Malte Larsen er folketingsmedlem og formand for europaudvalget for Dansk Folkeparti

”Det liberale demokrati er under pres”.

”Retsstaten er udfordret”.

”Mørke kræfter truer vores samfundsform”.

Sådan har det lydt fra et bredt kor af journalister, NGO’er, forskere og politikere gennem det forgangne årti, navnlig siden Brexit og valget af Donald Trump i 2016.

Som regel med et umisforståeligt budskab om, at der foreligger en overhængende trussel mod demokratiet som følge ”populisterne” på højrefløjen, der i stadig stigende grad vinder terræn i vestlige demokratier.

Hver gang en højreorienteret bevægelse vinder frem – uanset om det sker i Italien, Holland, Frankrig, Sverige eller Tyskland – trækkes de samme formuleringer frem af skuffen.

Populisterne er farlige. De undergraver institutionerne. De truer den liberale orden. Det er en bekvem fortælling.

Den placerer nemlig ansvaret for demokratiets udfordringer hos de vælgere og politikere, som ønsker et systemskifte, med den klare hensigt at udgrænse og skandalisere disse aktører som værende ”udemokratiske” eller ”illiberale” og derved forsøge at mindske deres indflydelse.

Det sker uanset om disse repræsenterer Rassemblement National i Frankrig, AfD i Tyskland eller Dansk Folkeparti herhjemme.

Samtidig lader fortællingen dem, som sidder på magten – politikere såvel som journalister, NGO-ansatte og systemtro bureaukrater – fremstå som demokratiets og retsstatens naturlige vogtere.

Fortællingen er ikke blot forkert.

Den er farlig og bidrager til den polarisering og tiltagende følelse af demokratisk afkobling, som store dele af befolkningen oplever. Anderledes kan det ikke være, når eliten sætter dem i skammekrogen for at have de forkerte holdninger – hvad end det gælder indvandring, internationale konventioner eller klimapolitikken. Når et flertal af befolkningen vender sig bort fra den siddende regering og vælger et alternativ, er det ikke et angreb på demokratiet.

Tværtimod er det udtryk for demokrati i sin reneste form. Uanset om alternativet befinder sig til højre eller venstre. Det er folkets ret til at sige nej og vælge en anden retning. Også når den retning indebær et opgør med internationale institutioner og traktater.

som har overført markante elementer af vores demokratiske beslutningskompetence til udenlandske dommere og bureaukrater. Den egentlige trussel mod demokrati og retsstat kommer ikke fra vælgerne eller de ”populistiske” bevægelser. Den kommer derimod fra de internationale institutioner, som har tilranet sig beslutningskompetence fra nationale parlamenter, og dermed udhuler de folkevalgtes mulighed for at lovgive og løse problemer, som befolkningen oplever.

Denne trussel kommer i høj grad fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols aktiviske fortolkningspraksis, som reelt sætter demokratiet ud af spil på en række væsentlige politikområder. Det kommer f.eks. til udtryk i udlændingepolitikken, hvor Menneskerettighedsdomstolen har truffet aktivistiske afgørelser af vidtgående betydning, herunder begrænset vores mulighed for at udvise kriminelle udlændinge.

Selvom der ikke står ét ord om udlændingepolitik eller udvisning af kriminelle i den konvention, som danner grundlag for disse retsafgørelser.

Konsekvensen er, at Folketinget – og dermed danske vælgere – i stadig stigende grad er blevet frataget muligheden for at lovgive om helt centrale emner, f.eks. spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge.

Og at vi dermed fratages vores demokratiske mulighed for at lovgive om et emne, som giver anledning til stor bekymring og frustration blandt mange vælgere.

I en demokratisk retsstat gælder det ellers som bekendt, at folkevalgte vedtager lovgivning efter en transparent lovgivningsprocedure.

Domstolene dømmer efter lovgivningen. Altså en klar adskillelse mellem lovgivende og dømmende magt. Dommere skal ikke opfinde loven – det har de intet demokratisk mandat til. Og hvis danske domstole træffer retsafgørelser, som forekommer lovgiverne utilfredsstillende, kan de altid lave loven om.

Sådan forholder det sig ikke i Strasbourg. Her gælder der ingen principper om retsstat, magtens tredeling og demokrati. Menneskerettighedsdomstolen er både lovgivende og dømmende magt på en og samme tid, idet den opfinder lovgivning gennem aktivistiske retsafgørelser.

Og lovgivningen kan ikke bare laves om, hvis dommerne træffer politisk uønskede afgørelser. Der kræves nemlig enstemmighed blandt samtlige traktatparter, dvs. 46 forskellige lande.

I sidste ende indebærer Menneskerettighedsdomstolens aktivisme, at lovgivningen i stigende grad besluttes af ikke-valgte internationale dommere i stedet for folkevalgte politikere. Følgelig indebær udviklingen en væsentlig indskrænkning af befolkningens mulighed for at få indflydelse på landets politik. Altså det modsatte af demokrati.

Samme udfordringer for demokratiet og danskernes mulighed for politisk indflydelse kommer fra EU. Det er blevet sagt mange gange, men fortjener at blive gentaget: EU lider af et markant demokratisk underskud.

De mest magtfulde personer i EU vælges ikke direkte af borgerne. Ingen europæisk vælger kan sætte sit kryds ud for formanden for Europa-Kommissionen eller medlemmerne af Kommissionen. Alligevel er det netop Kommissionen, der har monopol på at fremsætte forslag til ny EU-lovgivning. Samtidig spiller tusindvis af ikke-valgte embedsmænd en fremtrædende rolle i udformningen af regler om alt fra klima og landbrug til arbejdsmarked, migration og danskernes privatliv.

Dertil kommer EU-Domstolens aktivisme, som undertiden producerer ny lovgivning uden en demokratisk beslutningsproces, præcis ligesom Menneskerettighedsdomstolen. Eksempelvis er EU’s krav om tidsregistrering på arbejdspladser, som alle danske arbejdsgivere er underlagt, opfundet af EU-domstolens jurister.

Samlet set fremstår EU som et lukket, uigennemskueligt og grundlæggende udemokratisk system. Magten er spredt mellem kommissærer, dommere, ministre og embedsmænd, mens ansvaret forsvinder i korridorerne. Almindelige vælgere har i praksis næsten ingen mulighed for at påvirke unionens overordnede retning. Ligesom almindelige vælgere heller ikke kan stille dens magthavere til ansvar.

Man kan stemme til Europa-Parlamentet hvert femte år. Men man kan ikke reelt stemme EU’s politiske kurs væk. Det er teknokratisk fjernstyring snarere end folkeligt demokrati. Det er derfor ikke de såkaldte populister, der udgør demokratiets egentlige problem.

Tværtimod er det ofte netop dem, der sætter ord på den demokratiske afmagt, som opstår, når stadig mere magt flyttes væk fra vælgerne og over til internationale domstole, kommissioner og embedsværk. Til alle dem uden et direkte folkeligt mandat.

Den virkelige fare opstår, når enhver kritik af overnationale institutioner stemples som illiberal, ekstrem eller udemokratisk.

For dermed forsøger systemets forsvarere ikke blot at delegitimere deres politiske modstandere. Men også de vælgere, som kræver retten til igen at bestemme over deres eget land. Populisterne har ikke skabt det demokratiske underskud. De har blot haft modet til at pege på det.