Af Rami Zouzou, cand.mag. historiker og forfatter
Tingbjerg har, igen fristes man til at sige, været plaget af enorme uroligheder efter en politibetjent har affyret skud efter en flugtbilist. Som sædvanligt i de udsatte boligområder vælger man at svare igen med vold og ballade, og tage til gene for en masse uskyldige borgere, frem for at benytte sig af demokratiske værktøjer som fredelige protester, skriftlige klager og dialog. Men nej. Her hersker sværdet og ikke pennen. Man burde ellers tro, at udsatte boligområder som Tingbjerg efterhånden var et arnested for demokratisk samtale.
For det er jo netop i de udsatte boligområder, at skiftende regeringer i gennem årene har postet millioner og atter millioner ind til alverdens projekter, der skulle fremme tryghed, trivsel og demokrati. Hvad blev resultatet af de mange gode intentioner? Et kig på Tingbjerg vidner om, at pengene blev spildt. Men måske en ansvarlig kommunalpolitiker kunne komme med et bud inden flere containere brændes af.
For det er virkelig sørgeligt, at vi år efter år skal læse at endnu et dialogprojekt har fået penge på finansloven, blot fordi de hævder, at de med deres helt særlige tilgang kan fremme den demokratiske samtale med personer med anden etnisk herkomst, der bor i de udsatte boligområder. Hvis sådanne tiltag, på skatteydernes overbelastede regning, havde en effekt, ville områder som Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg jo være blomstrende oaser i storbyen, som de studerende og den kreative klasse flokkede om at få lov til at bebo. Men det er desværre ikke den virkelighed, vi er vidne til. Tingbjerg er blot det seneste eksempel.
De studerende og det venstreorienterede segment af den kreative klasse, foretrækker stadig at forskanse sig i sikre bastioner på Frederiksberg og Østerbro, mens jorden brænder under nogle af de boligområder, der kunne have lettet boligbyrden i de større byer.
Men de færreste journalister tør stille det helt enkle, men meget konkrete spørgsmål, hvorfor der stadig er problemer, når integrationsindustrien i årevis har hævdet, at de mange indsatser og projekter, har haft en effekt. Hvorfor konfronterer man ikke dialogkaffeambassadørerne, projektkonsulenterne og de organisationerne med virkelighedens verden. Spørger dem, om deres mange indsatser har haft andet formål end at fylde deres egne lommer med offentlige midler? Der burde efterhånden være empiri nok til at bekræfte, at integrationsindsatser over for folk fra MENAPT-landene, ikke har anden effekt end at sikre kommuner, organisationer og NGO’er nye bevillinger og skabe job til venstreorienterede projektmagere i privat eller kommunalt regi.
Efter begivenhederne i Tingbjerg burde det imidlertid stå klart for enhver, at de mange indsatser til trods, så har beboerne endnu ikke lært at erstatte sværdet med pennen. Lade munden tale frem for næven. Folk fra MENAPT-landene kan ikke integreres i det vestlige samfund – uanset hvor mange indsatser, man spilder penge på. For kun hvor der er vilje er der en vej. Og vi ser igen igen i landets boligområder, at viljen absolut ikke er til stede.
Det er derfor på tide, at der placeres et fagligt og politisk ansvar for den misere, som årtiers omkostningstunge, integrationsindsats har været. Der bør nedsættes en hurtigt arbejdende kommission, der tager de mange indsatser under lup, så vi undgår, at der i fremtiden spildes flere skattekroner, på at forsørge mennesker, der lever af at bilde os alle sammen ind, at integration af folk fra MENAPT-landene er noget, der kan læres.
Herefter kan det være, vi får et mere realistisk billede af, hvad det egentlig er, der har skabt parallelsamfund, som Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg. Det er ikke mangel på integration, men ene og alene manglen på vilje til at slå ind på demokratiets vej. Desværre er det igen de uskyldige beboere, der betaler prisen for, at ingen har holdt integrationsindustriens projektmagere medansvarlige for begivenheder, som dem i Tingbjerg. Det bør stoppe nu.