfundet – det, hun kalder radikalt demokrati (Mouffe, 2018). Højrepopulismen konstruerer derimod et folk, der udelukker divergerende grupper (Mouffe, 2018).

Påstand 2: Populismen viser det demokratiske underskud

Jeg må give Larsen ret: populismen kan vise det sande demokratiske underskud – bare med omvendt fortegn, end det Larsen lægger op til. Tag den franske partileder Marine Le Pen. I marts 2025 blev hun og 23 partifæller i Rassemblement National fundet skyldige i underslæb af over fire millioner euro i EU-midler. I over ti år havde partiet brugt demokratiske institutioners midler til at finansiere sig selv – blandt andet blev hendes søster, svigerinde, daværende samlever m.fl. ansat som parlamentariske assistenter i EU-Parlamentet. Selv den populistiske højrefløj i Frankrig har altså ført folket bag lyset ved at misbruge den elitære magt, den selv angriber.

Eller tag den slovakiske premierminister Robert Fico. Siden han tiltrådte i 2023, har Fico afbrudt kommunikationen med kritiske medier med den begrundelse, at de indtager “fjendtlige politiske holdninger”. Hans regering har desuden nedlagt landets særlige anklagemyndighed mod korruption og kaldte oppositionens forsøg på mistillidsafstemning ”et kup”.

Og listen kan fortsættes: Wilders angreb i 2016 de hollandske domstole for at være en “neprechtbank” (falsk domstol). Markus Frohnmaier erklærede i 2015: “Når vi kommer, bliver der ryddet op og luget ud, og der bliver igen ført politik for folket – og kun for folket – for vi er folket.” Kickls “Volkskanzler” (folkets kansler) med tråde til nazitiden.

Så Larsen har ret i, at demokratiet har huller. Han har bare fat i det forkerte problem. Det er ikke den liberale orden, der sætter populisterne og deres vælgerskare i skammekrogen. Det er populismen, der sætter det liberale demokrati i skammekrogen. Populisme er illiberale symptomer, der spreder sig i de frie demokratier – og som i disse år går fra symptom til alvorlig syge.