Af Nana Harring, sygeplejerske og regionsrådsmedlem i Region Østdanmark for Dansk Folkeparti
I en tid hvor der mangler kloge hoveder og varme hænder i vores offentlige sektor som aldrig før, kaldes der på løsninger, hvor vi nytænker, hvordan vi løser opgaverne på den bedst mulige, men også den mest effektive måde. Lige nu går alt for mange af ressourcerne og timerne i den offentlige sektor til unødvendig bureaukrati, men sandheden er at mange ting kan gøres langt smartere, også uden at det påvirker den enkelte borger direkte. Det kræver at vi tør tænke nyt!
Kerneopgaven må og skal altid være den enkelte borger. Derfor knuser det også mit sygepleje-hjerte, når vi igen og igen hører om, at tiden går fra borgerne til unødvendige administrative opgaver. Her kan AI være en gave, som vi bare venter på at pakke op.
Forestil dig, at dokumentationen kan indtales, mens man kører fra en borger til en anden, og tekstes automatisk direkte i borgerens journal. At man kan oploade et billede af et sår, og kunstig intelligens hjælper med at analysere vævstypen, for den mest optimale behandling. Eller at man kan få oplæst en opsummering af borgeren inden man går derind, så man kender borgerens aktuelle status, mens man løser en anden opgave.
Det er opgaveoptimering, uden at det er noget der påvirker den enkelte borger negativt, men derimod frigiver en masse tid, som vi kan bruge direkte til den borgernære velfærd. Det kan frigøre tid til flere bade, bedre og mere fyldestgørende pleje, en bedre frokost – og måske endda en kop kaffe med borgeren, der aldrig bare er en kop kaffe, men en måde man kan opspore udfordringer og tilrettelægge en mere fuldendt omsorg for den enkelte. Her kan det være, at borgeren fortæller om forskellige sundhedsfaglige udfordringer, der kan være alt fra dårlig søvn til ensomhed. Udfordringer man kan gøre noget ved, og gøre livet bedre og mere meningsfuldt for den enkelte borger.
Når vi taler om plejen i den offentlige sektor, er vi ofte alt for dårlige til at tænke nyt. Måske er det også derfor, at mange af Folketingets partier foreslår dårlige løsninger, som eksempelvis udenlandsk arbejdskraft eller dårligere uddannet personale. For vi har ikke brug for et kvalitetsskred, når det kommer til vores plejesektor, tværtimod!
For alle har brug for tryghed, og det handler også om at vide, at det fagpersonale der træder ind af døren kan kommunikere på dansk, og har den rette uddannelse og faglighed til at løse opgaverne på et tilfredsstillende niveau.
Velfærdens udfordringer bliver ikke mindre i de kommende år. Derfor er status quo ikke en løsning. Hvis kunstig intelligens kan bidrage til at flytte tid fra papirarbejde til pleje og fra administration til omsorg, så har vi ikke råd til ikke at bruge teknologien.
Som sygeplejerske ved jeg, at den gode pleje ikke skabes bag en skærm, væk fra borgerne. Den skabes i mødet mellem mennesker. Derfor bør vi også bruge AI til det, teknologien er god til, så vi kan bruge mere tid på det, mennesket er god til. Omsorg, relationer og faglige vurderinger.

