af Kevin Kiilerich, cand.scient.pol. fra Sciences Po og teologistuderende på Københavns Universitet

Vi står i dag med et uddannelsessystem, der kæmper med to modsatte idealer: På den ene side den tyske filosof Wilhelm von Humboldts tanker om at skabe selvstændigt tænkende borgere. På den anden side står nutidens krav om, at uddannelse skal forberede folk til arbejdsmarkedet. Det paradoks har skabt et system, der hverken formår at uddanne dygtige håndværkere eller akademikere med reel indsigt, men i stedet en overproduktion af akademikere, som ikke kan finde deres plads i samfundet.

Humboldt mente, at uddannelse skulle skabe oplyste og selvstændigt tænkende mennesker. Faglige færdigheder kunne de lære senere, da disse ville skifte gennem livet. Det syn er stadig relevant, men i dag forventes det, at folk konstant tilpasser sig arbejdsmarkedet. Alligevel arbejder universiteterne efter en kortsluttet logik, som i bedste fald overuddanner folk, og spilder deres tid.

Humboldt havde ret i, at grundlæggende færdigheder som læsning, regning og samfundsforståelse er centrale og bør være på plads i folkeskolen og delvist på ungdomsuddannelserne. Men for de fleste er yderligere akademisk undervisning spild. Menneskers værdighed og evne til at begå sig i samfundet bliver styrket først og fremmest af praktiske færdigheder. At bygge et bord eller opstille et regnskab giver en følelse af at have en funktion i samfundet – noget teoretisk undervisning ikke kan erstatte.

Selvfølgelig kræver visse fag abstrakt tænkning og teoretisk viden, som universiteter kan tilbyde – inden for fx centraladministration, retssystemet eller forskning. Men vi skal ikke uddanne bankfolk, marketingfolk eller konsulenter for dyre domme. En god bankmand lærer sit håndværk gennem erfaring, ikke ved at tage en akademisk uddannelse. Præcis ligesom en frisør gør.

Hvis vi fortsætter med at uddanne for mange akademikere på bekostning af faglærte, risikerer vi ikke blot økonomiske udfordringer, men også en åndelig fattigdom i samfundet. Vi ser, hvordan bøger som Pseudoarbejde af Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark har problematiseret netop dette. Mennesker finder ofte glæde og dyb mening i at udføre konkret, meningsfuldt arbejde, hvor de kan se frugten af deres indsats med egne øjne. Når man bygger noget med sine hænder, hjælper andre i en direkte funktion eller skaber noget håndgribeligt, opnår man en form for tilfredsstillelse, der nærer sjælen. At mestre et fag, hvad enten det er som håndværker, kok, sygeplejerske eller tekniker, giver en følelse af forbindelse til verden og en oplevelse af at bidrage med noget værdifuldt. Hvis vi fortsætter med at fokusere ensidigt på akademisk uddannelse, mister vi en vigtig kilde til sjælelig rigdom.

Danmark er nødt til at fokusere på professions- og erhvervsuddannelser, der kombinerer skolegang med arbejdserfaring. Vi skal bevæge os væk fra den abstrakte verden og mod en mere konkret tilgang. Samfundet bør drives fremad af faglærte, der har reelle færdigheder. Vi skal have færre akademikere, og de skal mødes af højere krav. Hvorfor bliver folk optaget på universiteter uden optagelsesprøver?

Vores uddannelsessystem befinder sig i et ubehageligt mellemstadie mellem Humboldts ideal og en mere funktionel model. Alle skal uddannes så meget som muligt for at blive kritisk tænkende borgere, men det lykkes sjældent i folkeskolen eller på ungdomsuddannelserne. Derfor skubber man problemet til universiteterne, hvor man håber, at kompetencerne vil blomstre. Men det sker sjældent, og vi ender med en overflod af akademikere, som ikke kan finde relevant arbejde, mens samfundet skriger på faglærte. Denne uddannelsesmodel er både dyr og ineffektiv.

Uddannelsessystemet forsøger at skabe fleksible, kritisk tænkende borgere, som kan lære et håndværk senere, men det holder ikke. Samtidig prøver man at presse praktiske kompetencer gennem aftagerpaneler ind i en undervisningsform, der slet ikke er skabt til det. Det er spild af både tid og penge.

Danmarks uddannelsesmæssige fremtid kræver et nyt og modigt indgreb; en U-vending. Vi skal stoppe med at investere i universiteterne i et naivt håb om, at teoretisk viden gør folk arbejdsparate. I stedet skal vi satse på professions- og erhvervsuddannelser, der udvikler praktiske færdigheder, som samfundet har brug for. Vi skal skabe et system, hvor færre akademikere uddannes. Samtidig skal faglærte have den respekt og anerkendelse, de fortjener. Ikke kun for at bekæmpe akademisk snobberi, men fordi det vil vise vejen til glæde, mening og livskraft.