Af Katrine Winkel Holm, sognepræst
Jeg tilhører en af de præster i den danske folkekirke, der ikke burde være med i det folkekirkelige fællesskab, hvis det stod til Susanne Branner, sekretariatschef i LGBT+ i Danmark.
“Det folkekirkelige fællesskab” – det lyder rart og varmt og rummeligt. Men tag ikke fejl. Når Branner taler om det, som hun i juli gjorde i en kronik i Politiken for nylig, taler hun som en kommissær. En ihærdig og målbevidst kommissær, der arbejder for at ensrette og udelukke alle formastelige fra fællesskabet. Konkret er ønsket, at jeg og mine meningsfæller enten skal tvinges til at udføre kirkelige handlinger, der strider imod vores samvittighed eller fyres på gråt papir som præster i folkekirken. I sin artikel opfordrede hun indstændigt kirkeminister Ida Auken til at gå i gang med at virkeliggøre det.
Min brøde består i, at jeg ikke vier homoseksuelle. Jeg følger nemlig den klassiske kristne forståelse af ægteskabet som et forhold mellem én mand og én kvinde. Jeg har oven i købet redigeret en bog emnet.
Her ganske kort argumentet:
Homoseksuelle forhold er der intet i vejen med, men vi kommer ikke uden (selv om alle hele tiden forsøger det) at homoseksuelle ikke af sig selv kan få børn. Og børn er, bibelsk forstået, det, der gør ægteskabet anderledes end alle andre forhold: Her skabes liv og dermed fremtid for Guds folk.
I vores lutherske bekendelse hedder det, at “ægteskabet er Guds forordning, som mennesker ikke har ret til at ændre” og her er der naturligvis tale om den forståelse af ægteskabet, har været den vestlige forståelse indtil for nylig og som herhjemme er blevet håndhævet siden Jyske Lov 1241: Ægteskabet som et frivilligt indgået, livslangt forhold mellem én mand og én kvinde med henblik på at få børn.
I min menighed er der også homoseksuelle. De deltager i menighedens fællesskab ved såvel nadverbord og kirkekaffe og modtager velsignelsen ved gudstjenesten på lige fod med alle andre. I de 11 år, jeg har været præst, har jeg aldrig fået en henvendelse angående vielse af homoseksuelle – det forekommer faktisk uhyre sjældent. Nok så vigtigt: At blive gift ændrer intet i forholdet til Vorherre. Man når ikke op på et højere stade i forhold til Gud, fordi det lykkes for én at finde sammen med en person, man kan trække op af kirkegulvet. Det er primitiv overtro at hævde det.
At blive gift er derimod evangelisk-luthersk forstået at indtræde i et vigtigt og vanskeligt embede, der er behæftet med mange byrder og fristelser, som “utroskab, uenighed og al slags jammer” for nu at citere Martin Luthers ord fra hans lille bog om vielsen.
Tilbage til LGBT+kommissær Branner ønske: Præster, der har en luthersk forståelse af ægteskabet og holder fast ved den, skal udelukkes fra den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.
Mon Branner selv kan se det absurde i det forhold? Næppe. Hun forekommer blank som en renvasket barnenumse, når det gælder elementær viden om kristendommen. Det samme gælder hendes kendskab til islam.
Efter det seneste islamiske terrorgangreb i Tyskland, denne gang ved Berlins Pride-fest juli i år, benægtede Branner indledningsvist motivet til den modbydelige handling. I et interview med DR sagde hun ikke et ord om islam, men hævdede hårdnakket, at “den største trussel mod homoseksuelle og transpersoner kom fra “højreekstremistiske bevægelser”.
Jeg opfatter hendes to udmeldinger som forbundet. For Branner er al religion det samme, men den traditionelle, europæiske udgave per definition er ondere og farligere end den religion, som indvandrerne kommer med. For de er ofre og minoriteter og derfor i samme skuffe som hende selv.
Der sker derfor en kortslutning i den woke hjerne, når den ene repræsentant fra den ene minoritet – islam – angriber den anden minoritet – LGBT+miljøet.
Den mest nærliggende tanke er, at angrebet har sin rod i islams helligtekster, men den tanke må ikke tænkes – og resultatet bliver sort snak. Og efter en kort pause er Branner sikkert i gang igen med at bekæmpe den gamle onde majoritetsreligion ved at få kirkeministeren til at smide os lutherske præster på porten. Vi er unægteligt også nemmere at angribe. Vi smider ikke bomber og fører ikke køretøjer ind i Pride-parader. Det vildeste, vi kan finde på er at gøre, er at tage til orde imod hende.
For at forstå Branners ejendommelige udmeldinger, gør man klogt i at erindre, at woke-bevægelsen fællesskab har fællestræk med en menighed, et trosfællesskab. Her samles man ikke primært om politiske mærkesager, men om førpolitiske, dybt personlige emner. Her er fællesskab afgørende – ordet der på engelsk, community, tankevækkende nok netop også betegner en menighed. Og ligesom i en almindelig menighed er der også dogmer, der står fast for wokismen. Det er derfor, vi oplever den særegne blanding af faktaresistens og intolerance hos Branner.
Hun er faktaresistent, når det gælder islams syn på homoseksualitet. Og hun er intolerant, når det gælder friheden til at være luthersk præst i folkekirken.
Lad os tilslut se på islam og homoseksualitet. Når man i Iran kan straffes med døden for homoseksualitet, skyldes det, at Koranen og Hadith er fundamentet for landets straffelov. Homoseksualitet i den islamiske lovskolers sharia placeres i samme kategori som utugt og er dermed en forbrydelse, ikke mod mennesker, men mod Allah selv. Allah er den krænkede part og derfor er en Pride-fest en dybt blasfemisk begivenhed, som en seriøs muslim kan se som sin hellige pligt at angribe. Den nedskudte tyske terrorist er derfor, takket været sin aktion, fløjet direkte ind i Allahs paradis; hans aktion har, set med hans trosfællers øjne, dermed været en succes.
Man skal være helt spundet i sin egen uvirkeligheds dogmer for ikke at forstå, hvorfor vi igen og igen oplever islamisk terror mod LGBT+miljøet.
Men det måske lige præcis det, Branner er.
Katrine Winkel Holm er sognepræst i Slagelse og tilknyttet Tidehverv. Hun har skrevet og redigeret flere bøger samt deltaget ivrigt i offentlige debat.