Martin Ågerup er direktør for Skattebetalerne

Socialismen døde ikke med Berlinmurens fald. Den fandt en ny form: velfærdssocialismen. Mens den klassiske socialisme havde som mål at nationalisere produktionsapparatet, er det velfærdssocialismens mål at nationalisere borgerne. Via velfærdsstaten.

Velfærdssocialismen opfatter alle samfundsproblemer som politiske vil anvende velfærdsstaten til at løse dem.

Den borgerlige grundantagelse er derimod, at et problem løses bedst af dem, der er tættest på det, påvirkes direkte af det og forstår dets natur og konsekvenser. Nemlig borgerne. De kan finde sammen i familier, foreninger, virksomheder eller andre frivillige organiseringsformer og samarbejde om at finder en lokal og konkret løsning på problemet, som passer til lige præcis deres ønsker, behov og værdier.

Borgerlige ønsker kun at overlade beslutninger til politikerne på områder, hvor borgerne ikke selv er i stand til at løse opgaven. Men spørgsmålet er naturligvis, hvordan man identificerer de opgaver, hvor vi er bedst tjent ved at lade politikerne bestemme.

Økonomer skelner mellem to typer goder. Et privat gode er kun tilgængeligt for den, der har erhvervet det. Andre kan ekskluderes, og flere kan ikke bruge det samtidig. Tøj og mad er eksempler.

Hvis du går i dit tøj, kan jeg ikke også have det på, og spiser jeg din mad, må du gå sulten i seng. Heldigvis er det nemt at afgøre, hvilket tøj og hvilken mad, der er tilhører hvem.

Et offentligt gode er derimod tilgængeligt for alle på én gang. Vejbelysning og Forsvaret er klassiske eksempler. Om jeg har betalt eller ej, har jeg samme glæde af lyset som dig, og forsvaret af grænsen beskytter naboen såvel som mig.

Private goder fremstilles bedst af familier eller af private virksomheder, ofte solgt på markeder med mange udbydere og konkurrence, så kunderne selv vælger og betaler for deres foretrukne løsning.

Offentlige goder, derimod, er svære at finansiere frivilligt: nogle vil snylte på naboens betaling.

Derfor giver en grad af politisk styring mening, så vi i demokratisk beslutter, hvor mange ressourcer vi vil bruge. Dog kan den kollektive proces også svigte. Der skulle en invasion af Ukraine og et chok fra Trump til, før forsvaret igen blev prioriteret.

Men ægte offentlige goder udgør kun 30 procent af det offentlige forbrug. De resterende 70 procent er reelt private goder: gymnasier, sygehuse, ældrepleje, vuggestuer og børnehaver. Her kan man både fastslå modtageren og ekskludere ikke-betalere.

Der er altså faktisk ikke brug for, at politikerne blander sig og bestemmer, hvordan velfærden skal indrettes. Det kunne borgerne selv finde ud af – hvis de fik lov.

Modargumentet er, at velfærdsstaten giver lavindkomstgrupper adgang til goder, de ellers ikke havde råd til. Men det argument taler ikke for at staten producerer goderne, ovenikøbet ofte i statslige monopoler, og bestemmer i detaljer, hvordan de skal udføres og leveres. Man kan i stedet give penge til dem, der ikke har råd og lade borgerne om selv at indrette for eksempel pasning af børn, skoler og gymnasier. Det er mindre formynderisk.

Velfærdssocialistisk tænkning har vundet indpas langt ind i borgerlige kredse. Der er ikke noget borgerligt parti, der går ind for at bevæge samfundet ret langt i den retning, jeg lige har beskrevet. Måske lidt mere frit valg, lidt mere konkurrenceudsættelse, men indenfor en model, hvor det fortsat skal være politikerne, der grundlæggende bestemmer, hvordan børn skal passes og uddannes, hvordan ældrepleje skal indrettes, hvordan sygdom skal forebygges og behandles.

Det vil tage årtier at udvikle et velfærdssamfund, som ikke er styret oppefra af politikerne men nedefra af borgerne. Men det er vigtigt, at vælgerne tilbydes et klart alternativ til velfærdssocialismen, ikke bare velfærdssocialisme indført i et lidt langsommere tempo end socialdemokraternes, men en ny retning.

I dag antager stort set alle fra Finansministeriet og til selv borgerlige politikere, at velfærdsstaten skal vokse i takt med velstanden i samfundet.

Men det er faktisk mere rimeligt at hævde det modsatte: at befolkningen i takt med stigende velstand får mindre brug for staten og i stedet kan sørge for sig selv.

Det har vi faktisk allerede set på en række områder. Næsten alle har privat pensionsopsparing via arbejdsmarkedspensionerne. Forældre betaler i stigende grad af egen lomme for friskoler og lektiehjælp. Og underholdning, der engang kun kom fra et statsmonopol, køber vi nu via private streamingtjenester.

Logikken fra pensionsområdet kan også gradvist indføres på sundhed, ældrepleje, uddannelse mv., så borgerne i takt med stigende velstand selv finansierer en større del, mens velfærdsstaten koncentrerer sig om at lægge en bund i stil med folkepensionen.

Hvis man ønsker, at den samlede omfordeling fastholdes, kan det sikres ved at de sparede udgifter for staten primært gives som store skattelettelser i bunden af indkomstskalaen. Det kommer især dem med de laveste indkomster til gavn.

Alternativet til velfærdssocialismen er et Danmark med velfærd på borgernes præmisser, ikke udtænkt af politikere og embedsmænd men af velfærdsiværksættere og med valgfrihed for borgerne mellem flere forskellige måder at gøre tingene i stedet for et monolitiske statsmonopol.

Et Danmark, hvor mængden af regler reduceres, hvor lovgivningen bliver simplere og nemmere at forstå, hvor bureaukratiet mindskes og skatterne sænkes.

Et Danmark, hvor politikere og sagsbehandlere bestemmer mindre og borgerne mere.