I den offentlige debat gentages det igen og igen: De vrede unge mænd findes på højrefløjen. De fremstilles som frustrerede, reaktionære og potentielt farlige. Men dette er ikke en beskrivelse af virkeligheden – det er en karikatur, der er skabt for at tjene et politisk formål. Fortællingen gentages ukritisk i medierne, på universiteter og i politiske analyser, men ved nærmere eftersyn er det tydeligt, at den ikke hviler på noget solidt grundlag. I virkeligheden er det en strategisk konstrueret myte, der bruges til at afskrive helt legitime politiske holdninger fra en bestemt gruppe mennesker.

Vrede har altid været en strategisk politisk drivkraft, men den bruges og fortolkes forskelligt afhængigt af, hvem der udtrykker den. Historisk set har visse bevægelser systematisk gjort vrede til deres motor, mens andre har været udskammet for at udtrykke den. I dag ser vi, hvordan vrede hos nogle grupper accepteres og hyldes som retfærdig indignation, mens den hos andre fremstilles som et tegn på farlig radikalisering. Den offentlige samtale domineres således af en asymmetrisk forståelse af vrede.

Når klimaaktivister ødelægger kunst, blokerer veje og forstyrrer samfundet, er det et udtryk for desperation over planetens fremtid. Når demonstranter angriber institutioner i kampen mod racisme, er det en legitim reaktion på uretfærdighed. Men når en ung, højreorienteret mand stiller spørgsmål ved tidens sociale og kulturelle forandringer, fremstilles han straks som farlig og reaktionær. Denne skæve tilgang afslører, at det ikke handler om vreden i sig selv, men om hvem der har magten til at definere, hvem der er vrede.

Denne retoriske strategi er særligt effektiv, fordi den på overfladen foregiver at være en diagnose af et samfundsproblem. I virkeligheden er den dog en performativ handling, der former virkeligheden snarere end blot at beskrive den. Ved at reducere en stor gruppe mennesker til en karikeret – og i øvrigt foragtelig – stereotype, sikrer man, at deres samfundskritik kan afvises uden egentlig argumentation. Det er præcis den samme debatstrategi, der bruges af visse politiske bevægelser, når de kalder deres modstandere for nazister, fascister eller lignende. I stedet for at komme med svar på deres reelle bekymringer, bliver de kategoriseret som et samfundsmæssigt problem, der skal håndteres snarere end adresseres.

Det er en udbredt misforståelse, at vrede altid er en spontan, irrationel følelse, der opstår i et vakuum. Tværtimod er vrede ofte kulturelt medieret og politisk struktureret. Det er netop derfor, at vrede i visse sammenhænge fremstilles som legitim og progressiv, mens den i andre udlægges som et tegn på tilbageståenhed eller ekstremisme.

Myten om den vrede unge mand på højrefløjen er ikke blot en intellektuel fordrejning – den er et redskab til marginalisering. Det bruges til at diskreditere enhver kritik af tidens ideologiske bagtæppe. Men denne konstruktion kan ikke længere skjule den reelle sandhed: Der findes ingen monolitisk gruppe af højreorienterede, vrede, unge mænd., og at reducere dem til en slags kældermennesker er en belejlig måde at slippe for den reelle samtale.

Fortællingen er derfor ikke blot forkert – den er farlig. Den fratager en stor gruppe mennesker lysten til at deltage i den demokratiske samtale og nudger dem i stedet til tavshed gennem udskamning og dæmonisering. Når man først har placeret en gruppe i kategorien “vrede unge mænd”, er det ikke længere nødvendigt at lytte til dem eller tage deres argumenter alvorligt. Og netop dét er formålet.

I sidste ende er spørgsmålet derfor ikke, hvor der findes vrede unge mænd, men hvem der tjener på at fremstille dem som et samfundsproblem.