af Romeo Troelsgaard, Formand for Dansk Folkepartis Ungdom på Fyn

Fra de progressive skal man ofte høre, at der er behov for et mere inkluderende sprog for, at særligt såkaldte transpersoner kan føle sig tilpas. Dette er det første skridt imod en verden, hvor helt grundlæggende kendsgerninger, som at mænd er mænd, og kvinder er kvinder, bliver revet fra hinanden.

At man siger fra over for LGBTQ-bevægelsens virkelighedsfjerne og løgnagtige postulater om, at der findes 72 køn, som man frit kan shoppe rundt imellem, og at mænd kan føde børn, er ikke transfobisk. Det er blot et afslag på den falske virkelighed, som de progressive har malet på deres egne nethinder, og som står i modsætning til den virkelighed, der rent faktisk eksisterer uden for deres egen osteklokke. Enkeltpersoners meninger om, hvem og hvad de er, som modsiger, hvad deres kromosomsæt påviser, bør derfor ikke forventes at blive anerkendt som objektive sandheder af resten af samfundet.

Lad mig bare skære det ud i pap: Det kan ikke lade sig gøre, at mænd kan blive kvinder og omvendt. Du kan føle dig som alt muligt, men dine kromosomer kan ikke ændres, og det er dem, der bestemmer dit køn. Den progressive venstrefløj har virkelig skubbet os så langt tilbage, at noget, som var afklaret i stenalderen – at mænd er mænd, og kvinder er kvinder – nu er blevet et samtaleemne. Mange insisterer endda på, at man skal kalde folk, noget de ikke er.

Når vi som samfund først begynder at anerkende subjektive opfattelser frem for objektive realiteter, risikerer vi at skabe en glidebane, hvor det hurtigt bliver umuligt at fastholde en fælles forståelse af basale sandheder, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for særligt vores sprog, kultur og institutioner.

Vi ser det allerede i dag, hvor krav om kønsneutralt sprogbrug og særbehandling trænger ind i offentlige systemer og arbejdspladser. Skoler og daginstitutioner bliver bedt om at indføre retningslinjer, der tager højde for børns selvvalgte kønsidentiteter, selv når disse går imod biologiske fakta. Dette kan skabe forvirring og splittelse i stedet for forståelse og fællesskab. Især blandt børn, der endnu ikke er færdigudviklede, og som netop har brug for en fælles referenceramme og nogle fælles objektive sandheder for at kunne gøre sig klogere på virkeligheden.

Det er vigtigt at understrege, at alle fortjener lige muligheder, men det betyder ikke, at vi som samfund skal bøje os for en subjektiv virkelighed, der underminerer objektive fakta. Når følelser sættes over fakta, risikerer vi at opløse de grundpiller, der har været med til at skabe vores samfund; de grundpiller, der er hele forudsætningen for at lige muligheder kan eksistere.

Vi skal turde tage denne debat, selvom den kan være kontroversiel. For hvis vi ikke står fast nu, hvor går grænsen så? Så kan man lige så godt også begynde at acceptere, at andre biologiske eller videnskabelige fakta kan omskrives, blot fordi nogen føler sig stødt over dem. Det er en farlig vej, og vi skylder hinanden og fremtidige generationer at holde fast i virkeligheden; at sætte sandhed før solidaritet – også når sandheden gør ondt.