Af Romeo Troelsgaard, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Fyns Storkreds

Radikale Venstres Martin Lidegaard og Samira Nawa udtalte på et pressemøde d. 27. februar, at partiet ønsker at “tage Dannebrog tilbage”. Ifølge dem er flaget i de senere år blevet approprieret af “det yderste højre”, som har forsøgt at monopolisere dets symbolske betydning og knytte det an til værdipolitiske positioner, der især associeres med Dansk Folkeparti.

At hævde, at et politisk parti skulle have taget patent på Dannebrog, kan sammenlignes med at påstå, at en bestemt befolkningsgruppe har eneret på at lytte til musik. En sådan argumentation forekommer kategorisk forfejlet, idet Dannebrog i sin essens er et universelt og folkeligt symbol, der netop overskrider partipolitiske og ideologiske skel. Flaget tilhører ikke en særskilt fraktion men hele befolkningen, og dets betydning kan ikke reduceres til et snævert værdipolitisk projekt.

Lidegaard siger:

“Dannebrog skal ikke være et symbol på det yderste højre, diskrimination og fremmedhad. Det har intet at gøre med det Danmark, jeg kender og elsker.”

Jeg forstår simpelthen ikke Lidegaards grundlæggende mistanke om, at vores fælles flag skulle symbolisere netop det. Når jeg betragter Dannebrog, ledes mine tanker kun hen på kærligheden til mit land – ikke på politik og ideologisk polarisering som det gør i Lidegaards hoved.

Dannebrog er netop smukt, fordi det er alles flag. Det omfatter hele det politiske spektrum – også dem, man måtte være dybt uenig med. Hvis man i en tale, anvender betegnelsen: “det yderste højre” som en indirekte reference til Dansk Folkeparti, ændrer det ikke ved, at også dette parti – ligesom Radikale Venstre – naturligvis må benytte flaget.

Historisk set var Dannebrog forbeholdt kongemagten og staten, men denne eksklusivitet blev ophævet af Frederik den syvende i 1854 efter dansk sejr i Treårskrigen. Dermed blev flaget institutionaliseret som et fælles nationalt emblem, snarere end et elitært monopol, så sig mig – er det det, i mener, når i siger Dannebrog tilbage, at i vil gøre det til et elitært symbol kun for nogle få udvalgte?

At fremstille flaget som ekskluderende forekommer derfor historisk og begrebsligt problematisk; dets udvikling vidner tværtimod om en gradvis folkeliggørelse af det nationale symbol. Netop denne historiske og symbolske dimension synes ikke at være anerkendt af Radikale Venstre – hvilket vidner om en grundlæggende historieløshed iblandt partiet.

Ved at definere Dannebrog som bærer af bestemte værdier, som man tager afstand fra, indlejres symbolet i en ideologisk konflikt, hvor det ellers kunne have fungeret som et samlende og overordnet nationalt tegn. Det vil sige, at det faktisk er De Radikale, som pålægger flaget nogle bestemte politiske værdier og sågar synspunkter – selvom de påstår det modsatte på ganske obsternasig vis.

Den 2. oktober 2025 skrev jeg en kronik med titlen: “Ung DF’er appellerer til venstrefløjen: I tramper på det symbol, jeres egne forfædre bar med stolthed” i Politiken:

“Dannebrog er ikke – og har aldrig været – et symbol for ét parti eller nogen politisk retning. Det er folkets flag. Det har overlevet krige, konger og konflikter, netop fordi det repræsenterer noget større end politik: vores fælles historie, vores værdier og vores tilhørsforhold til Danmark.”

Og med Lidegaards udtalelse om, at flaget efter sigende skulle symbolisere diskrimination og fremmedhad, så er det ham og Radikale Venstre, som politiserer det upartiske flag, der siden dets nedfald i 1219 har været hævet over politiske synspunkter.

“Kig lige på det her flag og spørg jer selv: Er det vores Danmark? Underkendelse af klimakrisen. Mindre engagement i EU. Og remigration. Er det dét vores flag skal symbolisere?” Siger Lidegaard.

Og der kan jeg svare klart og tydeligt. NEJ! Dannebrog symboliserer ikke noget med EU, remigration eller andet der leder tankerne hen på DFs politik. I sin historiske og mytologiske tradition forbindes Dannebrog med Kristus, med det hvide kors og den røde baggrundsfarve, et symbol på Jesu blod og offervilje. Lidegaard fortsætter med at sige:

“Det er ikke det yderste højre, der skal definere vores Danmark. Jeg tager Dannebrog tilbage.”

I sin grundessens kan man ikke tage “Dannebrog tilbage” da ingen har taget det, og ved at De Radikale nu vil gøre det, er de i gang med at efterligne Kong Frederik d. 6, som i 1834 forbød, at private borgere flagede med Dannebrog og gjorde det til et symbol for en udvalgt gruppe: Kongens hus og statsmænd.

Nu må Dannebrog igen ikke være for alle, men kun for en lille kulturradikal elite, der bestemmer, hvilke flag folk må benytte sig af på baggrund af deres politiske overbevisning. Ja, de kulturradikale er og bliver elitære på den mest hattedameagtige facon. Og ved dette forslag viser Radikale Venstre sin totalitære side, da de ønsker, at det er dem – de kulturradikale – der bestemmer, hvem der må bruge flaget. De bliver herre over, hvad der mener det rigtige, det ordentlige og det humanitære.

“Systemet Politiken (de kulturradikale) fatter ingenting” – Søren Krarup

Så kære Radikale, Martin Lidegaard og Samira Nawa:

I kan ikke tage Dannebrog tilbage, for ingen har taget det fra jer.

Forestillingen om, at et nationalt symbol kan monopoliseres eller generobres af et bestemt politisk segment, hviler på en misforståelse af både symbolers natur og det danske fællesskabs historiske udvikling. At antyde, at flaget kan patenteres i ideologisk forstand, vidner om en reduktion af et fælles kulturhistorisk emblem til et partipolitisk redskab.

Dansk Folkeparti har konsekvent fremhævet flagets historiske betydning og understreget, at det ikke tilhører nogen bestemt gruppering men hele nationen. Samtidig har I i årevis markeret distance til flaget og nu fremført, at det bør forbindes med bestemte værdipolitiske positioner såsom klimaengagement og modstand mod remigration. Men ligesom Dannebrog ikke i sig selv kan siges at symbolisere remigration, kan det heller ikke siges at symbolisere anti-remigration. Flagets symbolske indhold kan ikke ensidigt fastlægges af politiske dagsordener.

Når et nationalt symbol gøres til genstand for ideologisk kamp, risikerer det at underminere den sammenhængskraft, det netop er tænkt at understøtte. I et samfund, der allerede er præget af betydelig politisk polarisering, forekommer en yderligere politisering af Dannebrog ikke blot uhensigtsmæssig, men direkte skadelig for oplevelsen af et fælles nationalt tilhørsforhold.

Dannebrog kan ikke “tages tilbage”, fordi det aldrig har været borttaget. Det har ikke været – og bør ikke blive – et partipolitisk monopol. Netop derfor bør det forblive hævet over den dagspolitiske strid og bevares som et symbol på et fællesskab, der rækker ud over ideologiske skillelinjer. I er faktisk de eneste, der har forsøgt at bortfange folkets flag siden Kong Frederik den 6. Og det skal I ikke slippe af sted med.

“Lad hejse vort Flag!
se, det aabner vor Dag
med at vinke os ud til vor Id som til Fest!
Det er rødt, det er hvidt,
Det er mit, det er dit,
og det lever i Kamp med den stridige Blæst.”

– Kaj Munk