Selvfølgelig skal muslimer ikke have julehjælp

Af Romeo Troelsgaard, Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom

Julen er Jesu fødselsdag, hjerternes fest, en stor familiekomsammen og en dyrkelse af en masse hyggelige traditioner. Men for rigtig mange danskere er julen ikke så hyggelig som i de overskudsfyldte hjem, hvor gaverne er mange, julebordet er fyldt med lækkerier, og familiens hygge er evigt accelererende. Nu er julen forbi, og presset på mange udsatte familiers skuldre er lettet.

Men de er stadig møre efter en dyr juletid pga. regeringens skøre afgifter og prisstigninger, der har gjort, at der i år er blevet slået en kedelig rekord. Ansøgertallet til julehjælp har nået nye højder. 18.458 familier har i år søgt om julehjælp alene hos Dansk Folkehjælp, og der er kommet over 5.000 ansøgninger om julehjælp blot første døgn hos Blå Kors.

Vi har altså en hel del børn, som i år fik en meget lille gave eller i værste fald slet ingen. Mange forældres hjerter har blødt, fordi de ikke har kunnet give deres børn en magisk jul, som alle deres venner har. Det er derfor rigtig vigtigt, at vi får givet julehjælp til de rigtige, da der er rekordmange, som har brug for hjælpen.

Disse penge skal ikke misbruges og gives til nogen, som ikke vil bruge pengene på mad til julebordet eller til julegaver.

Hvert år kan man høre dem i baggrunden sammen med kirkeklokkerne og Michael Bublés Christmas-album; dem, som bliver forarget over, hvordan man dog kan finde på at sige, at det kun skal være danskere, der holder jul, som må modtage julehjælp. Disse humanister har ikke forstået julehjælpens, eller hvad velgørenhed egentlig er.

For velgørenhed er at give nogle midler til nogle bestemte mennesker, som er udsat for noget bestemt. Jeg har som en voksen dansker ikke krav på at få en del af de penge, som er blevet samlet ind til de fattige børn i Afrika! En uden børn har ikke ret til børnepenge. En uden bolig har ikke ret til boligstøtte. En rask og sund familie har ikke ret til penge, der er tilsidesat til familier med kræft tæt inde på livet.

Velgørenhed er at indsnævre en gruppe, der skal have penge eller andet. Velgørenhed er ikke at give penge til alle, som ønsker. Muslimer holder ikke jul, derfor bør de ikke få hjælp til noget, de ikke skal eller må afholde ifølge islam.

Ved, at man tillader folk, som ikke holder jul, at få julehjælp, er det at misbruge penge, der bør gå til udsatte danske familier, der kan mærke hver en krone, der ryger ud af pengepungen. Julehjælpen skal ikke være et humanistisk eksempel på, at vi skal hjælpe alle. Gu’ skal vi ej!

For Fatima og Mohammad griner hele vejen til halalsektionen i supermarkedet, mens konen er indpakket i det islamiske tørklæde, og de har inviteret deres 15 fætre til at holde en stor middag, siddende i deres grå betonlejlighed i ghettoen, mens parabolen er rettet direkte mod Al Jazeeras sendesignal, taler arabisk og ikke på noget tidspunkt synger en salme eller julesang, alt sammen på danskernes bekostning.

At smide så vidt omkring med velgørende midler er en mentalitet, der stammer fra de samme mennesker, som ønsker, at staten skal være større, at vi skal betale mere i skat og grundlæggende er imod en effektivisering af velfærdsstaten og det offentlige. Altså er det de venstreorienterede humanister, som kæmper for at give penge til muslimer uden tanke for deres eget folk.

Disse mennesker, som slår på tromme for, at muslimer må få julehjælp, er dem, som aldrig nogensinde har skullet bekymre sig om, hvorvidt de har penge nok til julegaver og maden til julebordet. De har aldrig set de forældre i øjnene, som får ondt i hjertet, hver gang december nærmer sig, fordi de ved, at de ikke har penge til at give deres børn en magisk juleaften.

“Julehjælp er ikke muslimernes ret. Vi som muslimer skal ikke ‘udnytte’ muligheden på bekostning af de kristnes højtid,” som muslimen Adnan Bacak skrev i Kristeligt Dagblad.

Lad os derfor tage fat ved roden og kræve, at de velgørende organisationer strammer deres krav til at få julehjælp, så vi kan målrette pengene i de fremtidige jule, så folk, der ikke holder jul, ikke kan modtage en krone! Ja, det bør jo være ukontroversielt og meget ligetil. Især når en ny Megafon-måling fortæller, at danskerne mener, at det kun bør være folk, der holder jul, som bør søge om julehjælp. Men kulturrelativisterne trodser som altid danskernes meget reelle og jordnære holdning.

Der er åbenbart bare nogle socialistiske humanister, der elsker at se skattekroner brænde op, som var det et sankthansbål. Hvis de vil give penge til muslimer, kan de selv få penge op af lommen i stedet for at blive ved med at give førtidspension, kontanthjælp, julehjælp og andet ud over skatten. I deres hoveder er det åbenbart nemmere, at humanismen og idiotien foregår på andres bekostning.

At tegne linjerne op i forhold til, hvem der må få julehjælp, handler om at opretholde et system, som er til for at give en hjælpende hånd til dem, der ikke kan få julen til at hænge sammen. Vi skal ikke bare give et gavekort til nogen, som ønsker at spendere skattepenge på halalslagtet kød og iranske dadler. Det er ikke næstekærlighed eller generøsitet, ej heller er det julehjælpens egentlige formål. Det er simpelthen bare spild af penge.

Del artiklen