Af Romeo Troelsgaard og Mads-Magnus Damm, Dansk Folkepartis Ungdom

I hele vor levetid har vi kun hørt på det samme, om og om igen: de unge fravælger kirken. Gennemsnitsalderen på kirkegængere er høj, meget høj. Konfirmation er reduceret til gaver, penge og fest. Hvorfor overhovedet blive gift i kirken, når man kan gøre det på rådhuset. I en tid præget af teknologi, videnskab og jagten på det materielle er kristendommens ord blevet skubbet til side. Og det er en skam.

Men vi må stille spørgsmålet: Kan vi stadig kalde Danmark et kristent land? Svaret er desværre nej, og netop derfor er det nu, vi må tage kampen op. Kristendommen er ikke blot et tilvalg i hverdagen, men fundamentet for vores samfund. Store dele af vores kultur, moral og sammenhængskraft hviler på evangeliet og på den danske kirkes arv. Når denne grundsten svækkes, ser vi konsekvenserne: Meningsløshed, ensomhed og manglende forpligtelse til fællesskabet – ja til noget i det hele taget.

Samtidig er kærlighed til fædrelandet blevet mistænkeliggjort, og kirkens rolle udvandes i Folkekirkens jagt på at være moderne, rummelig og altomfavnende. Folkekirken har i sin iver efter at tiltrække de unge ofte skræmt netop dem væk. For unge søger ikke en kirke, der forsøger at spejle tidens strømninger og modetendenser. De søger det faste, det ægte, det, der står urokkeligt gennem tiderne.

Man har misforstået unges behov, hvis man tror, at alle søger det åbne, frie, moderne venstreorienterede og sekulære.

For ude i Europa er det de kristne højreorienterede, som kæmper for kristendommen og for deres folk og lands overlevelse. I deres lande er der ikke noget slinger i valsen, Europas unge søger noget fast, noget som er på en bestemt måde. De drages ikke af Folkekirkens åbne rammer med Pride børnegudstjenester og regnbuefarvet teologi. Tværtimod søger de faste rammer og en klar retning – en udvikling der ses tydeligst i lande som Ungarn og Polen.

Hvis vi vil bevare Danmark som et land, der bygger på kristne grundtanker, så skal vi ikke se stiltiende til, nej det kræver, at der er nogen som går forrest og kæmper for bevarelsen af dansk kristendom og dansk kultur.

Hvis vi vil bevare et Danmark, som kender til fortællingerne om Jesus, så skal Folkekirken til at stramme sig an og blive mere konservativ, konkret og klassisk. Som komiker Casper Christensen udtalte om Folkekirken: “Folkekirken har ikke føltes som det sted, man kunne gå hen og tale, når man havde oplevet noget, der ændrede ens virkelighedsforståelse”

Og her rammer han hovedet på sømmet. Folkekirken er i dag reduceret til en bagvedliggende institution, hvor rammerne for præsterne er blevet så brede, at kirken har mistet noget af det grundlæggende: at være et fast holdepunkt i samfundet. Når kirken forsøger at være alt for alle, bliver den i sidste ende så udvandet, at den mister al betydning. Dermed svigter den netop de mennesker, der søger mening, hjælp og vejledning, når deres liv og virkelighedsforståelse for alvor er blevet udfordret.

Der er behov for en ny retning, hvor kirken igen tør stå ved det klassiske evangelium. Hvor præster forkynder Guds ord klart og uden forbehold. Hvor Danmark igen kan kaldes et kristent land ikke blot på papiret, men i praksis.

Mange unge er vokset op i hjem uden nævneværdig tilknytning til Bibelen, kirken eller fædrelandet. Men det betyder ikke, at de ikke længes efter mening, forpligtelse og en tro, der kan bære dem igennem livets sværeste stunder. Vi må give dem noget at tro på, et fast fundament under deres fødder.

Dette handler derfor ikke kun om at fylde kirkebænkene. Det handler om at bevare Danmark som nation. For uden kristendommen falder vores kultur, vores moral og vores fællesskab fra hinanden.

Som Jesus sagde: Den kloge mand bygger sit hus på klippen, tåben bygger sit på sand.  Spørgsmålet er, om vi i Danmark vil bygge på klippen, eller om vi vil fortsætte med at bygge sandslotte, der skylles væk, når tidevandet kommer.

Vi har brug for en ungdom, der tør vælge klippen. For fædrelandets overlevelse.