Af Frederik Christensen, debatredaktør på Modstrømmen

“Den gamle verden er død, og den nye kæmper for at blive født: vi lever i monstrenes tid.” Ordene tilhører Antonio Gramsci, men er senere blevet gengivet af Sean Monahan, ophavsmanden til begrebet vibeshiftet, som udgør temaet for dette magasin. Men lever vi stadig i ‘skiftet’, eller er den nye verden blevet født? I sin artikel “The Vibe Shift Goes Global” skriver den britiske historiker Niall Ferguson, at “Yale Law School er passé. Fremover kommer verden til at ligne Gotham City i langt højere grad.” Underforstået: Den liberale verdensorden er død, nu er der
andre boller på suppen.

Men har verden ikke altid lignet “Gotham City”? Er det ikke vores politiske og kulturelle eliter, der har forsøgt at dekonstruere virkeligheden til en grå masse af teknokratisk åndløshed – denne gang med den liberale konstruktion som den store utopiske fortælling?

I 1941, midt under Anden Verdenskrig, udgav den amerikanske politolog og forfatter James Burnham bogen “The Managerial Revolution: What Is Happening in the World?”. Her forudså han, at den kapitalistiske stat ville blive erstattet af den administrative. Hvor staten før havde håndhævet kapitalisternes interesser ved at give dem særlig adgang til produktionsmidlerne og forrang i distribueringen af goderne, der var frugterne af produktionsprocessen, ville den administrative stat relokalisere magten til administratorerne og bureaukraterne.

Vores samfund ville undergå en revolution, hvor magten ville blive centreret i kommissioner og bureauer – “arbejdsgrupper”, som Lars Løkke ynder at kalde det. Ja, de fleste af vores love og reguleringer stammer i dag fra én sådan kommission: EU-Kommissionen. Mens vi alle gik og frygtede, at socialisterne ville omvælte samfundet med bulder og brag, cementerede teknokraterne deres magt i det skjulte. Gennem flotte traktater, procedurer og regulativer.

Og mens vi fortsat går og bilder os selv ind, at vi har et repræsentativt parlamentarisk system, hvor suveræniteten er fæstnet i Folketinget, minder Burnham os om – som et genfærd fra fortiden – at vi godt kan tro om igen. Med andre ord: “Sovereignty has left the building!”

Som et godt eksempel skriver Burnham, uden at lægge fingre imellem, at: “Vil man vide, hvad der faktisk gælder som lov, ser man ikke i parlamentets protokoller, men i fireårsplanens kommissioner og kommissariater.”

Hvis det virale meme af Leonardo DiCaprios karakter i Once Upon a Time in Hollywood, der pifter og peger af skærmen, derfor dukker op i din bevidsthed, næste gang det bliver nævnt for dig, at Ukraines kamp er en kamp for vores “demokratiske og liberale værdier og rettigheder”, bebrejder jeg dig ikke.

Udviklingen – eller revolutionen – mod det administrative, der i dag har slået rødder, falder sammen med to andre udviklinger eller tendenser, som er bemærkelsesværdige. Den første er den massive teknologiske udvikling, der har udfoldet sig de seneste knap hundrede år. Aldrig før har jorden været så gødet for, at totalitære regimer kan få frit spil. Det viste Hitlers, Stalins og Maos regimer os med al ønskelig tydelighed.
For det andet svigter de intellektuelle os – igen. Det kræver ikke en længere afhandling om den intellektuelle opinion under Den Kolde Krig for at finde ud af, at stort set hele den kulturelle og intellektuelle elite så på Stalins utopiske projekt med rosenrøde briller. I Niall Fergusons artikel “Treason of the Intellectuals” belyser han, hvordan det samme var tilfældet blandt de intellektuelle i mellemkrigstidens Tyskland, hvor de varme følelser dog var henvendt nazismen.

I dag ser vi så en ny og besynderlig udgave af totalitarismen i form af EU – bevares, den er ikke at sammenligne med brutaliteten i hverken Stalins Rusland, Maos Kina eller Hitlers Tyskland, men de samme mekanismer er der ikke desto mindre. Og på samme måde ser vi de intellektuelle følge trop. I USA har de såkaldt oplyste eliter og intellektuelle set stiltiende til – eller aktivt opfordret til – antisemitisme på campus, som Ferguson noterer det i sin artikel.
I Danmark og Europa generelt har vi set lignende tendenser. Jøder bliver chikaneret, afvigende holdninger bliver undertrykt, og venstreradikale voldsparate typer får frit spil, alt imens vores intellektuelle ser til eller har travlt med at begræde den liberale internationale ordens sammenbrud.

En orden, der i de sidste tyve år ganske vist har bidraget til økonomisk udvikling, men som ellers blot har styrket EU’s orwellianske regime og tilladt en massiv masseindvandring til Europa, der truer med at erstatte vores kulturkristne arv og frihed med islamisk tyranni og trældom.
I stedet for at kritisere dette vælger de intellektuelle på den pæne borgerlige fløj – et term, jeg låner fra forfatter og debattør Eva Selsing – at kritisere Trump og det konservative vibe-skift for at være illiberalt.

Nogle har måske bemærket, hvordan visse intellektuelle for tiden elsker at sole sig i modstandsbevægelsens glans, men lige så hurtigt stikker halen mellem benene, når der er noget på spil i debatten.

De intellektuelle på den nominelle højrefløj har derfor meget til fælles med de unge progressive kvinder på venstrefløjen. Et godt eksempel er en artikel skrevet af den unge sorte og progressive forfatter Allison P. Davies, der i artiklen “A Vibe Shift Is Coming. Will Any of Us Survive It?” i mindre desperation ringer til Monahan for at spørge, hvad chancerne er for at overleve det nye kulturelle skifte, hvortil Monahan beroligende svarer: “Vi har alle tilladelse til at blive dér, hvor det føles trygt, og hvis det er i 2016, 2012 eller 2010, er det fint.” Måske de borgerlige intellektuelle burde ringe og spørge Monahan, om det samme gælder for deres udenrigspolitiske analyse.

Som en af mine yndlingsforfattere, Andrew Klavan, skriver om sit møde med de postmoderne professorer på sin uddannelse som ung aspirerende forfatter: “De forekom mig som mænd med røntgensyn: De kunne se igennem virkeligheden, men de kunne ikke se den i øjnene.” Og det leder mig tilbage til, hvor jeg startede. For ifølge Monahan er Klavans kritik også en del af det store vibe-skifte: De unge generationer er trætte af platituderne og den pæne kritik, og ønsker sig tilbage til virkeligheden. De ønsker sig et opgør med den administrative og formynderiske klasse. Måske kan vi agere jordemødre for den nye verden, der er ved at blive født, hvis vi vil undgå at blive fanget i monstrenes tid endnu en gang.