Leder af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

I 2019 publicerede socialpsykologen Ravi Iyer og hans kolleger, Jonathan Haidt, Adam Waytz, Liane Young og Jesse Graham et studie i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Nature. Studiet, som har overskriften: Ideological differences in the expanse of the moral circle, påviser, at ’liberals’ (in casu værdipolitisk venstreorienterede personer) udtrykker mere medfølelse og moralsk omsorg overfor dyr, sten og universet, end de gør overfor for deres familie, venner og landsmænd.

Studiets fund er visualiseret på et såkaldt heatmap, hvor tallet 1 fremgår helt inde i midten af cirklen, mens tallet 16 fremgår helt ude i den yderste ring:

Her er en oversigt over tallenes individuelle betydninger:

1) alle i din tætteste familie

2) alle i hele din familie

3) alle dine tætteste venner

4) alle dine venner

5) alle dine bekendte

6) alle mennesker, du nogensinde har mødt

7) alle mennesker i dit land

8) alle mennesker på dit kontinent

9) alle mennesker på alle kontinenter

10) alle pattedyr

11) alle padder, krybdyr, fisk og fugle

12) alle dyr på jorden, herunder tøffeldyr og amøber

13) alle dyr i universet, inklusiv eventuelle ukendte, fremmede livsformer

14) alle levende væsener i universet, herunder planter og træer

15) alle naturlige ting i universet, inklusiv livløse enheder som sten

16) alle ting, der eksisterer

Venstrefløjens moralske cirkel strækker sig altså helt ud til det absurde. Denne tankegang, hvor omsorgen for det abstrakte, det livløse og det fjerne prioriteres over det konkrete og nære, er dybt problematisk. For når man mister forbindelsen til sin egen familie, sine venner og sit nationale fællesskab, mister man nemlig også noget andet – man mister sig selv.

Konsekvenserne af denne moralske vildfarelse er alvorlige. Når nationen erstattes af verdensrummet, og medfølelse for naboen viger for omsorg for en sten, svækkes de bånd, der binder vores samfund sammen. Vi risikerer at skabe en verden, hvor mennesker efterlades som rodløse og fremmedgjorte, uden identitet eller retning. For hvis vi ikke længere er forankret i vores eget fællesskab, hvad står vi så egentlig tilbage med?

Den venstreorienterede tilgang er et skoleeksempel på den ideologiske forvirring, der præger tiden. Den globale utopi har fortrængt den sunde, nationale ansvarsfølelse, som har været grundlaget for civilisationens stabilitet. Men et samfund kan ikke bygges på sten og amøber. Et samfund bygges på stærke familier, på nære fællesskaber og på kærligheden til det land og den kultur, der har formet os.

Venstrefløjens værdier truer med at efterlade os i en moralsk ørken, hvor alt er lige meget, og intet virkelig betyder noget. Derfor er det vores opgave – og vores pligt – at genfinde forbindelsen til os selv og til hinanden. Kun gennem en tilbagevenden til det nære og det nationale kan vi sikre, at vores samfund forbliver stærkt, menneskeligt og meningsfuldt.

Ligesom venstrefløjens værdier har efterladt Vesten i et moralsk forfald, har de lige så vel efterladt os med en faldefærdig verdensorden.

Tag Gaza-konflikten som eksempel. Efter det brutale terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 tænkte borgerlige straks på, hvordan vi kunne hjælpe herboende jøder med at føle sig trygge. Omvendt gik venstrefløjen på gaden og slog på tromme for en udefinerbar masse af Hamas-terrorister, PFLP-terrorister, et udemokratisk, palæstinensisk selvstyre og sikkert også nogle civile.

Aha! Så Ravi Iyer, Jonathan Haidt og co. havde altså fat i noget. For mens borgerlige udtrykker omsorg for det, der står os nært – vores land og vores folk – har venstrefløjen travlt med at udtrykke medfølelse for et primitivt, kvindehadende, antidemokratisk selvstyre et sted nede i Mellemøsten.

Et andet eksempel finder vi i udlændingepolitikken, hvor overfalds- og voldtægtsstatistikkerne taler deres tydelige sprog. Når det borgerlige menneske insisterer på en stram udlændingepolitik, er det netop for at beskytte sine nærmeste, mens det venstreorienterede menneske omvendt føler sympati for udlændinge, de ikke har et konkret forhold til. I nogle tilfælde også selvom de har begået overfald eller voldtægt. For det kan jo være, at de har haft det svært. Dét er den socialpsykologiske forklaring på, hvorfor venstreorienterede ikke ønsker at hjemsende udenlandske voldsforbrydere

Der tegner sig så småt et billede. Og hvordan fortolker man så bedst dette billede af den moralske orden i Vesten? Det kan siges meget simpelt: Vi er fucked. I hvert fald så længe venstrefløjen udgør størstedelen af Vestens dominerende beslutningstagere.

Så skulle vi ikke tage at lave om på det?