Af Emil Salzer, Digter og fast klummeskribent på Modstrømmen

Solen hang højt på himlen blå over Allinge. Strålerne blev indimellem afbrudt af sjælsbestrøede guldskyer, som malede skygger langs havnens teltvrimmel.

I hjertet, hvor Folkemødets stier krydser, var Informations rødglødende scene – fyldt til debat – hvor chefredaktør Rune Lykkeberg udfordrede Lars Løkke på regeringens politik:

”Her vil der jo være mange, der peger på Israel/Palæstina og siger, at der er et stort engagement i Ukraine og for ukrainernes menneskerettigheder – dem, der ligner os selv, og har samme hudfarve som os selv, hvorimod hvis vi ser på palæstinenserne, der ikke har samme hudfarve, i hvert fald ikke som du og jeg, så er der ikke nær den samme solidaritet med dem.”

Ifølge Lykkeberg skulle ”mange her” altså tænke, at regeringen er racistisk på grund af dens umiddelbare prioritering af Ukraine over Palæstina.

Retorikken er interessant, da den illustrerer, hvordan Information-segmentet tænker i racemotiver. Ja, skulle man nu som dansker finde ukrainekonflikten – en krig i Europa med ca. 2 millioner sårede og dræbte – mere signifikant end en konflikt i Mellemøsten, så må det skyldes, at man er kold over for mennesker med en anden hudfarve.

Lykkeberg fortsatte mod Løkke: ”Der vil være mange, som kigger på din regering og siger: I går op i menneskerettigheder for ukrainere, men I er ligeglade med menneskerettigheder for palæstinensere.”

Nu kommer jeg aldrig til at forsvare denne regerings politik, men Lykkebergs kritikpunkt her må man mildest talt kalde ude af proportioner.

Naturligvis er der hverken racisme, manglende empati eller fremmedfjendskhed i at kere mere for folk, som står en værdimæssigt nærmere, og hvis skæbne, man i højere grad selv afhænger af. Det er kun menneskeligt.

Måske Lykkeberg fik et par ’kærlige doktriner’ med på vejen, da han var til langbordsmiddag under ramadanen i Nørrebrohallen. Måske er der også en mere fundamental udfordring i, hvordan der tænkes race her.

Informations spaltehelt Jens-Martin Eriksen mener, at jeg med min ”blege højrefløjspoesi” skal bekæmpes med flammekaster og latter. I denne sammenhæng skal ”bleg” og ”højrefløj” ses som skældsord.

Han skriver så et ”digt” i Information med formålet at parodiere det, han forestiller sig, er ”højreorienteret poesi”:
’»En lynchning« af Van Gogh
»Scene fra et amerikansk gaskammer« af Rembrandt
»Massakre i Kongo« af Matisse
»Martin Luther King brændt til ukendelighed« af Paul Klee
Hollyfars soveværelse var tapetseret
med Hatecrime plakater mod
Niggere
Jødesmovse
Katolske swingerklubber
for præster & konfirmander
Japsere
Kinesiske risgnaskere
Røde svin & Blegfise
Der var også kasser fyldt med
Naziarmbind
Og Voodoodukker
Der lignede
Jackie Kennedy
Paven
Og Martin Luther fucking-King’

Jeg ved ikke præcist, hvordan Information definerer ”højrefløj”. Mit bedste bud ud fra dette er, at det nok er en flanke bestående af ret onde mennesker.

Personligt har jeg dog ikke mødt et eneste borgerligt menneske, som går op i andre folks hudfarve, så hvad end der sigtes efter her, må stå for egen regning.

Men skulle det i grunden være tilfældet, at Lykkeberg og co’s overbevisning er;
1. Folk med en anden hudfarve end vores er svagere
2. Derfor har de brug for vores hjælp
3. Vi er gode, hvis vi giver dem vores hjælp
så ved vi, hvem racisten er.