Af Emil Salzer, Digter og fast klummeskribent på Modstrømmen

Kære Susanne Branner

”Den, der gør som Lots folk, dræb den, og den, det gøres med.” Således opfordrede Muhammad sine tilhængere at håndtere homoseksuelle. Lots folk er en reference til historien om Sodoma og Gomorra – byerne, som Gud måtte brænde ned med ild og svovl fra himlen som konsekvens af samkønnet seksuel adfærd og anden umoral. Vi ved, at historien optræder i Torahen, hvorfor den står i Det Gamle Testamente. Hvornår den præcist blev til, ved vi ikke. Men en ting er sikker: Den har været basis for et utal af homoseksuelle menneskers død, tortur, undertrykkelse, udstødelse og mistænkeliggørelse i store dele af verden gennem tiden.

Formentlig blev denne historie til, fordi man dengang tænkte, at samkønnede seksuelle tendenser var skadelige for stammen, da det kunne svække reproduktion og øge chancen for at få kønssygdomme i cirkulation. Så fordømmelsen var en effektiv gudsautoriseret strategi for at sikre slægts og stammes overlevelse.

Tidernes strømme har da også budt på andre ideologiers hårde doktriner mod homoseksualitet, hvis konsekvenser nok bedst symboliseres med den lyserøde trekant eller den sovjetiske artikel 121. Men ingen af dem kommer i nærheden af mængden af lidelse foranlediget af historien om Sodoma og Gomorra. For både Nazityskland og Sovjetunionen måtte smuldre, men ordene om synden begået af ”Lots folk” består igennem årtusinder. Og hvorfor det? Ja, fordi en tilstrækkelig mængde mennesker anser dem som en gudgiven sandhed.

Jeg ved, at du og mange andre LGBT-forkæmpere anser ”kristne og højreorienterede” som den primære trussel imod nutidens seksuelle minoriteter.

Men det er et falsum.

Trods Paulus i sine breve fordømte sex mellem personer af samme køn, så reformerede kristendommen sig til, at vi den dag i dag har en kirke, hvor et svindende fåtal af præster ikke vil vie homoseksuelle.

Til sammenligning synes kun 1 ud af 6 muslimske mænd, at homoseksualitet er moralsk acceptabelt. 59% af danske muslimer svarer nej til, at de ville acceptere det, hvis deres søn eller datter levede åbent som homoseksuel. Ja, helt dårligt fik jeg det i kroppen, da jeg hørte om en ung muslim, der, lige efter han var sprunget ud, fik at vide af sin far, at hans fætre vil komme og dræbe ham, og hans død ville blive genoprejsningen af familiens ære.

Det gav mig lyst til at fornægte det, jeg hørte. Men det nytter ikke noget.

Ej heller nytter det – som du – at kæde et islamisk terrorangreb på en pride-parade sammen med højreorientering. De religiøse doktriner, som motiverer muslimsk vold, har intet med en politisk højre-venstreskala at gøre – dog man da kan undres, hvorfor muslimer så har en tendens til at stemme på (og stille op for) venstreorienterede partier… Men prisværdigt er det, at du har indrømmet fejlen.

Indrømmelse kræver handling. Frihed kræver ansvar, kamp og forsvar. Med enorme ofringer har vi kæmpet brutale oplysningskampe igennem århundreder for at åbne vinduet til den civilisatoriske frihed, vi glædes ved i dag. Lad det nu ikke splintres med grund i eget ideologisk hovmod.

Jeg ved, at du og mange andre LGBT-forkæmpere ikke vil kritisere islam og en ekspansiv muslimsk indvandring, fordi I anser muslimer for en minoritet, der fortjener beskyttelse. Men sandheden er, at der er omkring to milliarder muslimer i verden, og det er os, som tror på ligeværd og frihed for mennesker, uanset hudfarve, seksualitet og social baggrund, der er verdens minoritet.

Når jeg snakker med muslimer om alt dette, griner de ad os. Mange af dem er overbeviste om, at fordærvet som konsekvens af vores ”synd og seksuelle umoral” vil blive vores undergang over tid, ligesom med Lots folk. De peger på vores svage fødselsrater og siger: Se selv – I har ikke noget ansvar, ingen gud – jeres vej fører til intet.

Ja, tilladt er det at ramme dem, som skaber fordærv (Koranen 5:32-33).

Og så længe vi fornægter realiteterne, så er blodet på vores hænder, hver gang vold rammer os for troen på det frie menneske.

Så længe vi anerkender en religion, som består af en ideologi med doktriner, der opfordrer til drab på vantro og homoseksuelle, så mister vi retten til at beklage, når det udleves. Groft svigter vi desuden alle dem, som holder vejret.

Når det er svært for homoseksuelle muslimer at springe ud i vores land – på vores kontinent, hvordan tror du så, det er for dem i de 57 muslimske lande? Dem som hver dag må forbande sig selv over den natur, de er blevet givet. Hvordan tror du, det er at holde vejret? Konstant at skulle fortælle sig selv; jeg må aldrig elske?

Og hvad med kvinden i f.eks. Iran, Yemen og Afghanistan, som bare gerne vil mærke vinden stryge gennem sit hår, vælge den mand, hun vil, sige sin mening eller gå efter den livsvej, hun drømmer om? Kun døden har hun i udsigt. Kun evnen til at kappe drømmens vinger er hendes garanti for sikkerhed.

Lad os nu vise, vi har lært af historien. Lad os nu kæmpe for, at der fortsat findes et hjørne af verden, hvor vi kan leve i fred og fordragelighed som dem, vi er. Frihedens lys må invitere alle, der verden over lever liv i skygge. Det skinner kun, hvis vi sammen tør at stå op imod vor tids totalitære jernnæve. Ja, den, vi selv lukkede ind. Vi må da se indad og spørge oprigtigt; hvorfor beholder vi skyklapperne på?

I dag marcherer paraden. Regnbuen tindrer højt på de blafrende faner – højttalerne runger toner af glade melodier, som blev til, fordi de ikke kunne holdes inde. Mennesker i alle farver og fornøjelser danser som ubekymrede børn, så de næsten glemmer den isnende tilstedeværelse af sikkerhedsfolk.

Næsten glemmes klodserne – terrorværnets grå tavshed om Rådhuspladsen.

Ja, det er på tide at spørge den inderste del af vore hjerter; skal pride betyde hovmod eller stolthed?

Kærlig hilsen en hvid, ciskønnet heteromand,
Emil Salzer
15/08-2026

Må kærligheden sejre, og må historien om dens triumf ekkoe længere ind i tiden end noget tribalistisk udslettelseseventyr.