af Christian Bülow, Rådgiver i Dansk Folkeparti

Da Donald Trump for anden gang kunne erklære sig som sejrherre ved et amerikansk præsidentvalg, vakte det både bestyrtelse og lettelse – alt efter øjnene, der så. Nogle forudser en global krise, mens andre mener, at hans tilbagevenden vil give Vesten et afgørende skub mod større beslutningsdygtighed. Personligt mener jeg, at vi, trods alle hans kontroverser, har brug for netop den slags politisk omvæltning i en tid, hvor autoritære kræfter udfordrer vores værdier og sikkerhed. Blot at se tilbage på hans første embedsperiode giver et fingerpeg om, hvorfor han ikke nødvendigvis har svækket det internationale samarbejde. På trods af al snakken om “America First” steg handlen mellem Danmark og USA mærkbart, og flere danske virksomheder fik bedre fodfæste på det amerikanske marked. Retorikken var ganske vist barsk, men i praksis endte det ikke i en totalt lukket amerikansk økonomi.

Mere markant var dog udviklingen på sikkerhedsområdet. Mange troede, at hans hårde kritik af NATO’s europæiske partnere ville underminere alliancen. Alligevel stod der flere amerikanske soldater i Europa, da han gik af første gang end ved begyndelsen af hans mandat. Kravet om to procents forsvarsbudget fra alle medlemslande fik pludselig en ny tyngde, og nogle lande begyndte at opruste for første gang i årtier. Denne udvikling blev afgørende, da Rusland invaderede Ukraine i 2022. Havde Europa ikke allerede startet genoprustningen, kunne situationen have set langt mere kritisk ud for vestlig sikkerhed. Ikke mindst fordi den transatlantiske samhørighed i den situation viste sig at være altafgørende for at koordinere sanktioner mod Rusland og militær bistand til Ukraine.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at han først og fremmest er amerikanernes præsident. Mange europæere har drømt om en global “forener”, men faktum er, at den amerikanske præsident nu engang vælges til at varetage amerikanske interesser. Det er altafgørende, at vi i Danmark og Europa både forstår og accepterer dette, men samtidig også begynder at samarbejde med amerikanerne ud fra den præmis. Det kan opleves som værende uretfærdigt, men det minder os om, at vi også selv skal tage ansvar for vores egen fremtid, frem for altid at regne med, at USA er klar med en hjælpende hånd.

I et årti har han fyldt så meget i amerikansk politik, at folk nærmest er blevet immune over for hans retorik. Men hemmeligheden ved at forstå ham, er at se bag ordene. Når han kritiserer sine allierede eller truer med at trække støtten, er det sjældent kun bragesnak. Det handler snarere om at påpege, at Europa ikke længere kan sidde passivt på bænken. Samme tankegang gjorde sig gældende, da han advarede mod Europas afhængighed af russisk gas. I første omgang blev han mødt med skepsis og hån, men siden viste det sig, at han havde forudset en reel sårbarhed, der kunne udnyttes af Kreml.

Mange spørger, om hans utilregnelighed ikke er en trussel mod verdensfreden. Men i en verden, hvor lande som Rusland, Iran og Nordkorea tester grænserne, kan det være en fordel, at ingen med sikkerhed ved, hvordan han vil reagere. Under Obama blev der for eksempel tegnet en rød streg overfor Assad-regimet i Syrien, men da den blev overskredet, skete der ikke en håndfast modreaktion. Det gav indtryk af, at vestlige advarsler ikke nødvendigvis blev bakket op med handling. Donald Trump er betydeligt sværere at afkode, og netop den usikkerhed kan afholde visse regimer fra at udfordre ham direkte, simpelthen fordi de ikke kan gennemskue hans næste træk.

Man skal heller ikke glemme, at det var ham, der sørgede for at levere Javelin-panserværnsraketter til Ukraine, længe før mange andre var parate til at tage den konfrontation med Rusland. I dag er han mere skeptisk ved at poste flere amerikanske midler i konflikten, men set fra Washingtons vinkel er det ikke urimeligt at spørge, hvorfor europæerne ikke selv bærer en større del af byrden. Det er trods alt vores kontinent, det drejer sig om. Selv på den baggrund kan hans håndtering minde os om, at vi ikke kan overlade alt til USA, når stabiliteten i vores del af verden er truet. Mange har kaldt ham for en storskrydende politiker uden format, men ved at fastholde presset på Europa har han tvunget flere lande til at genoverveje både forsvarsstrategi og energipolitik. Allerede længe før krigen i Ukraine advarede han Tyskland mod at gøre sig afhængig af russisk gas. Da krisen så for alvor ramte, måtte Berlin erkende, at netop den afhængighed var en stor akilleshæl.

Det samme gælder Kina: Hans tidlige kritik af spionage og brud på handelsregler blev i starten affejet som overdreven frygt, men i dag mener selv NATO, at Kina er en langsigtet udfordring for vores sikkerhed. De kinesiske ambitioner rækker langt, og uden en vågen, vestlig alliance risikerer vi at se teknologiske, økonomiske og militære gevinster gå direkte til et regime, der ikke deler vores demokratiske grundholdninger.

Er han så en slags superpræsident, der redder verden? Absolut ikke. Han er først og fremmest eksponent for amerikansk egeninteresse. Men han formår at ruske op i de internationale institutioner og alliancer, der alt for længe har hvilet i sig selv, så disse bliver tvunget til at træffe svære beslutninger. Og det er nøjagtigt, hvad Vesten har haft brug for, når autoritære kræfter forsøger at skubbe til vores grundlæggende værdier. På kort sigt kan det skabe splid i den vestlige lejr, fordi han udfordrer os til at stå mere på egne ben. Men på længere sigt vil vi se en alliance, der vågner op og anerkender, at forsvars- og sikkerhedspolitik ikke kan negligeres.

Derfor vil jeg vove den påstand, at hans tilbagevenden ikke nødvendigvis medfører mere kaos, end verden allerede var fanget i. Tværtimod kan det minde os om, at hvis vi ønsker at fastholde en verdensorden baseret på demokrati og frihed, må vi alle gøre vores del af arbejdet. For ved at sætte klare krav, forlange højere forsvarsbudgetter og pege på faren ved at gøre os afhængige af autoritære lande, har han også tvunget os til at være realistiske. Og realismen kan sagtens gå hånd i hånd med både internationale aftaler og fælles værdier – det kræver blot, at vi lægger den bekvemme selvtilfredshed bag os og tager udfordringerne alvorligt.