Af Harald Vilimsky, Leder af FPÖ i EU-parlamentet

I lang tid har det været taget for givet, at den unge generation var solidt forankret i venstreorienteret, globalistisk og såkaldt woke tænkning. I skoler, på universiteter, i medierne og i popkulturen tegnede et næsten entydigt billede sig af en ungdom, der betragtede national tilhørsforhold som forældet, problematiserede traditioner som udgangspunkt og forstod identitet som en fri formbar konstruktion. Man talte om en generation, der angiveligt ikke længere vidste, hvad den skulle stille op med begreber som hjemstavn, folk og kulturel kontinuitet.

Denne fortælling opstod ikke tilfældigt. Gennem årene blev unges verdensbillede målrettet formet – via læseplaner, akademiske diskurser og en konstant mediestrøm, der knap levnede plads til modstemmer. National identitet og nedarvede traditioner blev systematisk stemplet som tilbagestående eller suspekte, mens kulturel kontinuitet blev fremstillet som noget, man frit kunne dekonstruere og sammensætte på ny, snarere end som et fundament, samfund bygger på. Kritisk tænkning blev i stigende grad erstattet af holdningsopdragelse. Den, der afveg fra den fastlagte meningskorridor, blev ikke længere betragtet som en legitim samtalepartner, men som et moralsk problem.

Men ideologi støder før eller siden sammen med virkeligheden. Og denne virkelighed lader sig ikke længere bortforklare. Unge mennesker mærker den i dag på egen krop: økonomisk usikkerhed, boligmangel, stigende priser, energikriser, sociale spændinger samt et langsomt tab af tryghed og forudsigelighed. De hører store ord om mangfoldighed, åbenhed og fremskridt, men ser samtidig parallelsamfund, polarisering og opløsningen af fælles normer. Kløften mellem venstrefløjens utopiske løfter og den konkrete livsvirkelighed bliver år for år tydeligere.

Af denne erfaring vokser en desillusion frem – og af desillusionen spirer tvivlen. Her tager det kulturelle “vibeskift” form, ikke dramatisk, men uomtvisteligt, også blandt de unge. Tilliden til de store venstreorienterede fortællinger om grænseløs multikulturalisme, den altomfattende velfærdsstat og den grønne utopi mister gradvist sin tiltrækningskraft. Ikke som følge af teoretisk modstand, men på baggrund af helt konkrete hverdagsoplevelser.

Mange unge oplever, at de prædikes frihed, samtidig med at meningsafvigelser sanktioneres eller moralsk udskammes. At tolerance hyldes i ord, men at traditionelle værdier ofte mødes med ren intolerance. At deres identitet relativiseres, uden at der tilbydes noget, som kan give holdepunkt, retning eller mening. Den konstante moralske belæring fremstår ikke længere progressiv, men formynderisk.

I dette spændingsfelt vokser behovet for klarhed, orden og tilhørsforhold. Begreber som hjemstavn, nation, kultur, tradition og identitet mister deres stigmatiserende præg og opfattes igen som legitime referencepunkter – ikke som redskaber til udelukkelse, men som grundlag for sammenhængskraft. Erkendelsen vinder frem: Et åbent samfund kan kun fungere, hvis det har en fælles selvforståelse – hvis det ved, hvem det er, og hvad det står for.

Også præstations- og ansvarstanken undergår en mærkbar nyvurdering. Hvor venstreorienterede ideologier ofte lover lighed gennem nivellering, oplever unge, at indsats, uddannelse og ansvar gradvist udhules i værdi. De ser konsekvenserne af en overstrakt velfærdsstat og en ideologisk styret politik, der indsnævrer fremtidsmuligheder i stedet for at åbne dem. Heraf udspringer ønsket om retfærdighed i ordets oprindelige forstand: klare spilleregler, ens målestokke og reel anerkendelse af præstation.

De digitale medier accelererer denne udvikling. Unge sammenligner fortællinger, bryder ud af nationale filterbobler, og erkender, at den venstreorienterede tidsånd langt fra er uden alternativer. I mange europæiske lande får temaer som suverænitet, sikkerhed og kulturel identitet igen tydelig vægt. Troen på den herskende ideologis ufejlbarlighed smuldrer.

Det, der udspiller sig, er ikke et pludseligt politisk kursskifte, men en kulturel bevægelse. En afstandtagen fra forestillingen om, at fremskridt nødvendigvis betyder opløsning af ens eget. En afstandtagen fra permanent selvrelativisering og kollektiv selvforagt. I stedet vokser erkendelsen af, at rodfæstethed er en forudsætning for åbenhed, at identitet danner grundlag for tolerance, og at frihed ikke kan bestå uden orden.

Denne udvikling viser sig ikke kun i politiske holdninger, men også i sprog, symbolik og kulturelle præferencer – i søgen efter autenticitet, efter historie som ophav og ikke blot som anklage, efter forbilleder frem for vedvarende skyldplacering. Den længe dominerende venstreorienterede kulturhegemonis selvfølgelighed og definitionsmagt er under opløsning.

Pendullet, som i årtier har slået langt mod venstre, begynder at svinge tilbage – ikke brat, men gradvist. Væk fra ideologisk ensidighed og hen imod en ny balance, hvor identitet, ansvar og orden igen får plads. Denne forandring blandt de unge er ikke en kortlivet trend, men udtryk for en dyb søgen efter fodfæste, mening og fremtidsperspektiv i en tid, hvor de store løfter stadig oftere støder mod virkelighedens grænser.