Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

Konservative er grådige, selviske, sexistiske, gammeldags, korrupte og besatte af at bevare status quo. Det får man at vide af meningsdannere i populærkulturen og på universiteterne, som voksede op med at se The Daily Show med Jon Stewart, så det må være sandt. Det amerikanske vibeshift tyder dog på, at den idé er under forandring. Og når imperiets center rammes af en tendens, går der ikke lang tid, før den når periferien, herunder Danmark.

Da New York Magazine i 2024 bragte en artikel om unge MAGA-republikanere, fik det den konservative kommentator Matt Walsh til at skrive, at “konservatisme er kulturelt på fremmarch. Vi spænder over hele spektret. De eneste billeder, der fremstår venstreorienterede, er dem af grimme, fede, psykisk syge, dysfunktionelle, venneløse sære typer.”

New York Magazine ønskede at få de unge republikanere til at fremstå foragtelige, men fik dem i stedet til at se glamourøse og attraktive ud. Hvad der opfattes som attraktivt er afgørende, fordi det signalerer status, og en kulturel bevægelse vil bevæge sig mod det, der har høj status.

Da venstrefløjen i årevis har domineret universiteterne, medierne, kulturlivet og NGO’erne, var associationen med konservatisme langsom, kedelig og utiltrækkende. Det blev tilsyneladende bekræftet, da Jon Stewart i 2015 kaldte den republikanske politiker Mitch McConnell en skildpadde på grund af sine langsomme manerer. Det var lav status. Spørgsmålet er, om lavstatusmærkatet ikke er ved at ramme venstrefløjen. Ikke nok med at der er en generel træthed af deres fokus på minoriteter, så fremmer de ledere, hvis evne til at regere ikke er overbevisende.

Billeder fra det tyske venstreorienterede parti Die Linkes partikonference i 2024 fik partiet til at ligne et komediesketch, da dets ledere ikke ligefrem udstrålede handlekraft og autoritet – så det er ikke overraskende, at kulturen skifter fokus mod det, der er attraktivt – nemlig sunde og tiltrækkende mennesker. Denne gruppe læner sig ofte mod det konservative.

Psychology Today viser to undersøgelser om fysisk fremtoning og politisk tilhørsforhold, som har vist, at konservative politikere i gennemsnit er mere attraktive, mens smukke mennesker generelt har en tendens til at betragte sig selv som højreorienterede. I Danmark fandt en AI-undersøgelse, at konservative kvindelige politikere så gladere og mere attraktive ud på billeder sammenlignet med deres venstreorienterede kolleger.

Der er også en korrelation mellem konservatisme og mental sundhed. Ifølge en anden undersøgelse fra Institute for Family Studies er unge konservative kvinder tre gange så tilbøjelige til at sige, at de er lykkelige i livet sammenlignet med deres venstreorienterede jævnaldrende. Forskerne fandt, at venstreorienterede med større sandsynlighed var enlige og ikke deltog i religiøse institutioner, hvilket ville øge deres ensomhed. Undersøgelsen bemærkede, at lykkeforskellen skyldes mangel på tro og familie, og at folk, der var gift og religiøse, var langt lykkeligere end deres enlige og ikke-religiøse jævnaldrende.

Familie og tro er ikke nødvendige for at være konservativ, selvom Institute for Family Studies viser, at unge konservative er mere tilbøjelige til at være gift eller religiøse – centrale aspekter af et lykkeligt liv. Dette gælder i endnu højere grad i Europa med et højere sekulariseringsniveau. Manglen på disse fællesskabsorienterede institutioner kan være med til at skabe mere ensomhed.

Men er konservatismen ikke ond?

Når progressive mener, at konservatismen er ubarmhjertig, mens højrefløjen mener, at venstrefløjen er naiv, er det udtryk for to helt forskellige måder at opfatte menneskets natur.

Konservatisme handler om at beskytte og bevare samfund og kultur, herunder de ting, der binder os sammen, såsom ægteskab, familie, religion og tradition. I modsætning til liberalismen, der sætter individet i centrum, ser konservatismen mænd og kvinder som en del af et netværk af fællesskaber med forpligtelser over for hinanden. Den forpligtelse er ikke kun til vores medmennesker, men handler også om de bånd, der binder de døde og de ufødte sammen i en længere generationskontrakt.

Konservative har, hvad den amerikanske økonom Thomas Sowell kaldte “en begrænset vision”, altså en forståelse for, at mennesket er et faldent væsen, hvis lavere impulser kan blive undertrykt, men aldrig helt forsvinde. Derfor har vi brug for normer til at holde styr på dem. I modsætning til dette foretrækker progressive den “ubegrænsede vision”, som mener, at menneskets natur ikke blot kan forandres, men kan gøres perfekt. En af venstrefløjens store filosoffer, Jean-Jacques Rousseau, mente også, at menneskets natur i sin essens er god, men det er samfundet, som korrumperer den.

I en dansk kontekst ser vi det i debatten om parallelsamfund, kriminalitet og integration – områder, hvor den begrænsede vision længe har vist sig mere realistisk end den ubegrænsede. Transideologien er på denne måde den ultimative måde at overskride den menneskelige biologis grænser og helt omskrive, hvad det vil sige at være mand og kvinde. Men den manglende folkelige opbakning til ideologien tyder på, at mennesker ikke vil tvinges til denne måde at være frie på.

Den overdrevne adfærd ved Gay Pride-arrangementer, hvor deltagere i San Francisco har udført seksuelle handlinger offentligt eller har dyrket hundespil i Berlin, kan også have spillet en rolle i den faldende støtte. Selvom støtten til homoseksuelles rettigheder fortsat er høj, trak næsten halvdelen af sponsorerne deres støtte til Copenhagen Pride 2024 tilbage, da arrangørerne havde krævet at se deres interessenters aktiviteter i Israel. Fremmødet til festivalen faldt med to tredjedele fra året før.

Mens tøjlesløshed blev hyldet i en æra, hvor man troede, at historiens ende var nær, er stemningen en anden i dag. Terrorangreb, etniske enklaver, grooming gangs og politisk polarisering kræver en anden slags politik: mere orden, mindre kaos.

Den nuværende venstrefløj i de fleste vestlige lande synes at have glemt idéen om det fælles gode med sit ensidige fokus på minoriteter. Med grove eksempler på juridisk aktivisme, hvor dommere tilsyneladende tager parti for gerningsmanden frem for ofrene, er der en følelse af uretfærdighed.

Kombineret med angreb på ytringsfriheden forlader flere venstrefløjens rækker – specielt unge
mænd. I dette politiske klima begynder konservatismen at fremstå tiltalende eller i det mindste mindre dårlig
end alternativet.

Højrefløjens fremvækst handler om den moderne venstrefløjs fiasko, som har udskiftet sin traditionelle støtte til arbejderklassen til fordel for etniske og seksuelle minoriteter samt højtuddannede middelklassevælgere.

Men i en tid, hvor familiepolitik kobles til fascisme, når mange ikke længere er i stand til at definere, hvad en kvinde er, og når masseindvandring sker imod flertallets vilje, vidner det om et moralsk forfald.

Når den vestlige kultur i årtier har prioriteret hæmningsløshed, er det måske ikke så slemt at vende
tilbage til bindende normer og se ting som ægteskab, tro og patriotisme som noget attraktivt – noget
som konservative værdier repræsenterer.