af Stefan Sløk-Madsen, Ph.d. i økonomi og ekstern lektor på CBS

Mens mange danskere lod sig underholde med burgere, barbecue og et amerikansk valg, som de ikke måtte stemme til, valgte cirka 600 mennesker i stedet at begive sig til Den Grå Hal på Christiania. Her spillede det belarusiske fænomen Molchat Doma, som på dansk kan oversættes til De Stille Huse. De var heldigvis ikke stille denne novemberaften.

Der er noget særligt ved koncerter på valgaftener. Jeg husker Templet i Lyngby, da Helle Thorning overtog magten. Da valgresultatet blev offentligt kendt, startede Jens Unmack med et gådefuldt smil den hjemsøgende sang, ”Dit Eget Selvmord”… med den stille konstaterende linje ”Det her er ikke længere vores land”. Lige dér dalede fremtidens usikkerhed ned over forsamlingen.

Men i aften handler det om Molchat Doma. De er født ud af en brutalistisk betonarkitektur i Belarus. En totalitær fysisk ramme, som der er henvisninger til i pladecovers og titler og i teksterne. Sammen skaber bandets æstetik en lydramme, der hypnotiserende henfører dig til en sporvogn i en ukendt østeuropæisk sovjet-bys endeløse rækker af panelhøjhuse, med en pose med slavevodka klirrende i skødet og snottet næse. Det er tungt. Men det er også noget andet. Nemlig pumpet og festligt – som en laser der skærer gennem tristheden.

Så hvordan lyder Molchat Doma? Er man klassisk dannet, vil man måske tænke på navne som Deutsch Amerikanische Freundschaft, Skids’ ”Days in Europe”-plade eller tidligt Ultravox. Har man gået på gymnasiet, er det måske Joy Division, det minder om. Er man bare under 25, vil man måske tænke Fabräk – ikke at der er noget galt i det, for det er jo noget at det bedste, der længe er sket i dansk musik. For når man rammer blandingen af poetisk bevidste tekster, punkens kant og noget pulserende elektronik, så kan et band skabe det perfekte dansemusik. Der er jo en grund til at New Orders’ ”Blue Monday” blev den bedst sælgende 12” single i Storbritannien.

Når Molchat Doma lykkedes, så rammer de en helt unikt østeuropæisk kondens af denne trebenede musikgenre. Trommemaskinen rykker dig i fødderne, basgangen er næsten helt over i Oi!-punk og forsangerens vokal kaster dig ud i lige dele fortvivlelse og ekstase. Det er grundlæggende rigtig godt det her!

Straks bliver det svære, når man skal finde ud af, hvem de 600 mennesker der hellere vil høre på syntetiske toner, end på valgkommentatorer er? For hvor hører man Molchat Doma’s musik henne til hverdag? Det gør man overraskende nok mange steder. Fra højreradikale reels og videoer på TikTok, til computerspil, til BDSM-fester. De er også større på nettet – med millioner af streams – end de er i deres hjemland; et land der både politisk og æstetisk hænger fast i 1988 Sovjet forfald.

Det virker måske ved første øjekast satirisk, at netop mange på højrefløjen er tiltrukket af en type afkoblet kommunist æstetik. Men netop i Molchat Domas toner og billeder gemmer sig en nostalgi, der ikke behøver være rettet mod brutalistisk totalitarisme. Den stikker dybere. Den går længere tilbage. Helt til de grønne enge eller blot pæne bygninger, der lå der før mennesket i massehysteri smadrede sin egen essens, for så straks efter ensomt at søge efter erstatning for samme i inhumane ideologier og grimmere kunst. Således bliver Molchat Doma en metamodernitetskritik for de indviede, og så ovenikøbet en man kan danse til. Jeg glædede mig meget til at opleve dem live.

Mens mit nittebælte er falmet til matsort med årene, fik de sorte jeans et opsmøg i dagens anledning. Støvlerne er heller ikke længere helt blankpudsede og stålsnuden nu er skiftet til en blødere udgave. Sort i sort i dag. Afsted mod Den Grå Hal, som vil ligne sig selv, men lugte anderledes end i de gamle dage til Undergrund på Hjul. Op på cyklen med nummeret ” Люди надоели / Træt Af Folk” som moodsetter, efterfulgt af ”Я не коммунист / Jeg Er Ikke Kommunist”.

Ankommet ser jeg ud over publikum. Det er meget blandet. Her er alt fra den nye årgang plastikpunkere fra Dortheavej, manga-kids, musikhipstere, technofans, hviderussere, bondage tøj og sikkert også nogle af de der højreradikale unge mænd, der får deres Molchat Doma-dosis på TikTok. Det slår mig om dette overhovedet kan blive en fælles fest, når folk har så lidt til fælles? Det er dog en liberal observation og konservativ pointe, at mennesker finder naturligt sammen om de fællesskaber og symboler, de finder mening i. Jeg falder da også snart i snak med en. Det viser sig, at hun, som jeg, har en Ph.d. Hvad er oddsene for det, tænker jeg? Det mærkelige er, at det er sket for mig før. Tidligere på året til Bad Religion og Social Distortion i Las Vegas faldt jeg også i snak med en, og hun havde også en Ph.d.. Mennesker der ligner hinanden, finder hinanden. På den måde er en koncert som denne et lille billede på et frit samfund. Senere glædes jeg ved synet af Timur og Paul – gamle KU-bekendte. Vi har en fest, men det er ikke samme fest som andre. Men det gør nu egentlig ikke så meget. Der er noget grundlæggende både borgerligt og ægte punket i, at alle kan nyde dette sammensatte band på hver deres måde.

Men hvordan er koncerten så? Her deler vandene sig. Det var mit indtryk, at de fleste var ovenud imponerede, men jeg var mere lunken. Jeg kunne ikke afstå fra eksistentialistisk at undre mig, om jeg helst ville være på dårlig speed eller heroin til det her. Det finder jeg nok aldrig et klart svar på. Jeg oplevede et band, som stod det svære sted midt i ikke længere at være et klubnavn, men heller ikke kæmpestore endnu. Det virkede lidt for stort på en lille måde. Et band, der sådan både kan lyde af sauerkraut og kommenbrøds tristesse, men også sende folk i ekstase med bangeren ”Судно / Skib” bør tænke mere over sammensætningen af settet.  Medmindre at det var en slags kommentar til livet i Belarus, så virkede det på mig irriterende, at jeg bliver revet vilkårligt rundt mellem stille romantik som i ”Не Вдвоем / Ikke Sammen” og så helt oppe på tæerne i danseekstase som under aftenens to favoritter: den næsten Smithske ”Я Так Устал / Jeg Er Så Træt” og ”Дискотека  / Diskotek.” Min følte frustration krøb ind i selve lydoplevelsen fra start til slut. Det var lidt som om, det beskidte var for pænt og det pæne for usikkert.

Det sagt, så ville jeg helt sikkert se dem igen, og en aften med dem er absolut bedre underholdning, end at se amerikansk valg på TV fra den anden side af jorden, som vi alligevel ikke har indflydelse på; hvor valget ikke er mit. Til Molchat Doma-koncerten havde jeg i det mindste valget om at danse eller lade være.

Jeg giver Molchat Doma-koncerten fire ud af seks pile.

➡️ ➡️ ➡️ ➡️ ⬜ ⬜