Julie Tei er kulturredaktør på Modstrømmen

Jeg husker stadig det øjeblik, hvor verden pludselig blev for stor til at passe ind i et skoleskema.

Et sted i den tidlige skoletid revnede den trygge boble af facitlister og pensum, og spørgsmål om samfund, moral, ansvar og frihed væltede ind gennem sprækken.

Det var her, den egentlige læringskurve startede – ikke drevet af flere begreber eller flere årstal, men af erkendelsen om, at verden kan ses fra mere end én vinkel.

Sandheden var ikke længere en færdigpakket vare. Den var noget, man måtte undersøge, udfordre og til tider kæmpe for. Sådan burde uddannelse være.

Siden antikkens Grækenland har skolen, akademiet og universitetet i deres bedste udgaver været steder, hvor mennesket ikke blot blev fyldt med kundskab, men formet til at tænke.

Sokrates gik ikke rundt i Athen for at uddele facitlister. Han stillede spørgsmål. Ubehagelige spørgsmål.

Spørgsmål, der fik hans samtalepartnere til at opdage noget ubelejligt: at det mest skrøbelige i verden ofte er den overbevisning, man aldrig selv har undersøgt.

“Alt jeg ved er, at jeg intet ved,” sagde han og mente det som en udfordring, ikke en undskyldning.

Platon videreførte den arv i sine dialoger, hvor sandheden aldrig blot bliver præsenteret, men skal kæmpes frem gennem modstand og modsigelse. Uden modsigelse, ingen indsigt. Uden friktion, ingen flamme.

Derfor er det paradoksalt, at man som ung i dag kan møde uddannelsesinstitutioner, som på papiret hylder kritisk tænkning, men i praksis alt for ofte forveksler den med ”den korrekte tænkning”.

Man opfordres til at stille spørgsmål, så længe spørgsmålene bevæger sig inden for den acceptable moralske korridor på den røde linje.

Man må gerne være kritisk over for kapitalismen, hierakiet, nationalstaten, kernefamilien, Vesten, traditionen, autoriteten og markedet. Men vover man at stille spørgsmål ved velfærdsstatens omfang, ved masseindvandringens konsekvenser, ved identitetspolitikkens præmisser eller ved den offentlige sektors evige ekspansion og bureaukrati, skifter rummet karakter. Den åbne samtale bliver til en social retssal. Her dømmes der hårdt og kontant.

Jeg oplevede tidligt, at det i min generation næsten kunne opfattes som en provokation at sige højt, at ens drøm ikke nødvendigvis var at realisere sig selv gennem karriere, CV-optimering og permanent selvudvikling, men at drømmen nærmere lå i kernefamilielivet og de traditionelle dyder.

At ens lykke måske ligger i at smøre madpakker til nogen, man elsker. At sige, at man kunne drømme om at blive husmor, blev ikke mødt som et legitimt livsvalg, men som en fejl i systemet. Som om kvindefrigørelsen ikke havde givet kvinder flere muligheder, men blot udskiftet én forventning med en anden.

Min generation er vokset op med en bestemt moralsk grundfortælling: at retfærdighed først og fremmest handler om lighed i resultat.

Jeg tænker ofte på den klassiske kageordning fra folkeskolen. Alle skulle bidrage med noget til fællesskabet. Sådan lød aftalen.

Nogle brugte en hel aften i køkkenet: chokoladekager, sirligt pyntet med hindbær og glasur, båret ind med en stolthed, der havde kostet timer at fortjene.

Andre kom med en pose gulerødder, hevet ud af køleskabet i sidste øjeblik, fordi fodboldtræningen skulle passes, eller fordi forældrene havde overset Aula-beskeden.

Alligevel blev alt stillet på det samme fad, delt ud med den samme selvfølgelighed, som om timerne ved ovnen og de to minutter ved grøntsagsskuffen var lige meget værd. Som om retfærdighed ikke handlede om at anerkende flid, ansvar og hårdt arbejde, men blot om, at alle fik lige meget på tallerkenen

Jeg meldte mig tidligt ud af den kageordning.

Ikke fordi jeg ikke tror på fællesskab. Tværtimod. Men fordi et fællesskab, der ikke respekterer forskellen mellem den, der yder, og den, der blot modtager, langsomt undergraver den moral, det selv lever af.

Hvis alle kager alligevel ender på det samme fad, og ingen må spørge, hvem der bagte dem, hvorfor så tænde ovnen?

Det spørgsmål er i virkeligheden en væsentlig kerne, af det at være borgerlig. Og i vores tid er det borgerlige spørgsmål blevet noget, man hvisker, i stedet for at spørge højt.

At være borgerlig i dagens Danmark er ikke nødvendigvis at være en del af en privilegeret majoritet med vinden i ryggen. På mange universiteter er det snarere at være en intellektuel afviger. En, der bør forklare sig.

En, der konstant forventes at forsikre sine omgivelser om, at ønsket om lavere skat ikke skyldes had til fattige, at ønsket om en strammere udlændingepolitik ikke skyldes racisme, at forsvaret af den traditionelle familie ikke er kvindefjendsk, og at skepsis over for bureaukratiets vækst ikke er udtryk for manglende empati.

Den borgerlige studerende lærer hurtigt sprogets sociale minefelt at kende.

Man kan ikke blot sige, at man ønsker en reform af skattesystemet. Man må først afvæbne mistanken om kynisme. Man kan ikke blot argumentere for mere privatisering. Man må først bevise, at man ikke ønsker at afskaffe medmenneskelighed.

Man kan ikke blot mene, at staten ikke skal være svaret på ethvert menneskeligt problem. Man må først overbevise rummet om, at man ikke er en kyniker med regneark i stedet for hjerte.

Dermed forsvinder samtalen, før den overhovedet begynder. Den borgerlige tanke bliver ikke mødt med modargumenter, men med karakterdomme.

Man får ikke et svar, men en etiket. Racist. Usympatisk. Privilegieblind. Reaktionær. Som om ordene i sig selv var argumenter, og som om udskamning kunne erstatte tænkning.

Men universitetet burde ikke være et sted, hvor unge lærer at frygte de forkerte spørgsmål. Det burde være et sted, hvor de lærer at stille dem præcist.

Det burde ikke være et ekkokammer, hvor de allerede frelste kan bekræfte hinanden i den rette historiske bevidsthed, men et værksted for uenighed. Et sted, hvor en konservativ, en liberal, en socialist, en feminist, en nationalkonservativ og en kulturradikal kunne sidde ved samme bord uden straks at reducere hinanden til moralske karikaturer.

For problemet med den venstreorienterede monokultur er ikke, at venstreorienterede tanker findes. De skal naturligvis findes. De skal læses, diskuteres, høres og udfordres.

Problemet opstår, når ét perspektiv får lov til at forveksle sig selv med neutralitet. Når bestemte antagelser om køn, klasse, klima, migration, marked og magt ikke længere præsenteres som politiske positioner, men som dannelsens minimumskrav. Når det borgerlige ikke blot bliver en anden måde at tænke på, men en mangel på oplysning.

Heri ligger universitetets svigt. Ikke i, at venstreorienterede idéer får plads i undervisningen.

Men snarer at de altid stiller sig forrest i køen, mens de traditionelle borgerlige værdier og tanker sjældent når frem til talerstolen og forholder sig som en fodnote i pensum.

Det ene perspektiv politiseres og udfoldes, det andet forties eller nævnes i forbifarten, som var det en parentes uden reel betydning. Problemet opstår, når man kun grundigt undersøger de tanker, man i forvejen er disponeret for at bifalde

Den stoiske filosof Epiktet skrev, at det ikke er tingene selv, der forstyrrer mennesket, men vores domme over tingene.

Meget af den moderne akademiske kultur forstyrres ikke af borgerlige tanker i sig selv, men af de domme, man på forhånd har fældet over dem. Man har ikke lyttet, før man afviser. Man har ikke forstået, før man fordømmer.

Hvis universitetet igen skal være et sandt sted for åndsfrihed, et sted hvor man ikke behøver pakke borgerlige holdninger ind, må det generobre uenigheden som dyd. Det må lære de studerende, at et argument ikke bliver farligt, fordi det udfordrer deres verdensbillede. Tværtimod.

Det er netop dér, tænkningen begynder. Et universitet uden reel meningspluralisme er ikke et akademi, men en liturgi hvor der ikke er plads til andre indslag. Ikke et sted for erkendelse, men for gentagelse.

Og måske er det netop nu, vi har brug for at råbe: ”Kejseren har jo ikke noget tøj!”, mens alle andre tier. For Kejseren har jo ikke noget tøj på. Når alle påstår, at der er højt til loftet, men ingen tør tale frit, er loftet måske lavere, end vi bryder os om at indrømme.