af Julie Tei, Kulturredaktør på Modstrømmen

Aarhus Teaters nyeste produktion af Jeppe på Bjerget er en forbløffende, moderne og provokerende fortolkning af en tidløs klassiker, der uden tvivl lever op til forventningerne – og mere til. Med en forestilling, der er fuldstændig udsolgt, og med Thure Lindhardt i hovedrollen og den uforlignelige instruktør Christian Lollike bag roret, formår stykket at bringe en tidløs klassiker ind i en moderne kontekst, hvor realiteter og samfundsproblemer spejles med både humor og alvor – det er tydeligt, at publikummet har fået noget helt særligt udleveret.

Lollike imponerer med hans udgave af Jeppe på Bjerget, hvor han skaber en teateroplevelse, der både underholder og ryster. Forestillingen vækker både mavekrampende latter over samfundets skøre facetter og en dyb, smertefuld eftertanke, når tragediens alvor træder frem. Hans præcise og bitre kritik rammer endnu engang plet, og han sætter straks den rette stemning uden at spilde et eneste øjeblik.

I denne version af Jeppe fremstår den forsømte samfundstaber ikke blot som en komisk figur, men som et symbol på de skævvridninger, klasseskel og sociale uretfærdigheder, der præger vores tid. Den moderne Jeppe træder ind i tidens digitale Colosseum– en arena, der minder om de glitrende Award shows, hvor den bedste kunst og underholdning hyldes i pomp og pagt. Her bliver den forsømte samfundstaber ikke blot et tragikomisk billede, men en illustration af samfundets ansvar for de svage og oversete individer.

Lollike fornyer den klassiske fortælling med en iscenesættelse, der lægger vægt på, at vi i stigende grad fortabes i os selv, hvor selviscenesættelse og selvrealisering af individet forbliver en overvejende blindhed for os selv og det samfund, vi indgår i. Stykket reflekterer den digitale tidsalder, som næsten fremstår som en levende genspejling af den moderne virkelighed, vi lever i, hvor den konstante jagt på autenticitet og selvrealisering i en digital kultur hersker.

Selve scenografien bliver bogstaveligt talt håndholdt filmet underholdningsværdi, hvor scenekunsten træder ud af teateret og Jeppe bevæger sig over på teaterkattens bar, som ligger ved siden af Aarhus teater – en direkte refleksion af vores tids splittede identitet og vores konstante stræben efter opmærksomhed – hvor Jeppe i sandhed kommer i kontakt med vor tids moderne verden. På samme måde træder Thure Lindhardt ned fra scenen og deler tequila ud til udvalgte i publikum og skaber en direkte forbindelse mellem drukkenbolten, Jeppe, og hans søgen efter et samfund der forstår ham.

Forestillingen formår at udfolde de mange facetter af det moderne samfunds kontraster: På den ene side ser vi en nutidig Jeppe, en figur der bærer præg af en tidløs folkeaktie, hvor Ludvig Holbergs klassiske skildring stadig holder sin værdi trods århundreders forandringer. En figur der kæmper med krigstraumer, bliver kanøflet af sin kone derhjemme og befinder sig i en evig kamp med alkoholens magt. Vi oplever en Jeppe der befinder sig i ghetto-lignede omgivelser, en ”ludermor” der må tjene penge til familien og en omsorgssvigtet datter.

På den anden side opstår kontrasten, når privilegerede, venstreorienterede, selvrealiserende unge kunstnere med sort neglelak og perlekæder søger at skabe mening og selvophøjelse på bekostning af det svage individ, Jeppe. En kunstnergruppe hvis eneste mål i livet er at skabe en scene for dem selv og deres egen selvrealisering.

Denne moderne skildring giver stykket en fornyet relevans, der rammer plet i en tid, hvor samfundets ansvar, wokeisme og den enkelte borgers vilkår konstant er til debat. En tid hvor privilegieblinde mennesker i desperation forsøger at genskabe sig selv og skabe en relevans ud af en indholdsløs identitet. I denne søgen på opmærksomhed og relevans kan Baronen enten sømme sine nosser fast på Christiansborg, eller udfordre ham homoforfatteren fra provinsen, idet ”det ikke længere er nok bare at springe ud som queer”. Her stilles den klassiske fortælling i sandhed op mod en moderne virkelighed, hvor Holbergs universelle temaer om uretfærdighed og menneskelig sårbarhed fortsat finder resonans. Med en skarp pen og et øje for både det tragiske og det komiske, rammer Lollike igen plet.

Den stakkels Jeppe bliver genstand for overklassens underholdning. På scenen udspiller sig en skæv parodi på altruismen, hvor kunster-overklassens tilsyneladende velmenende indsatser for de svage blot tjener som et snedigt dække for kunstnernes egen egocentriske berømmelsessøgen i en verden hvor magtfulde medier priser disse. I et humoristisk og samtidig tankevækkende spil udklæder deres egen selvpromovering som et ædelt anliggende, og godhedens mantel bliver til et glorie-pudserri, der afslører den absurde magtfordeling mellem idealisme og selvhævdelse.

Thure Lindhardt leverer en perfekt udgave af Jeppe, hvor han med enestående intensitet og finesse forvandler karakterens tragikomiske skæbne med sin uovertrufne mimik og kropssprog. Hans overstrømmende og overdrevne performance understreger både humoren og den dybe melankoli, der kendetegner Jeppe. Publikum drages uundgåeligt ind i en verden, hvor hver gestus og hvert blik afslører en kompleksitet, der gør hans tolkning til et uforglemmeligt kunstnerisk udtryk.

Stykket emmer af sex, druk, fest og … et mislykket selvmord. Jeppe på bjerget efterlader publikum i et virvar af sabelslugende kvinder, opera, blowjobs, det vilde vesten, nøgenhed, humor og seriøsitet. Lollike formår at genoplive Jeppe-fortællingen med en fornyet kraft og aktualitet, der påviser, at selv efter århundreder kan klassisk litteratur tilpasses og give genklang i vores moderne samfund. Det er en forestilling, hvor humor og alvor smelter sammen, og hvor den digitale æra – med al sin glamour og sine faldgruber – bliver en integreret del af scenariet. Det er netop denne evne til at blande det gamle med det nye, som gør stykket både underholdende, tankevækkende og vulgært.

Alt i alt er Aarhus Teaters Jeppe på Bjerget en stærk påmindelse om, at de sociale og kulturelle problemstillinger der stadig hærger vores samfund i dag, kan få et fornyet perspektiv gennem en genfortolkning af vores litterære arv. Forestillingen er en forfriskende, næsten vulgær oplevelse, der både underholder, forarger og efterlader publikum med stof til eftertanke, et fuldt ud stimuleret følelsesregister, nutidsdramatik og et næsten perfekt kunstnerisk udtryk.

Jeg giver Jeppe på Bjerget fem ud af seks pile.

➡️ ➡️ ➡️ ➡️ ➡️ ⬜