Vi er godt og vel en uge inde i valgkampen, og i kølvandet på det mildest talt bizarre pressemøde i forbindelse med regeringens nye atomare samarbejde med Frankrig, er det et godt tidspunkt at gøre status over den verserende valgkamp.
Statsministeren foretrækker at snakke om formueskat og ulighed, mens udenrigsministeren helst vil snakke om boligskat og certificeringsordninger. Dog kunne Mette Frederiksen ikke dy sig for endnu en gang at iklæde sig den alvorstunge mine som kriseminister ved at fremlægge et nyt samarbejde om atomafskrækkelse med Frankrig. Således var det også en oplagt mulighed for Udenrigsministeren til at fremture med hvordan et sådant udspil er nødvendigt i denne nye verden af farver. Mette Frederiksen har vel efterhånden påberåbt sig kriseretorikken flere gang, end der er blevet vedtaget sanktionspakker mod Rusland. Og hendes regeringsprojekt har altså overvejende stået i udenrigspolitikkens tegn, hvorfor jeg stiller skarpt på det.
Nogen husker måske hvordan regeringen i september sidste år, valgte at indkøbe langtrækkende missiler med det eksplicitte formål at kunne ramme russiske mål, Det gjorde de på trods af at eksperterne vurderede, at den ville gøre Danmark til et oplagt bombemål og dermed forringe Danmarks sikkerhed. Godt og vel en uge efter stod regeringen så i suppedasen, da en række droner krænkede dansk luftrum og satte alarmberedskabet i gang.
Det danske forsvar samt myndighederne spillede dog hurtigt fallit og måtte kaste armene i vejret, mens regeringen noget febrilsk begav sig til at fortælle danskerne, at man rigtignok ikke vidste, hvad der foregik, men at der ingen fare på færde var, og at det hele nu nok skulle gå, hvis bare man lod være med at stille for mange kritiske spørgsmål. Et halvt år er nu gået, og vi ved fortsat ikke, hvor dronerne kom fra, ja faktisk ved vi ikke, om der overhovedet var nogen droner. Det fortæller måske lidt om forsvarsevnen i det ganske land.
Nu vælger regeringen så at indgå i et atomart samarbejde, igen med henblik på at afskrække Rusland. En beslutning som Forsvarsminister Troels Lund Poulsen indrømmer, vil afføde politiske og diplomatiske reaktioner fra russerne. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har endda vurderet, at russiske atomvåben vil blive rettet mod danske mål. Her kunne forsvarsministeren dog på beroligende vis forvisse os om, at det jo ikke betyder, at Rusland faktisk vil affyre atomvåben mod Danmark, kun at de vil sigte på os.
Ja tak, det sidste går jo som regel forud for det første, hvis man gerne vil ramme rigtigt. Hvorom alting er, vil det betyde, at Danmark så ikke blot vil været et oplagt bombemål men også et atomart mål. Og hvordan forestiller man sig så, at regeringen vil reagere på det? Jo formentlig ved at konkludere at den russiske trussel nu endnu engang er steget, uden at overveje, hvad der kom før den tanke. Derfor er det vigtigt, kære læser, at huske tilbage på netop dette pressemøde, når du næste gang befinder dig i en diskussion om, hvad der mon er hønen og ægget i udenrigspolitikken. For mens Rusland bestemt er aggressoren i Ukraine, er det vigtigt at huske på, at handlinger ofte fører til modreaktioner. Jens Stoltenberg har allerede indrømmet så meget ved at erkende, at Rusland angreb Ukraine på grund af NATO-udvidelsen. Sikkerhedsdilemmaet er det vigtigste som ingen taler om.
Regeringen bliver altså ved med at insisterer på, at vi skal bruge al vores tid og energi på at værne os mod en trussel, der er cirka 1.500 kilometer væk (bevares, kun 350 kilometer hvis det er Kaliningrad), i stedet for at fokusere på den trussel, der er 300 meter væk – hvis man bor på Nørrebro. Der er mennesker i vores gader, der hylder terrorbevægelser og fundamentalistiske islamiske regimer, uden at det øjensynligt har nogen konsekvenser. Her kan vi nemlig ikke gøre noget, må man forstå på regeringen, på grund af nogle internationale konventioner og paragraffer, som holder danskerne gidsel. Senest var det likvideringen af den iranske ayatollah Ali Khamenei, som fik flere muslimer på gaden i Danmark for at demonstrere og sørge over Ayatollahens endeligt. Blandt andet på Den Røde Plads på Nørrebro, hvor en af BT’s journalister, der var mødt op for at dække arrangementet, blev antastet, blot fordi han ville dække seancen og stille en række udfordrende spørgsmål.
Jeg tror ikke, jeg krænker nogen ved at hævde, at disse mennesker højst sandsynligt ikke ville demonstrere på gader og stræder, hvis en sekulær eller kristen leder blev dræbt. Ja, Lars Løkke har vel egentlig været mere kritisk over for Israels premierminister Benjamin Netanyahu, end han har været over for Ali Khamenei.
At de borgerlige ikke kan præsentere et alternativt forsvars- og udenrigspolitisk projekt, er mig en gåde. En undtagelse er her Dansk Folkepartis hjemsendelsesudspil, som de netop har præsenteret mere udførligt i valgkampen. Det er åbenlyst en vigtigere sag end krigen i Ukraine, som vi – qua NATO – utvivlsomt har været med til at fremprovokere. Her kan det dog også ærgre én, at Dansk Folkeparti ikke var standhaftige i deres Ukrainepolitik, som i hvert fald i en periode havde konturerne af noget borgerligt. Dermed ikke sagt at Ukrainekrigen ikke er en forfærdelig tragedie – mest af alt for ukrainerne selvfølgelig – men det skal gribes an på en anden måde, hvilket jeg i øvrigt har skrevet en bog om med den konservative forfatter og tænker Kasper Støvring.
De borgerlige har omtrent 20 dage tilbage til at præsentere noget god borgerlig forsvars-, udenrigs- og udlændingepolitik, der betoner Danmarks sikkerhed mod interne fjender samt et stærkt civilsamfund og beredskab til at styrke det danske forsvar. Man skal dog nok ikke skrue sine forhåbninger for højt op.