af Martin Lidegaard, Formand for Radikale Venstre

Ville verden være et bedre sted, hvis Harris havde vundet det amerikanske præsidentvalg? Det korte svar er formodentlig ja. Det lidt længere svar er ja, men med et par nuancer.

Da vi nok aldrig får en Harris-administration at se, kan vi selvfølgelig kun spekulere over, hvordan den ville tage sig ud og hvilken betydning, den ville få for den verden, vi lever i. Ej heller kender vi endnu de faktiske konsekvenser af en ny Trump-administration. Vi kan blive overrasket positivt, så denne analyse er baseret på Harris’ og Trumps udmeldinger under og efter valgkampen.

På valgnatten tilbage i november håbede jeg personligt på, at Harris ville sejre. Som europæer var det mit håb på vegne af den situation, der lige nu udspiller sig i Ukraine og de sikkerhedspolitiske spændinger, som præger hele Europa. Ukraine-krigen trækker geopolitiske tråde ud i hele verden, og derfor har både Ukraine, Europa og USA meget at vinde ved et stabilt og stærkt transatlantisk samarbejde om at sikre en holdbar løsning for Ukraine nu og på sigt.

Som verdensborger var det mit håb på vegne af klimaet. Hele verden er bedre tjent med et USA, der forbliver i de internationale klimaaftaler, et USA der investerer i fremtidens grønne arbejdspladser, og et USA der ikke sætter omstillingen på pause. Som vi ved det fra dansk klimapolitik, tager strukturelle forandringer og omstilling af sektorer tid. Lang tid. Det kræver vilje, penge og rettidig planlægning – tre parametre, Harris i højere grad ville være garant for at prioritere.

Sidst men ikke mindst tror jeg også, det ville være det bedste for den amerikanske befolkning. For kvinder og minoriteters rettigheder, unges uddannelsesmuligheder, adgangen til offentlige sundhedstilbud, ja mange af de goder, vi med rette nyder godt af her i Danmark.

Nu må vi se, hvad de næste fire år vil bringe. Vi ser tydelige indikationer om en Trump, der vil genforhandle handelsvilkår for USA, der på ny vil blande sig i Arktis og spørgsmålet om Grønland, og som ikke mindst ønsker et USA trukket tilbage fra verden omkring sig. Men også store ubesvarede spørgsmål. Trækker han støtten til Bidens IRA? Kan og vil han gennemtvinge en eller anden form for fred i Ukraine? Dropper han støtten til vedvarende energi og borer løs efter olie i stedet? Virkeligheden er jo, at vi på ingen måde ved det. Og som europæer er det både det bedste ved Harris og det farligste ved Trump; deres forudsigelighed eller mangel på samme.

Alt det som en Harris-administration ville byde på, er jo ikke direkte positivt for Danmark og Europa. Ligesom Biden deler Harris og Trump jo opfattelsen af, at middelklassen i USA har tabt under globaliseringen, at amerikanske økonomiske interesser står øverst, og at Kina og det globale syd i højere grad fortjener USA’s opmærksomhed end Europa, der bør tage større ansvar selv – hvilket jeg i øvrigt er enig i. Men trods disse ligheder i deres politiske analyser på tværs af administrationer, ville vi kunne samarbejde og håndtere en Harris-administration med en vis form for forudsigelighed. Det giver stabilitet i en verden, der er rigeligt kaotisk i forvejen.

Men holder vi den kontrafaktiske situation op imod den virkelighed, vi mødte d. 20. januar, vil jeg – sikkert noget uventet for nogle læsere – godt fremhæve en positiv konsekvens ved valget af Trump. Det minder os nemlig om, at vi ikke længere kan sætte vores lid til, at amerikanerne træffer “det rigtige valg”, set med europæiske briller. Det har vi selvfølgelig aldrig kunne, men det tvinger os til at tage vores skæbne i egne hænder i stedet for at lade den afgøres af en håndfuld svingstater i USA hvert fjerde år.

Vi europæere skal stå i egen ret og ikke på andres nåde. Vi skal sætte os selv i en situation, hvor vi på én gang bliver en bedre partner til USA, men også en stærkere og mere selvstændig partner, både når det handler om de militære, de økonomiske, de klimapolitiske og de demokratiske valg, for eksempel i forhold til Big Tech.

Æraen for den unipolare verdensorden er for længst forbi, men kigger man på den måde, vi investerer i vores egne strategiske styrker, herunder energiinfrastruktur, forskning, ny teknologi, sikkerhed og uddannelse, er det som om, erkendelsen ikke er nået os endnu.

I modsætning til den analyse, der er herskende i Dansk Folkeparti, er den radikale analyse derfor, at det er på høje tid, at vi mobiliserer et nyt, revitaliseret samarbejde i EU, der investerer i hele det sikkerhedspolitiske spektrum – herunder forsvar, nye teknologier og en moderne, grøn industripolitik.

Dette er ikke bare for at fremme chauvinistiske europæiske interesser, men i høj grad for, at EU og Europa fortsat kan stå som garant for en regelbaseret verdensorden og som brobygger mellem Nord og Syd, Øst og Vest, hvad der aldrig har været mere brug for.

Som radikal håber jeg på, vi havde nået netop den erkendelse, selv hvis Harris havde vundet, men jeg er faktisk mere fortrøstningsfuld nu. Måske vil selv de mest EU-skeptiske dele af det politiske spektrum nu kunne se en værdi i et styrket EU som garant for et fortsat vitalt samarbejde på tværs af Atlanten.