Mitchel Oliver er chefredaktør på Modstrømmen

Jeg startede på statskundskab ved Københavns Universitet i september 2022.

Jeg kom med en klar forventning: Her skulle være plads til politisk debat på tværs af hele spektret. Jeg havde regnet med, at der sandsynligvis ville være et lille rødt flertal blandt de studerende. Humaniora på et københavnsk universitet er trods alt ikke kendt for at være højborg for konservative tanker. Men jeg troede stadig, der ville være en grundlæggende balance. Et miljø, hvor højreorienterede holdninger kunne fremsættes uden at blive mødt med chok eller fordømmelse. Jeg forestillede mig, at statskundskab – af alle fag – ville være et sted, hvor man studerede magt og politik uden at lade ideologi styre fuldstændig.

Allerede den første dag blev disse forventninger gjort grundigt til skamme.

Vi blev delt op i stamhold i et mindre lokale. Tutorerne, de ældre studerende der skulle introducere os til livet på studiet, præsenterede sig én efter én. Og samtlige – uden en eneste undtagelse – præsenterede sig med navn og pronominer. Det var ikke én eller to, der gjorde det af personlig overbevisning. Det var alle. Hver eneste tutor. Det slog mig med det samme, at dette ikke var en tilfældighed. Det var normen. Det var forventet. Det var en del af den uskrevne kodeks, man skulle følge fra dag ét. Pronominerne var ikke blot en høflighed. De var et signal om, hvilken ideologisk retning der herskede.

Identitetspolitik var ikke noget, der kom senere på pensum. Det var allerede indlejret i den mest basale præsentation af sig selv.

Da vi senere på dagen kom til mere uformelle samtaler i mindre grupper, åbnede flere sig om deres politiske holdninger. Og jeg gjorde det samme. Jeg sagde det, som det var: Jeg støttede en strammere indvandringspolitik. Jeg mente, at partier som Dansk Folkeparti havde fat i noget vigtigt.

Jeg var kritisk over for den politiske korrekthed, der ofte kvalte debatten. Reaktionerne var øjeblikkelige. Mine medstuderende var grundlæggende chokerede. Det var ikke blot uenighed. Det var vantro. Det var, som om jeg havde sagt noget fuldstændig vanvittigt. Holdninger, der i den brede danske befolkning nød betydelig opbakning, blev pludselig behandlet som ekstreme. Som uden for det tilladte spektrum.

Jeg havde gået ind på studiet med den forestilling, at de fleste studerende højst var lidt til venstre for midten. Måske en overvægt af socialdemokrater og radikale. Men den første dag viste mig noget andet. Langt størstedelen var meget mere venstreorienterede, end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig.

Det var fuldstændig legitimt at udtrykke sympati for Enhedslisten eller decideret venstreekstreme positioner på områder som klima og identitet. Ingen reagerede med chok på det. Ingen kaldte det ekstremt.

Men støtte til partier til højre for Radikale Venstre? Det blev mødt med mistro og afsky. Det var vanvittigt. Det var uacceptabelt. Denne oplevelse stod ikke alene. Den var et symptom på en bredere udvikling i dansk akademia, en udvikling der har været dokumenteret og debatteret i årevis.

Tilbage i 2010’erne begyndte forskere og debattører at pege på en stigende ideologisk ensretning på universiteterne. I både Danmark og udlandet viste det samme mønster sig: På humaniora og samfundsvidenskab er der et massivt overtal af venstreorienterede blandt både undervisere og studerende.

I USA har en række forskere dokumenteret, hvordan forholdet mellem venstre- og højreorienterede professorer på visse fagområder kan være helt op til 20:1 eller mere. I Danmark er det ikke helt så ekstremt, men tendensen er tydelig. Og det vil enhver, der har gået på en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse kunne bevidne. Ja, faktisk er store dele af dette magasin et vidnesbyrd herom. Og blandt de studerende er skævheden endnu større.

Denne ensretning er ikke uden konsekvenser. Når et helt miljø domineres af én ideologisk retning, bliver debatten fattigere. Alternative perspektiver bliver ikke blot overset. De bliver aktivt marginaliseret. Det, jeg oplevede den første dag, var ikke en isoleret hændelse. Det var en manifestation af en kultur, hvor konformitet belønnes, og afvigelse straffes socialt. Pronominer-ritualerne var ikke uskyldige. De var en markør for, hvilken ideologi der havde taget magten. Introlegens spøg om Radikale Venstre var ikke bare en dårlig joke. Den var en indikation af, hvor snævert det tilladte spektrum var blevet.

Jeg er ikke den eneste, der har gjort denne opdagelse. Andre konservative eller klassisk liberale studerende har fortalt lignende historier fra danske universiteter. Nogle vælger at tie. Nogle vælger at tilpasse sig. Nogle vælger at forlade studiet. Jeg valgte at blive og kæmpe.

For statskundskab burde være det fag, hvor man lærer at analysere magt uden at være blind for sin egen ideologi. Men når hele miljøet er gennemsyret af én retning, bliver analysen skæv. Man ser kun det, man vil se. Man kritiserer kun det, der ligger til højre.

Den første dag var begyndelsen på en erkendelse, der voksede sig stærkere gennem hele mit studie. Universitetet var ikke længere et sted for fri tænkning. Det var blevet en ideologisk enklave. Wokeness havde ikke blot sneget sig ind. Den havde taget magten. Og den brugte den til at definere, hvad der var legitimt at mene, og hvad der ikke var.

Denne ensretning er ikke kun et dansk fænomen. Den er en del af en international udvikling, der har accelereret siden midten af 2010’erne. Begrebet “cancel culture” blev ikke opfundet på danske universiteter, men det har fundet grobund her ligesom i USA og Storbritannien. Studerende og undervisere, der afviger fra den dominerende linje, risikerer social udstødelse, klager eller decideret karrieremæssige konsekvenser. I Danmark har vi set eksempler på, at forelæsere er blevet kritiseret eller fjernet fra undervisning, fordi deres synspunkter blev anset for problematiske. Studerende har oplevet, at karakterer eller anbefalinger bliver påvirket af politisk uenighed. Det er ikke altid åbenlys censur. Det er ofte mere subtilt. Det er den sociale straf. Den kollektive stilhed, når nogen siger noget akademiamasserne finder uacceptabelt.

Min oplevelse den første dag var derfor ikke overraskende, når man ser på det større billede. Den var forudsigelig. Og den var et varsel om, hvad der ventede de kommende år. Jeg havde troet, at universitetet ville udfordre mine holdninger med argumenter.

I stedet udfordrede det dem med udstødelse. Jeg havde troet, at statskundskab ville lære mig at forstå politik i al dens kompleksitet. I stedet lærte det mig, hvor snævert et miljø der var blevet skabt i navnet på mangfoldighed.

Mangfoldighed. Det ord blev brugt meget på universitetet. Men det gjaldt kun bestemte former for mangfoldighed. Etnisk mangfoldighed. Kønsmangfoldighed. Seksuel mangfoldighed. Men politisk mangfoldighed? Den var fraværende. Den var uønsket. Den var farlig. Og det var netop dette hykleri, der slog mig hårdest den første dag. Man talte om inklusion, mens man ekskluderede hele dele af det politiske spektrum. Man talte om tolerance, mens man var intolerant over for afvigende meninger. Man talte om åbenhed, mens man lukkede døren for enhver, der ikke passede ind i den dominerende ideologi.

Den første dag var et mikrokosmos af en større krise i akademia. En krise, hvor institutioner, der engang var vogtere af fri tænkning, nu er blevet vogtere af ortodoksi. En krise, hvor studerende ikke længere lærer at tænke selvstændigt, men at tilpasse sig. En krise, der i sidste ende svækker hele samfundets evne til at håndtere komplekse problemer.

Jeg forlod lokalet den dag med en følelse af fremmedliggørelse. Jeg var kommet for at lære. Jeg var kommet for at debattere. Jeg var kommet for at blive udfordret. I stedet blev jeg mødt af en politisk korrekt mur.

Men jeg valgte ikke at tie. Jeg valgte ikke at tilpasse mig fuldstændigt. Jeg valgte at blive og kæmpe for den frihed, universitetet burde stå for.

Den kamp startede den første dag. Og den fortsatte i hele min tid på studiet.

Den indledende tid på statskundskab var præget af en intens social dynamik. Vi var nye, vi skulle finde vores plads, og samtalerne drejede sig hurtigt om politik, ideologi og intellektuelle forbilleder. Men det, der slog mig hurtigst, var den massive dydssignalering. Det gav sociale point at have de rigtige holdninger. Det gav status at signalere, at man stod på den korrekte side af historien. Det var ikke nok at være interesseret i politik. Man skulle vise, at man var moralsk overlegen.

Det viste sig tydeligst til de indledende fester og sociale arrangementer. Rusugen bød på flere sammenkomster, hvor alkoholen løsnede tungen, og samtalerne gled over i, hvilke tænkere vi glædede os til at læse på studiet. Jeg havde naturligvis kigget pensum igennem på forhånd.

Der var klassikerne: Hobbes, Machiavelli, Locke, Rousseau. Og så var der Burke. Edmund Burke. Som nok den eneste reelle konservative tænker på listen. Ellers var der Mearsheimer i international politik, hvilket jeg også glædede mig til, fordi hans offensive realisme skar igennem meget af den idealistiske tåge, der ofte præger debatten.

Jeg havde allerede læst Leviathan og Fyrsten, og jeg nævnte det åbent. Jeg sagde, at jeg så frem til at dykke dybere ned i netop Hobbes og Machiavelli, fordi deres skarpe analyser af magt og menneskelig natur stadig ramte plet. Jeg nævnte også Burke og hans tanker om Den franske revolution.

Den forsigtige konservatisme, der advarede mod radikale omvæltninger. Og Mearsheimer, fordi hans bog The Tragedy of Great Power Politics havde givet mig et klart billede af, hvordan stater faktisk opfører sig.

Da samtalen vendte mod favorittænkere uden for pensum, var jeg ærlig. Jeg nævnte Roger Scruton, den britiske konservative filosof, der forsvarede tradition, skønhed og national kultur. Jeg nævnte Albert Camus, eksistentialisten, der kæmpede mod totalitære ideologier. Og jeg nævnte mindre kendte kommunitære tænkere som Alasdair MacIntyre og Michael Sandel, der begge kritiserer den rå individualisme og peger på fællesskabets betydning. Det var ærlige svar. Det var tænkere, jeg faktisk havde læst og værdsat.

Så vendte jeg spørgsmålet mod mine medstuderende. Jeg spurgte en gruppe unge kvinder, hvem deres favorittænker var. Svaret kom hurtigt fra den ene: Judith Butler. De andre stemmede straks i. Butler var tydeligvis det rigtige svar. Den progressive feminist, der havde revolutioneret kønsforståelsen. Det var det perfekte signal: feministisk, politisk korrekt, venstreorienteret. Jeg blev nysgerrig. Ærligt nysgerrig. Og spurgte ind: Hvilke af hendes værker kunne I bedst lide?

Der blev helt stille. Ingen kunne svare. Ikke ét værk blev nævnt. Ikke én titel. Ikke engang et vagt resumé af et centralt argument. Stilheden var øredøvende. Her sad en gruppe studerende, der ivrigt havde erklæret Butler som deres favorittænker, men ingen havde åbenbart læst hende. Det var ikke viden, der gav point. Det var signalet. Det var dydssignaleringen.

I det øjeblik slog det mig med fuld kraft: Statskundskab var blevet et studie, hvor sociale point blev optjent gennem de rigtige holdninger, ikke gennem reel viden eller intellektuel nysgerrighed.

Mange var underlagt en form for social tankekontrol. Man vidste, hvad man skulle sige for at blive accepteret. Man vidste, hvilke navne der gav status. Butler. Foucault. Maybee hooks. Det var kodeord. Det var adgangsbilletter til det gode selskab. At nævne Scruton eller Burke? Det gav minuspoint. Det markerede én som forkert.

Denne oplevelse gentog sig i mindre samtaler, i studiegrupper, i kantinen. Dydssignalering var overalt. Det handlede ikke om at forstå komplekse teorier. Det handlede om at vise, at man var på den progressive side. At man var imod “systemisk undertrykkelse”. At man støttede “marginaliserede stemmer”. Det var en kultur, hvor overfladisk korrekthed vejede tungere end dybdegående analyse.

Denne mekanisme har dybe historiske paralleller. Den minder om det, den tjekkiske dissident Václav Havel beskrev i sit essay “De Magtesløses Magt” fra 1978. Havel talte om post-totalitære systemer, hvor folk ikke nødvendigvis tror på ideologien, men deltager i ritualerne for at overleve socialt. De lever i en løgn, fordi det er sikrere end sandheden. På universitetet var Butler-navnet et sådant ritual. Et signal om loyalitet, uden krav om reel overbevisning eller læsning. Havel kaldte det automatisk konformitet. En selvforstærkende mekanisme, hvor alle deltager, fordi alle andre gør det.

Denne sociale tankekontrol er et angreb på universitetets grundtanke, og derfor måtte jeg begribeligvis beslutte mig for at gå mod strømmen. Og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme. Også selvom du bliver isoleret. Også selvom du bliver udskammet. Også selvom du ikke bliver venner med alle. Men fordi den frie tanke og det frie ord er værd at forsvare.

Velkommen til wokenessitetet og velkommen til Modstrømmen 5.0!