Af Gabriel Philip Stærk, skribent og stud.theol. ved Københavns universitet

Borgerligheden i Danmark er ikke blot en politisk tradition. Den er et barn af kristendommen.

Den borgerlige tanke hviler historisk på den erkendelse, at mennesket har en syndig natur, og derfor afhænger af institutioner, der holder os fast i forpligtelsen på det fælles bedste. De tæller familien, kirken, civilsamfundet og staten. Vi borgerlige må aldrig glemme, at den kristne tro gjorde det muligt at forene frihed med pligt og samvittighed med lydighed.

Når kristendommen trækkes ud af dette kredsløb, forsvinder det vi kan definere som den åndelige begrundelse for ansvar, mådehold og næstekærlighed. Tilbage står et borgerligt instinkt uden sjæl.

Et maskineri af traditioner og markedslogik, men uden nådens dimension, der engang gjorde mennesket ydmygt og taknemmeligt.

Vi skal stå ved troen

De kristne traditioner, højtider og sakramenter, som de fleste af os stadigvæk ærer er én ting. Kristendommen som en former af vores sjæl er noget andet – og langt mere uhåndgribeligt.

I årtier har vi levet på resterne af en kristen kultur uden helt at erkende, hvor dybt troen faktisk bar vores samfund. Når troen langsomt forsvinder, smuldrer også den selvforståelse, som gjorde os til et folk. Nemlig bevidstheden om nåde, om skyld og tilgivelse. Mennesket som mere end sit arbejde eller sin status.

Men (for) mange – også borgerlige – glemmer, at denne folkeånd over tid vil forsvinde, hvis flere og flere danskere aldrig møder det kristne ord de steder, hvor de ellers burde. Som Bent Meier Sørensen gør opmærksom på i sin seneste bog, “De grænseløse”, så kan kristenheden i sidste ende ikke klare sig uden kristendommen, det vil sige troen. Derfor er det ikke nok at værne om traditioner, højtider og symboler. Uden troen bag dem bliver de – langsomt men sikkert – dekorative skaller.

Jeg er selv troende. Jeg missionerer i det små, dér hvor jeg kan. For første skridt i retning af troen på Gud, er at stifte bekendtskab med Bibelen. Man kan ikke elske det man ikke kender.

Min generation Z står til at blive den mest konservative i 60 år. Skyldes det, at vi fornemmer hvordan vores åndelige fundament kan styrte sammen, hvis ikke vi genopretter det nu?

Åndelig bevidsthed

Efter Murens fald gled troen lige så stille ud af den vestlige selvforståelses kerne. Den kolde krigs ideologiske spænding blev afløst af markedslogik og individualisme. Sekularismen blev tidens uofficielle trosbekendelse. Ikke i det brede perspektiv som et angreb på kristendommen, men som en langsom fortrængning af den.

Desværre har sekularismens epoke efterladt mange mennesker med et alt for distanceret forhold til vores kulturinstitutioner. I mange år skulle man kigge langt efter unge under 35 år på kirkebænkene, til kirkehøjskoler, biblioteks-foredrag, i menighedsråd, på museer etc. Èn ting er det forhold, at folkekirken, folkeskolen, højskolerne og bibliotekerne i samme periode har bevæget sig i en mere værdineutral og flad retning. Men pilen peger her også på forældrene. Mere specifikt på generationen af forældre, der var unge i årene efter murens fald. De, der ikke gik i kirke med deres børn om søndagen, ikke tog dem med på museum en gang om måneden. Som ikke gjorde dem bekendte med vores europæiske kulturarv på ferierejserne, men tog til Thailand på badeferie i stedet.

Det er og bliver i mødet med kunsten og kulturen, at det vi kan kalde den “åndelige dannelse” finder sted. Dér opdager man allerede som barn, at man ikke bare er en legesyg krop, men et åndsvæsen. Vi erkender det i mødet med beåndet musik, der rammer hjerte-strengen, med store ord, der indgyder håb. Da opfyldes vi af fascination og ydmyghed. Fascination over hvad det lige var der skete. Hvad var det lige, jeg følte? Og ydmyghed over, hvor lidt ens egen forstand i sidste ende kan gennemskue om livet. En tæt relation til stor kunst og det guddommelige er den bedste kur mod storhedsvanvid.

Den kristne børneopdragelse

Det er for så vidt svært at afgøre om det stadigvæk går den forkerte vej. Trods den massive samtale om behovet for “åndelig oprustning”, er det langt fra sikkert, at der konkret tages affære i de selvsamme institutioner.

Når jeg de seneste par år har talt med præster, har de alle sammen fortalt mig det samme: “Konfirmanderne ved mindre og mindre om Bibelen og kristendommen år for år – det er ret rystende”. Tilsvarende, når jeg møder en gammel lærer fra grundskolen eller gymnasiet, udtrykker de ligeledes fortvivlelse. Både over det faldende faglige niveau, såvel som over fraværet af selvbeherskelse blandt elever nu til dags. Og meget af dette falder tilbage på forældrenes opdragelse, eller mangel på samme.

Kernefamilien er en civil institution. Det er her, kulturen skal overleveres. Man kan politisk lovgive sig til kulturkanoner i skoler, men om en national kultur er i live, står sin manddomsprøve i det civile.

Den skødesløse opdragelsesform, vi ser fra mange forældre i dag, er desværre udtryk for en forglemmelse af de kristne skabeloner. Den kristne opdragelse hviler på et menneskesyn, der tager begreber som synd og ansvar alvorligt. Her er barnet ikke verdens centrum, men et menneske i dannelse, der må ledes ind i bevidstheden om skyld, lære lydighed og konsekvens som forudsætning for frihed. Hvis den borgerlige familie igen skal være den bærende søjle for kultur og sammenhængskraft, må den genfinde sin forankring i kristendommen. Det begynder med, at den nye generation af forældre tør sætte grænser for deres børn, tør tage ansvaret for at både troen og moralen vokser i deres liv. Det gør de ved at tage dem med i kirke fra en tidlig alder, og engagere sig aktivt i skolebestyrelser og menighedsråd og insistere på, at evangeliet er til stede. Hermed en opfordring herfra.

For det er alvor. Det kan nære en følelse af forråelse som voksen, hvis man ikke ordentligt er blevet gjort bevidst om sine rødder fra barnsben af. Afgørende valg man traf i tilværelsen, kan i værste fald fremstå meningsløse.

Polarisering mellem kønnene

Fraværet af troen på Gud spiller også en skurkerolle i den fragmentering vi ser mellem de to køn i disse år. De fleste af os indgår ikke længere forpligtende kærlighedsrelationer og ægteskaber af hensyn til et guddommeligt imperativ.

Det er næsten blevet en indforstået konsensus, at parforhold og familiestiftelse er noget man udelukkende indgår for sin egen vindings skyld. I mange år har det været mærkeligt gammeldags at mene, at man har et ansvar for at føre slægten videre. Men, jeg tror, at det er præcis dét perspektiv, der ville forløse de mange, i stigende grad tøvende, unge mænd. Det lyder banalt, men hvis vi igen i højere grad anskuede selvudvikling og familie-stiftelse som en opgave man løser, som et ansvar man løfter, så ville man aktivere de maskuline instinkter på produktiv vis.

Men det er kun den ene side af mønten. Epoken kendetegnet af individuel frihed, har ligeledes dannet ramme om en anden destruktiv udvikling hos det kvindelige køn.

Den, hvor den følelsesmæssige utilgængelige mand, idealiseres blandt kvinder.

Den mystiske, autentiske, unikke fyr, man aldrig ved hvor man har, er blevet fremmanet som dén man bør gå efter, hvis man skal have respekt for sin egen autenticitet som kvinde. Den stabile, beskyttende, ærlige mand, der løfter det førnævnte ansvar, er blevet kedelig, og er blevet fremstillet som ufuldkommen af populærkulturen i samme epoke.

Youtuberen, Chris Williamson der næsten har vokset sig til at være en yngre udgave af Jordan Peterson, kredser i sine videoer om dette fænomen. Han nævner – foruden moderne dameblade som “Vogue og Elle’s” agendaer – de mandlige karakterers skæbne i “Titanic”, “Beauty and the Beast”, “Twilight” og “A star is born”.

Billedet er det samme alle steder: Den konfliktfyldte og umodne bad boy er i høj kurs. “Sikkerhed og stabilitet er sterilt, lidelse er sexet”.

Den impulsive, “care free”, uforpligtende, og efter min mening, uværdige tilgang til kærlighedsrelationer er blevet den alment efterstræbelsesværdige.

Teologisk partikularitet

Den globaliserede og forbundne verden, vi har skabt, har på mange måder dæmpet de teologiske forskelles gennemslagskraft på politiske områder. Verdens lande har de sidste 30 år ikke reformeret deres samfund med ret megen skelen til sine teologiske rødder. De har reformeret efter det verdensmarked og den liberalisme, som førerhunden, USA, stod i spidsen for. Konsekvensen har været, at det udelukkende er den amerikanske calvinisme og puritanske teologi, der har haft noget at skulle have sagt. Calvinismen, der hævder prædestinationslære, havde derfor ikke noget problem med at give “grønt lys” til den amerikansk-liberale forestilling om universelt meritokrati, marked og demokrati.

Vi var blinde for, at den amerikanske teologi spillede en afgørende rolle i det universelle projekt om “den globale landsby” op gennem 90’erne og 00’erne.

De færreste indser, at forskellen mellem den europæiske og den amerikanske politiske kultur i sidste ende er teologisk. Den lutherske kristendom, som prægede – og stadig præger – de nordiske lande hviler på tanken om menneskets fundamentale syndighed og afhængighed af nåden. Derfor er mennesket ikke et selvskabt væsen, men et skabt væsen. Staten bærer i dette lys en omsorgspligt. Den skal værne om de svage og holde egoismen i skak. Det er arven fra Luthers toregimentelære, hvor det verdslige regimente (lov og orden) og det åndelige (nåde, tro, barmhjertighed) må stå i balance. Modellen prædiker fællesskab før ambition, pligt før ret. En kontrakt, som vi mere eller mindre har revet i stykker, fordi vi i Europa overtog forestillingen om den meritokratiske ånd – den, der lykkes, viser sit kald; den, der fejler, må bære skylden. Det accelererede som sagt i 1990’erne og 00’erne, da sekularismen i det store billede blev lig med individualisme. Men i virkeligheden blev vi bare amerikaniserede.

Det teologiske perspektiv er således vigtigt, fordi den calvinske og puritanske teologi, som har formet USA og i stigende grad også Vestens politiske filosofi efter murens fald, grundlæggende har et andet menneskesyn. I Calvinismen bliver frelsen synlig i handling, disciplin og succes. Det er en teologi, der gør præstation til målestok for værdi, og endte med at give åndelig opbakning til det frie marked, konkurrencesamfundet og det uendelige krav om selvoptimering.

Det har sat et konkret politisk aftryk. Uddannelsespolitikken er et godt eksempel. Skolen har de seneste 30-40 ikke længere i samme grad skulle danne, men levere kompetencer. Dannelse blev målbarhed. Folkeskolen og gymnasiet blev gradvist formet efter et calvinsk præstationsideal forklædt som modernitet: den, der præsterer, er “kaldet”. Den, der ikke kan følge med, må selv tage ansvar. Vi begyndte at tale om “konkurrencestaten”. Selv universitetet, som i luthersk tradition var et sted for sandhedssøgen og ydmyg erkendelse, blev en fabrik, hvor nytte, output og karriere skulle måles i nøgletal.

Man kan se den samme forskydning i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hvor den lutherske tanke ville sige, at ethvert menneske uanset evne og fortjeneste står lige for Gud, og derfor fortjener værdighed, siger den calvinsk-prægede liberalisme, at menneskets værdi står i forhold til dets nytte. Resultatet er et samfund, der på overfladen hylder frihed, men som i praksis binder individet til en evig konkurrence for at bevise sin eksistensberettigelse.

Den lutherske tanke er derimod i sin inderste kerne antiperfektionistisk, og netop derfor frihedselskende. Det er et dybt egalitært og nådefuldt syn, som står i modsætning til både samtidens calvinske meritokrati og tidens sekulære selv-tilbedelse.

Når vi borgerlige derfor maler med den brede pensel, og taler om vesten og “the conservative vibe shift”, skal vi bare huske på, at der er betydelig forskel på angelsaksisk konservatisme og nordeuropæisk konservatisme.

Så til dig, ung eller moden, der nåede hele vejen i mål, og måtte læse dette: Selvom folkekirken ikke er hvad den har været, så overgiv dig for en stund. Gå i kirke.