Leder af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

Den 12. marts 2024 skulle have været en helt normal dag. Men det blev den ikke. Det blev dagen, hvor det i sandhed gik op for mig, hvor mange mennesker der er derude, som slet ikke tør tilkendegive, hvad de reelt mener. Tillad mig at forklare:

Der sidder 300 elever til en forelæsning på statskundskab og laver øvelsen ”ræk hånden i vejret, hvis du er feminist”. Øvelsen er foranlediget af underviseren. Selv sidder jeg blandt de 300 elever. Jeg kigger rundt og kan ikke tro mine egne øjne. Der er 300 hænder i vejret. Nogle løftes mere forsigtigt end andre. Min egen hånd bliver i lommen. For hvad menes der egentlig med feminist? Er det lige muligheder mellem kønnene? Det vil jeg gerne række hånden op for. Eller er det kønskvoter i bestyrelser og andre udtryk for resultatlighed? Så forbliver hånden nemlig i lommen. Men ingen stiller spørgsmål. Ingen siger noget. Alle er bare feminister.

Senere fandt jeg ud af, at mange modvilligt rakte hånden i vejret, og det blev mit vendepunkt; mit oprør; det var dagen, jeg besluttede mig for at gå mod strømmen. Jeg hev min telefon op af lommen og tweetede om episoden på X. Et par timer senere sendte jeg også en kronik til Jyllands-Posten for at uddybe min kritik, som blev bragt kort tid efter – og så rasede stormen ellers derude.

På X blev jeg, som konsekvens af min universitetskritik, kaldt alverdens nederdrægtigheder: antiintellektuel, babyhjerne, krænkelsesparat, højrefløjssnefnug – you name it! Andre skrev, at jeg skulle droppe ud af Københavns Universitet og finde mig et andet sted at være. Til forelæsninger kommenterede professorer endda på min kronik i Jyllands-Posten. Snebolden rullede, og det var helt tydeligt, at akademikerne på København Universitet ikke brød sig om, at nogen kom og kritiserede deres virkelighedsfjerne og okkulte verdensbillede, som de indtil nu har kunnet dyrke i fred alt, alt for længe. Jeg befandt mig pludselig i en stærk understrøm af perfide personangreb; der hvor man dæmoniseres, hvis man tør tænke selv og tale frit; der hvor man må være stærk nok til at sejle mod strømmen og lige ind i bølgerne, indtil stormen har lagt sig.

Det, der gør det muligt at overleve stormvejret, er al den støtte, man trods alt får, når man ikke blot taler andre efter munden, men selv formår at sætte ord på sine holdninger. Og jeg fik da også en del vind i sejlene, da først kronikken var blevet bragt. En flod af positiv respons strømmede ind i min indbakke. Og når jeg mødte andre studerende til arrangementer, sagde flere – meget afdæmpet og når der ikke var andre folk for tæt på – at de var helt enige i min kritik af undervisningen, og at de var glade for, at nogle ville tage kampen op. Selv gjorde de det ikke, fordi de var bange for hvilke sociale konsekvenser, der ville ramme dem; fordi stormen forekom for kraftfuld.

Dæmoniseringen begrænser sig ikke blot til universitet. Udenfor universitetets tykke mure, hvor man får at vide, at der er visse emner man ikke må ytre sig om, lever den i bedste velgående. Herude – i den virkelige verden – kalder vi den cancel-kultur. Et fænomen, der bedst kan beskrives som en regulær folkesygdom; en pandemi, hvor sygdommen springer fra sind til sind, og hvor alle kan blive smittebærere, hvis ikke man er bevidst om, at modgiften er ytringsfriheden. Det er derfor, at første udgave af Modstrømmen omhandler netop ytringsfrihed. Fordi den er vores sidste og vigtigste bastion i kampen mod de autoritære kræfter, som med alt hvad de har, forsøger at lukke munden på os.

Da jeg blev udsat for personangreb, var det ytringsfriheden, der var mit værn. De kunne sige, hvad de ville om mig, men de kunne ikke lukke munden på mig. Da Brian Mørk blev cancelled, tog de hans comedy-shows og således også hans levebrød fra ham, men de kunne ikke lukke munden på ham – og se bare, hvor han er i dag. Nu præsterer han det ene udsolgte comedy-show efter det andet. Hvorfor? Fordi han aldrig holdt op med at sige sin mening. Fordi ytringsfriheden var hans værn. Da Jotam Confino blev fyret fra TV2 for at sige sin mening, men straks blev omfavnet af BT og flere internationale nyhedsmedier, fordi han nægtede at lade sig rive med af cancel-kulturens understrøm, men i stedet insisterede på hans ret til at ytre sig frit. Fordi han – midt i uvejret og alle truslerne, der fulgte med – inderst inde vidste, at ytringsfriheden var hans værn.

Det er også derfor, vi er på barrikaderne, når magthaverne ihærdigt forsøger at knægte ytringsfriheden. Som da Nina Palesa Bonde med næb og klør kæmpede en brav kamp mod vedtagelsen af koranloven, eller når Morten Messerschmidt gang på gang tager debatten op om mediegiganternes uproportionelt store magt og detailstyring af ytringsfriheden. Fordi retten til at ytre sig er altafgørende. Og fordi vi nægter at holde mund.

Modstrømmen er magasinet til dig, der tør tænke selv. Til dig, der tør tale frit. Til dig, der nægter at gå rundt hele livet og bide dig selv i tungen. Til dig, der vil blæse på dydssignalering og politisk korrekt positionering. Til dig, der sejler mod strømmen, selv når stormen raser derude. Og til dig, der tør være den lille dreng fra kejserens nye klæder, der tager bladet fra munden og fortæller kejseren, at han ikke har noget tøj på.

Jeg håber, at du vil trodse stormens kraft sammen med mig og mine dygtige skribenter. Vi har bestilt solskin, når uvejret har lagt sig.

Velkommen til Modstrømmen!