af Santiago Abascal, Formand for Vox og Formand for Patriots for Europe
Den vestlige venstrefløj er meget bevidst om, at dens model har fejlet. Efter Berlinmurens fald ændrede dens diskurs sig dog radikalt i søgen efter en ny strategi. Der tales ikke længere om arbejderen eller de materielle vilkår, der sikrer hans trivsel: ejerskab af bolig, jobstabilitet eller sikkerhed på gaden. I stedet har venstrefløjen kastet sig ud i identitetspolitikkens krig, hvor konflikten mellem mennesker baseret på køn eller oprindelse fungerer som drivkraft. De agerer på denne måde, fordi de – ligesom med klassekampen – er overbeviste om, at vejen til magt går gennem social opløsning.
Denne konfrontation er blevet fremmet på alle sociale niveauer, og kulturen har spillet en central rolle i denne udvikling. Mens afvisningen af det nationale tilskyndes, opfordres der til at omfavne alt, der kommer udefra – selv når det strider mod de feministiske bevægelser, som venstrefløjen støtter og finansierer. Et eksempel er de såkaldte progressive partiers tavshed over for kvinders vilkår under islamistisk undertrykkelse. Denne tavshed udspringer af et fælles had til vestlige samfund og de værdier, som har formet dem.
Den illegale indvandring er den anden side af samme mønt. Venstrefløjen har fået det, som de vil have det, men nu omfavnes samme politik angiveligt også af flere konservative partier, der har købt hele pakken.
Når det gælder indvandring, ser vi to primære dimensioner. På den ene side dens sociale aspekter, som har medført øget usikkerhed, markante stigninger i kriminalitet og en omvæltning af mange europæiske kvarterer, der i dag er totalt ukendelige for dem, som voksede op i samfund uden knivstikkerier og kultursammenstød. I Spanien er et eksempel herpå, at hele 91 % af de dømte for voldtægt i en region som Catalonien er udlændinge.
På den anden side handler det ikke kun om kriminalitet, men også om ændringer i den demografiske sammensætning. På øen El Hierro, en del af De Kanariske Øer, er der i 2024 ankommet 24.000 illegale indvandrere til en ø med blot 11.000 indbyggere. Øen er ikke længere, hvad den var for blot få år siden.
Ansvarlige for denne situation – såvel som for de tragiske dødsfald blandt de illegale indvandrere, der forsøger at nå vores kyster – er de, der hævdede, at Europa var et land af åbne arme, og at vores nationer årligt kunne rumme millioner af nye mennesker.
De påstod også, at vores økonomiske ressourcer var ubegrænsede. Det er åbenlyst, at disse præmisser var og er falske, og at den ukontrollerede stigning i indvandringen har ført til større usikkerhed og yderligere spændinger i økonomien, især i forhold til sociale ydelser, økonomisk støtte og boligmarkedet.
Alligevel insisterer EU’s bureaukrater på, at mennesker er udskiftelige, og at vi kan modtage millioner af illegale indvandrere fra kulturer, der ofte kolliderer med vores måde at leve på.
Disse bevægelser bygger på en foragt for de værdier, der grundlagde Vesten. Derfor ses kulturarv, nationalitet, de biologiske kønskendsgerninger, fællesskab og tradition som elementer, man skal give afkald på for at opnå den såkaldte dekonstruktion af mennesket – en proces, der dybest set handler om at afklæde individet og gøre det rodløst og afhængigt af staten.
I dette skæringspunkt mødes den yderste venstrefløj og visse store virksomheders interesser, som i det seneste årti har omfavnet woke strømninger, selvom nogle nu distancerer sig fra dem.
Begge søger lignende mål. Venstrefløjen ønsker statsafhængighed, mens virksomheder fokuserer på profit, hvor ændrede forbrugsmønstre fremmes. Den politiske parallel til denne udvikling er Davos’ berømte mantra: “I 2030 vil du eje intet og være lykkelig.”
Ved siden af dem står EU, der gradvist har overtaget funktioner fra nationalstaterne, åbenlyst fremmer censur og endda blander sig direkte i valgresultater, som det for nylig er sket i Rumænien.
Dette er ikke en undtagelse, men en hensigtserklæring – som da den tidligere kommissær Thierry Breton erklærede, at EU også kan annullere valg i Tyskland, ligesom i Rumænien.
EU-projektet har gradvist bevæget sig væk fra sin oprindelige grundtanke og har udviklet en sovjetisk karakter, der ignorerer nationale beslutninger og skaber fjendebilleder for at retfærdiggøre sine egne handlinger.
Nu hævder de, at Elon Musk er en trussel mod demokratiet, fordi han fremmer den frie informationsstrøm. Og det kommer fra dem, der griber ind i frie landes valg? Og fra Macron, der allerede forbereder et forbud mod X (tidligere Twitter) i EU. Ikke fordi det truer den gennemsnitlige europæer, men fordi det begrænser dem, der har gjort ensrettet propaganda til deres eneste politiske værktøj.
Alle bureaukrater, der frygter en modreaktion fra deres egne folk, handler ens – vi ser det i Frankrig, England og Spanien. Det er også derfor, at Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, vil begrænse de frie mediers muligheder – medier, der ikke kan købes til at lave statslig propaganda for millioner af euro.
Trods dette ér en modreaktion undervejs – en, der ikke bøjer sig for propaganda eller trusler.
Det er en bevægelse, der ikke nyder støtte fra de store medier, men som eksisterer og ikke kan ignoreres, fordi den allerede vinder valg i lande som Argentina, USA, Italien og mange andre. Disse nationer drejer vægtskålen til fordel for suverænitet, patriotisme og frihed.