Af Mads-Magnus Damm, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

Der er noget bemærkelsesværdigt ved den nye regering.

Først og fremmest det faktum, at regeringen med støtte fra den yderste venstrefløj lader til at blive den rene gavebod. Men der er noget der forekommer mig endnu mere centralt. For når man læser regeringsgrundlaget, får man indtryk af et Danmark, der først og fremmest er en administrativ størrelse. Et geografisk område. En økonomi. Et arbejdsmarked. Men Danmark er mere end det.

Danmark er et folk, en historie og en kultur. Danmark er generationer, der har bygget et samfund op gennem århundreder. Danmark er Grundtvig, kristendommen og folkekirken, lokalsamfundene og foreningslivet, kongehuset, modstandskampen, de sønderjyske genforeningsfester og den særlige tillid mellem mennesker, som har gjort vores land til et af verdens bedste steder at leve.

Alligevel står man tilbage med et mærkeligt spørgsmål efter at have læst regeringens vision for Danmark: Hvor er Danmark egentlig henne? Hvor ønsker denne regering, at føre Danmark hen? Hvor er fortællingen om den nation, vi er sat i verden for at videreføre? Hvor er erkendelsen af, at et samfund ikke alene kan holdes sammen af institutioner og økonomiske modeller, men at et fælles kulturelt fundament er strengt nødvendigt.

Der står bogstaveligt talt næsten ikke et ord om dansk historie. Ikke et ord om kulturarven. Ikke et ord om kristendommen, selvom Danmarks historie, værdier og institutioner er uløseligt forbundet med den kristne tradition. Tværtimod synes den åndelige dimension af samfundet nærmest at være forsvundet fra regeringens horisont.

Som en næsten symbolsk understregning af dette har man efter 110 år nedlagt Kirkeministeriet som selvstændigt ministerium. Folkekirken er nu placeret under Sundhedsministeriet. Det er et politisk signal. Et signal om, at det, der før blev betragtet som fundamentalt, nu opfattes som administrativt. Men tiden kalder på det stik modsatte.

Vi lever i en tid præget af geopolitisk uro, kulturel usikkerhed og identitetskriser på tværs af Europa. Netop derfor ser vi også en voksende interesse for historie, identitet og fællesskab. Flere unge søger efter noget, der er større end dem selv. Noget at høre til i. Noget at bygge deres liv på. Det burde politikerne forstå.

I stedet har vi fået en regering, der tilsyneladende mener, at fremtiden kan bygges uden fortiden. Samtidig står vi over for den måske største udfordring for kommende generationer: spørgsmålet om befolkningens sammensætning og den fortsatte indvandring. For det er ikke regeringens ministre, der skal leve med konsekvenserne om 30 eller 40 år. Det er os. Det er min generation.

Det er de unge danskere, der skal skabe familier, gå i skole, drive virksomheder og opretholde velfærdssamfundet i de årtier, der kommer. Derfor er det bekymrende, at regeringen har valgt Morten Bødskov som udlændinge- og integrationsminister.

Ikke kun fordi han er socialdemokrat. Men fordi han repræsenterer en tankegang, som alt for ofte har sat internationale konventioner over almindelige menneskers retsfølelse. Mange husker sagen om Ahmed Omar Mohamed, hvor ønsket om udvisning kolliderede med internationale regler.

Dengang blev konventionerne fremhævet som begrundelsen for, at Danmark ikke kunne handle, som mange danskere mente var rimeligt.
Spørgsmålet er derfor stadig aktuelt: Skal Danmark være herre i eget hus? Eller skal afgørende beslutninger om vores fremtid træffes andre steder?

For enhver nation har både ret og pligt til at beskytte sig selv. Historien viser os, at civilisationer ikke forsvinder fra den ene dag til den anden. De forsvinder, når de mister troen på sig selv. Når de glemmer, hvem de er. Når de holder op med at videreføre deres kultur til næste generation.

Derfor handler politik ikke kun om skat, sundhed og økonomi. Politik handler også om arv. Om hvilket Danmark vi giver videre. Jeg ønsker et Danmark, hvor unge vokser op med kendskab til deres historie. Hvor man lærer om Grundloven, Genforeningen, modstandsbevægelsen og de mennesker, der byggede landet.

Et Danmark, hvor fællesskabet betyder noget. Et Danmark, hvor dansk kultur ikke undskyldes, men værdsættes. Et Danmark, hvor integration betyder, at man bliver en del af Danmark, ikke at Danmark skal ændres for at passe til alle andre.

Et Danmark, der har modet til at føre en konsekvent udlændingepolitik, fordi man ved, at nationer kun overlever, hvis de tør forsvare deres egen eksistens. Det er ikke et udtryk for pessimisme eller fremmefjendskhed. Tværtimod.

Det er et udtryk for håb. For troen på Danmark. Jeg tror på, at vi stadig kan vælge retning. Men det kræver, at vi tør tale om mere end økonomiske nøgletal og administrative reformer. Det kræver, at vi igen begynder at tale om identitet, kultur og sammenhængskraft.

For spørgsmålet er ikke blot, hvordan Danmark skal styres de næste fire år. Spørgsmålet er, om vores børn og børnebørn om 50 år stadig vil kunne genkende det Danmark, vi selv voksede op i.