Af Rune Møller Christensen, formand for Politisk Udvalg, Venstres Ungdom

“Der er cirka 300.000 muslimer i Danmark. Er det for mange?” spørger Deadline-værten Christian Bennike. ”Ja,” svarer udlændingeordfører for Socialdemokratiet Thomas Skriver Jensen, efter kort at have tænkt sig om. Svaret fra folketingspolitikeren er befriende simpelt, men afslører en langt større sygdom i den offentlige debat. Vi er blevet fartblinde i jagten på en strammere udlændingepolitik i stedet for at adressere og løse de specifikke problemer.

Vi er begyndt at føre en offentlig debat og politik, hvor vi behandler buzzwords i stedet for at løse de konkrete problemer. Ordet bliver vigtigere end substansen.

“Kemikalier er farlige”, selvom de bruges på spildevandsanlægget for at beskytte miljøet.
“Naturligt er altid bedst”, selvom det dødsensfarlige asbest er et naturligt mineral.
“Profit er grådigt”, selvom det driver udvikling af fx medicin og sikrer danskernes pensionsopsparing.
“Muslim” er blevet et synonym for kvindeundertrykkelse, homofobi og modstand mod demokrati. Men at være muslim kan betyde utroligt mange forskellige ting fra individ til individ.

Så længe vi har religionsfrihed i Danmark, og det skal vi have i et demokratisk samfund, kan det aldrig være et problem i sig selv, at et menneske bekender sig til islam. Ligesom det heller ikke er et problem i sig selv at være ateist, buddhist eller jøde. Når folk siger, at “for mange muslimer er et problem for Danmark”, mener de nemlig ikke, at det er problematisk at takke nej til svinekød, faste eller at bruge navnet Allah og ikke Jahve som beskrevet i Det Gamle Testamente.

De tænker i stedet på de miljøer, hvor man forsvarer sharia, accepterer social kontrol, undertrykker kvinder, jagter homoseksuelle eller vender demokratiet ryggen. Det er konkrete problemer, som kan diskuteres, dokumenteres og demonteres.

Det ses bl.a. i debatten om homofobi og omvendelsesterapi. Her har flere europæiske lande, herunder Norge, Grækenland og Albanien, hvor muslimer udgør majoriteten, bekæmpet sådanne praksisser ved at indføre et forbud heraf på forskellige niveauer. Og forekommer problemer som homofobi i Danmark hyppigere i forskellige muslimske miljøer og personer med baggrund i MENAPT-lande end i den øvrige befolkning? Ja, det er der slet ikke nogen tvivl om. Men der er altså ikke et lighedstegn mellem at være muslim og at bidrage til problemer som homofobi.

Det er naivt at benægte, at homofobiske holdninger er mere udbredt blandt muslimer end kristne i Danmark. Men reducerer vi som når visse socialdemokrater og højrefløjspolitikere reducerer enhver muslim til en byrde for samfundet, gør man integrationen en bjørnetjeneste. Man rammer nemlig de muslimer, som støtter demokrati, ytringsfrihed og LGBT-rettigheder. Dem, vi burde ønske stod skulder ved skulder med os i kampen mod islamisme og religiøs fanatisme. Ved at fremmedgøre moderne muslimer med vestlige værdier, skubber vi dem i favnen på ekstremister som salafisterne, Det Muslimske Broderskab og andre kalifattilhængere.

Den dag vi mister evnen til at skelne mellem et individs religion og dets handlinger og holdninger, taber vi det frisind, der gør Danmark til et demokratisk samfund. For hvis et menneskes identitet som muslim i sig selv er et samfundsproblem, underminerer vi selve idéen om religionsfrihed og udhuler vi selve idéen om religionsfrihed. Den konklusion kan ingen demokrat acceptere.