af Nikolaj Bøgh, rådmand i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti

Siden genvalget af Donald Trump som USA’s præsident og ikke mindst det hårde opgør med den statsorganiserede del af woke-bevægelsen, som han indvarslede med sin indsættelsestale og efterfølgende præsidentielle dekreter, har mange debattører og kommentatorer haft travlt med at erklære wokeismen for død.

Wokeisme forstås her i betydningen en politisk tankegang, for ikke at sige politisk ideologi, som i egen forståelse fokuserer på at bekæmpe undertrykkelse af minoritetsgrupper, primært ved hjælp af positiv særbehandling, og som ser fordelingen af samfundets ressourcer som en magtkamp imellem majoritetsbefolkningen og en række minoriteter defineret ved navnlig deres race og seksualitet, og har et særligt fokus på at forsøge at udviske uretfærdigheder knyttet til fortidens kolonialisme.

Alt tyder på, at det er en alt for forhastet konklusion, og woke snarere er så indlejret i en lang række af samfundets centrale institutioner, også i Danmark, at det kommer til at præge samfundsdebatten så langt øjet rækker.

I USA har bevægelsen affødt en betydelig polarisering, hvilket stærkt har præget amerikansk politik de senere år, og med stor sikkerhed er en vigtig del af baggrunden for MAGA-bevægelsens succes hos en stor del af den amerikanske befolkning, som længe har været trætte af Black Lives Matter, kønsneutrale pronominer og statslige programmer, der har favoriseret bestemte identiteter.

Men trods Donald Trumps beslutninger om bl.a. at afskedige statslige medarbejdere, der har arbejdet med diversitets-, ligestillings- og inklusionsprogrammer (DEI), slå fast, at der kun eksisterer to køn, og at der derfor bl.a. ikke længere skal være muligt at få angivet sit køn med X i passet, så tyder intet på, at der ikke bl.a. på de amerikanske eliteuniversiteter, som er private institutioner, også i de kommende mange år vil være betydelige konflikter knyttet til woke-bevægelsen.

Tilsvarende tyder alt på, at woke-ideologien fortsat er stærkt forankret i væsentlige danske samfundsinstitutioner. Og det har kun stærkt begrænset betydning, hvad Donald Trump gør eller ikke gør i USA. Identitetspolitik og wokeisme i Danmark er i stort omfang tankegange, som er importeret fra USA, men de institutioner, der har gjort det, har gjort det helt frivilligt, og intet tyder på, at bannerførerne for det har nogen form for planer om at rette ind efter Donald Trumps politik.

Tværtimod forekommer det mere nærliggende, at Donald Trumps kamp mod wokeisme vil kunne føre til en betydelig modstand i sig selv, selvom en stor del af den danske befolkning ifølge alle målinger står uforstående overfor fænomenet, og ikke støtter det angreb på sund fornuft og almindelig rimelighed, som woke-ideologien i stort omfang repræsenterer. De er trætte af at se deres eget verdensbillede udskammet og få at vide, at det er kontroversielt at mene, at der kun eksisterer to køn

Men sådan har det hele tiden været, og intet tyder på, at de miljøer i samfundets centrale dannelsesinstitutioner, som har drevet woke-dagsordenen frem, på nogen måde har tænkt at lade sig påvirke af det.

Meget aktuelt har vi oplevet debatten om DR’s dokumentar om kryolitudvindingen på Grønland, som ikke blot sætter fokus på, at DR tilsyneladende er parat til at gå på kompromis med faglighed og saglighed for at skabe et bestemt billede af, hvordan en undertrykt minoritet er blevet udnyttet af en dominerende – hvid – majoritet, men også viser en kobling mellem medie- og forskningsverdenen, hvor der kan opstå godt og grundigt rod i både kasketter og faglighed, hvis det tjener et højere politisk formål.

Den gennemgående figur i dokumentaren var således en lektor ved Københavns Universitet, som forsker i antikolonialisme med særligt henblik på Grønland, og bl.a. har skrevet meget kritisk om de signaler, som den nu hedengangne eskimois angiveligt udsendte. I dokumentaren fungerer hun således som en uklar blanding af ekspertkilde og personligt stærkt følelsesmæssigt investeret i sagen i kraft af sin grønlandske baggrund og relation til området, hvor kryolitminen engang lå.

Hele debatten om Grønland er i det hele taget indhyllet i en tung dyne af koloniskam, som ligger i direkte forlængelse af hele den antikoloniale debat, der for alvor tog fart med Black Lives Matter-bevægelsen, der med udgangspunkt i USA skyllede hen over den vestlige verden fra år 2020. Og i skrivende stund har mere end 1000 danske kunstpersonligheder underskrevet en protestskrivelse imod DR’s beslutning om at trække dokumentaren tilbage, idet det bliver set som en måde at skjule den påståede danske udbytning af Grønland på. Den første underskriver på listen er i øvrigt tidligere lektor på Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, som blev herostratisk berømt for at kaste en buste af Frederik V i vandet i protest mod Danmarks kolonifortid.

Men er den antikoloniale diskurs et rimeligt og frugtbart narrativ i diskussionen om den fremtidige relation mellem Danmark og Grønland? Nej, det er det afgjort ikke. Relationen mellem Grønland og Danmark er ikke en sædvanlig kolonial relation. Grønland er aldrig blevet ”koloniseret”, men kom under den danske krone som et af de såkaldte norske bilande i Nordatlanten, som vi lov til at beholde efter tabet af Norge i 1814. Og ser man på nyere tids dansk-norske politik overfor den grønlandske inuit-befolkning, så udgør de en markant undtagelse fra andre etniske mindretal i den del af verden, fordi den førte politik helt siden 1700-tallet har givet dem mulighed for at bevare deres sprog og kultur. Der er selvfølgelig blevet begået fejl i den dansk-grønlandske relation, men det er oftest sket i den bedste mening, og ikke som led i nogen form for bevidst kolonial undertrykkelse.

Det synes imidlertid at være let at markedsføre undertrykkelseshistorien blandt såvel universitetsansatte som kunstnere.

Et centralt element i woke-bevægelsens dagsorden har været kampen mod den opfattelse, at der kun eksisterer to biologiske køn. I kølvandet på Donald Trumps udmelding om, at det faktisk forholdt sit sådan, udtalte den danske ligestillingsminister Magnus Heunicke, at det var den danske regering enig i. Men det er fortsat sådan, at Sundhedsstyrelsen, som statens vigtigste autoritet på sundhedsområdet, officielt anvender den forvrængede diskurs om at køn bliver ”tildelt” ved fødslen, og altså ikke er et biologisk faktum, at der kun eksisterer to biologiske køn. Og det er da også fortsat regeringens holdning, at man skal kunne skifte køn juridisk, og at det skal gælde selv for mindreårige, som ikke kan stemme, køre bil eller købe alkohol.

Alt i alt tyder det på, at såvel den stærke antikoloniale diskurs såvel som den politiserede tilgang til køn og seksualitet lever i bedste velgående – også i Danmark. Og at wokeisme afgjort ikke er død, næppe heller terminal.