Af Julie Tei, kulturredaktør på Modstrømmen

Vi drikker for lidt. Vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt, at civilisation ikke blev skabt i løbeklubber, til reformertimer eller i køkkenet med proteinpulver på hylden, men i røgfyldte rum, over vin, øl og alt for lange samtaler, hvor verden blev vendt og drejet, til den enten gav mening eller i det mindste blev mere interessant og mindre kedelig. De store tanker og fællesskabet er aldrig opstået i stilhed og selvkontrol. De er opstået i støj, i uenighed, i beruselse, ikke nødvendigvis af alkohol, men af idéer. Selv den gode Søren Kierkegaard ofrede kærligheden og komforten i jagten på de store meninger og eksistensens alvorlige spørgsmål. I vor tid er der sket et sammenbrud i vores forståelse af værdi. Vi lever i en tid, hvor alt kan måles og vejes, undtagen det, der betyder noget. Og netop derfor måles det ikke længere. Vi jagter det sunde liv, det evige liv, hvor vi tænker mere over vores pace og performance frem for den egentlige mening og lykke.

Den nye ensretning

Vi lever i homogenitetens guldalder. Beige hjem, beige liv, beige ambitioner. Det samme surdejsbrød, de samme podcasts, den samme rigtige holdning leveret i den samme korrekte farve. Forskellighed hyldes i teorien, men tolereres kun i praksis, hvis den kan integreres i et sundt, produktivt og æstetisk livsprojekt. Sundhed er ikke længere et gode. Den er blevet en ideologi. Et moralsk kompas. At være sund er at være ordentlig. At være grænsesøgende, eksperimenterende og fortvivlet er en karakterbrist. Har du ingen personlighed? Deltag i en løbeklub. Mangler du mening? Gå i saunagus. I dag har vi erstattet dannelse med selvforvaltning. Nietzsche så det komme. Det sidste menneske er et, der er tilfreds, konfliktsky, sundt og uden storhed. Et menneske, der blinker, mens smilebåndet kæmper mod tyngdekraften, og siger: »Vi har opfundet lykken.« Hegel, højdepunktet i den tyske idealisme, talte om historiens ånd, om spændinger og brud, om værdier, der kun vinder form gennem kamp. Men vores tid vil ikke kæmpe. Den vil balancere. Den vil regulere. Den vil optimere. Alt, der stræber efter noget mere, skal undertrykkes.

Antikken vidste bedre

I det antikke Grækenland var samtalen selve fundamentet for det gode liv og demokratiet. Ikke smalltalk, men et skift fra mythos til logos. De dybe, forpligtende samtaler om sandhed, fornuft, dyd og mening. Sokrates og Platon vandrede ikke rundt med et pulsur. De stillede spørgsmål. Og de gjorde det ofte over vin, for symposium-kulturen var ikke en parentes, men forudsætningen for de store tanker. Det var her, man drak, diskuterede, skændtes og tænkte stort til den lyse morgen. Det gode menneske blev sat til debat i fællesskab. Aristoteles mente, at mennesket er et politisk og socialt væsen, der trives i bystaten: zoon politikon. Vi er retoriske dyr, der bliver hele mennesker i fællesskab med andre. I samtalen. I uenigheden. I det sociale rum, hvor karakter formes. Han talte om eudaimonia, det gode liv, ikke som et spørgsmål om trivsel, men om åndelig lykke. Om dyd, ansvar og formål. Et liv i overensstemmelse med noget højere end egen komfort. Det gode liv var ikke det sunde liv. Det var det meningsfulde.

Da mennesket turde være tragisk

De gamle grækere forstod noget, vi har glemt: at livet først får tyngde, når det risikeres. At mennesket er interessant netop i kraft af sin fejlbarlighed. Achilleus er ikke interessant, fordi han lever længe, men fordi han lever med konsekvens. I ham forenes styrke og fejlbarlighed i det tragiske valg af ære frem for sikkerhed og dermed af mening frem for varighed. Et kort liv med stil frem for et langt liv uden fortælling. Han minder os om det fejlbarlige menneske i al sin storhed og dødelighed. Kristendommen fortæller om mennesket og det moralske drama. Synd, næstekærlighed, skyld, håb og nåde. Fortællinger, vi i dag affærdiger som forældede, men som tog menneskets indre konflikt alvorligt. Som insisterede på, at mennesket ikke blot er en krop, der skal optimeres, men en sjæl, der skal stå til ansvar. Jesus forvandlede vand til vin, ikke til elektrolytvand. Nadveren var ikke en juicekur med proteinpandekager, men et fællesskab og en fornyet frelse. Synd, nåde, tilgivelse og ansvar forudsætter et menneske, der fejler, lever og tager risiko. I dag vil vi hellere være fejlfrie end frie. Mere sunde end lykkelige.

Sundhed som moralsk måleenhed

Min generation drikker mindre end vores forældres. Ryger mindre. Spiser sundere. Tracker vores søvn, vores skridt og vores puls. Og alligevel mistrives vi i stor stil. Ensomheden vokser. Angst og tomhed breder sig. Måske er det ikke et tilfælde. For hvorfor måler vi egentlig menneskelig værdi i timer sovet og kilometer løbet? Hvorfor er det mere respektabelt at løbe et maraton end at føre en samtale over et glas vin, der ændrer et menneskes liv? Hvad er det egentlig, vi forbereder os på? Et langt liv uden indhold? Når vi engang ligger på dødslejet, vil vi så fortælle om vores stabile blodsukker og vores 12-taller? Eller om dengang vi levede. Om kærlighed, fejltrin, for meget vin, spændende byer, mennesker og samtaler, der ændrede os. Winston Churchill hjalp ikke med at vinde krigen på grønne smoothies. Han gjorde det lettere bedugget i en bunker i London, med en cigar i hånden og historien i ryggen. Ikke fordi alkohol er en strategi, men fordi karakter, mod og historisk bevidsthed er vigtigere end velpoleret kropsoptimering og bekvemmelighed. Jeg vil ikke fortælle mine børn, at jeg var sund. Jeg vil fortælle dem, at jeg levede. At jeg røg, drak, spiste godt og elskede samtalerne og mine relationer. At jeg vendte verden over en øl. At jeg tog fejl. At jeg lærte noget. At jeg tænkte stort og drak en Tuborg samtidig. Alt det, mennesket har bygget op gennem litteraturen, historien og filosofien, tragedien, helten, offeret, meningen, er blevet arkiveret som problematisk bagage. Jeg savner det store. Det farlige. Det smukke. Fuck spelt. Fuck proteinpulver og saunagus. Måske er det tid til at vige væk fra sundhedens tyranni. Tilbage til myterne, personlighederne og de fortællinger, der kræver noget af os. Ikke et længere liv. Et større.