Af Mathilde Kastbjerg, medlem af Socialudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i Købehavns Borgerrepræsentation
Den danske og europæiske kultur er under pres, både på grund af indvandringen fra andre kulturer og fordi der i de seneste år er blevet ført en politik, som i stigende grad nedprioriterer vores egen. Derfor er kommunalvalget vigtigt, især når det gælder kulturpolitikken.
I dag er det kun omkring hver femte dansker, der interesserer sig for emnet kultur, fritid og frivillighed i kommunalpolitik. Og selvom kultur sjældent udgør den største post i de kommunale budgetter, er det stadig væsentligt at se på, hvordan pengene bliver brugt.
For nogle partier, særligt på venstrefløjen, er det legitimt, at kommunen bruger penge på det jeg her kalder politisk eller alternativ kultur. Det er alt fra det famøse Ungdomshus i København der hylder døden af tidligere overborgmestre til støtte af arrangementer i kommunale kulturhuse, der har til hensigt at samle penge ind til Palæstina.
Men når midlerne til sådanne projekter tages fra de øvrige kulturtilbud, går det ud over det, der bør være kerne-kultur i kommunerne – biblioteker, arkiver, museer, teatre og spillesteder. De institutioner er ikke blot underholdning, men en del af vores fælles dannelse og velfærd.
Samtidig er mange af vores kulturtilbud i dag blevet en del af oplevelsesøkonomien, og det bliver krævet af dem, at de selv tjener flere penge gennem blandt andet billetsalg. Her skal vi dog stå fast. Det er er afgørende, at vi bevarer de store kulturbærende institutioner som Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, og samtidig stiller krav til dem: De skal fortsat formidle og styrke forståelsen for den danske og europæiske kulturarv, om end det kræver, at vi forhøjer deres tilskud.
For når samfundet udvikler sig stadig hurtigere, er det netop kulturen, der rodfæster os og giver os perspektiv, sammenhæng og mening i tilværelsen. Kulturen er afgørende for, at vi kan danne og uddanne vores børn til at blive demokratiske og myndige borgere, der forstår og værdsætter det samfund, de er en del af.
Derfor skal vi tage kulturen alvorligt – også i kommunalpolitikken. For uden et stærkt kulturelt fundament mister vi noget af det, der gør os til Danmark.

