af Mitchel Oliver, chefredaktør på Modstrømmen
Danmark har netop påtaget sig formandskabet for Den Europæiske Union. I den officielle retorik fremstilles dette som et privilegium og et ansvar, men også som en lejlighed til at bidrage konstruktivt til den europæiske proces. Den danske regering vil utvivlsomt fremhæve samarbejdets betydning, pege på nødvendigheden af stabilitet i en urolig verden, og gentage den gamle fortælling om, at EU’s udfordringer bedst løses gennem mere EU. Også selvom problemet ofte skabes af EU-systemet selv.
Allerede her sniger den første illusion sig ind: at der eksisterer en egentlig politisk proces, hvori det europæiske folk er aktører, og hvor formandskabet giver reel indflydelse på kursen.
I virkeligheden fungerer formandskabet snarere som en ceremoniel forvaltning af et lovgivningsmæssigt maskineri, der hverken er født af folkelig vilje og opbakning eller kontrolleret af folkelig suverænitet, men som stadig reproducerer sin egen autoritet.
At lede formandskabet er derfor ikke at sidde for bordenden ved en stor, politisk forhandling mellem ligeværdige nationer. Det er blot at føre protokol over et system, hvor dagsordenen allerede er sat af en kombination af teknokrati, bureaukrati og institutionel selvopretholdelse. Danmark kan i bedste fald moderere sproget i konklusionerne eller finjustere rækkefølgen af punkterne på dagsordenen – men aldrig ændre den grundlæggende retning. Den slags magt er ikke politisk i egentlig forstand; den er administrativ og dermed afpolitiseret.
Betragter man Europa med den kliniske kølighed, som en læge ville anlægge over for en patient, fremstår diagnosen klar. Kontinentet lider af tre sammenvævede patologier, der tilsammen underminerer dets politiske vitalitet, økonomiske handlekraft og kulturelle integritet.
For det første er der tale om en strukturel fordrivelse af suveræniteten fra det repræsentative demokratis arena til et teknokratisk præsteskab. At den europæiske kommission – med initiativretten til al primær lovgivning – ikke står til ansvar over for vælgerne, er ikke et uheld, men en konstitutionel grundpræmis for EU-systemets politiske magtanvendelse. Hermed er folkets rolle reduceret til periodiske genbekræftelser af en politisk arkitektur, som de ikke længere kan omforme indefra. Den politiske kontrakt er dermed brudt: magten cirkulerer ikke længere mellem magthaver og opposition, men mellem forskellige grader af administrativ konsensus.
For det andet manifesterer sig en reguleringsmani. I praksis udgør den en systematisk undergravning af Europas konkurrenceevne, mens USA og Kina fortsat buldrer derudaf. For dem vægter vækst, innovation og økonomisk dominans nemlig tungere end byzantinske godkendelsesprocedurer. Europa derimod udlever den gamle kejserlige drøm om at regulere sig til orden – uanfægtet af, at verden udenfor handler hurtigere og derfor mere effektivt.
For det tredje foregår der en konstant centralisering. Enhver krise – finansiel, migrationsmæssig, sundhedsmæssig, sikkerhedspolitisk – bliver et påskud for at tildele EU-institutionerne yderligere kompetencer. Det hele ledsages af en diskurs om fælles europæiske løsninger, men under denne retorik gemmer sig en implicit antagelse: at medlemslandenes historiske, kulturelle og folkelige særpræg er fejl, der bør korrigeres. Denne mentalitet er den rene negation af den europæiske idé i dens klassiske forstand, hvor folkelig suverænitet og grænser var forudsætningen for frihed.
Disse tre patologier indgår i en selvforstærkende kredsløbsøkonomi af magt. Demokratiets reduktion til et skyggeteater muliggør bureaukratiets ekspansion; bureaukratiets ekspansion kræver yderligere centralisering; og centraliseringen legitimeres af de samme kriser, som EU-systemets egen utilstrækkelighed forværrer. Tilbage står et system, der har internaliseret sygdommen, og gjort den til en del af sin identitet.
Danmarks formandskab udspiller sig derfor ikke i en neutral, værdifri kontekst. Det foregår midt i en civilisatorisk proces, hvor det politiske Europa – i klassisk forstand – er ved at blive opløst i en post-politisk struktur.
Man kan vælge at betragte dette som en uundgåelig udvikling, et skridt på vejen mod en global forvaltning af alle menneskelige anliggender. Man kan også se det som en civilisatorisk patologi, hvor af ikke-folkevalgte tekno- og bureaukrater i Bruxelles og Strasbourg fjerner de sidste rester af folkelig selvbestemmelse under påskud af at beskytte den.
Der er ingen garanti for, at kontinentet vil genfinde sin handlekraft, sin evne til at forsvare sine interesser, eller sit mod til at definere sig selv på egne præmisser. Men der er en garanti for, at et Europa, der opgiver sin folkelige forankring, også opgiver sin frihed. Og det er netop denne udvikling, Danmark som formandskabsland nu skal navigere i. Spørgsmålet er, om vi blot vil notere symptomerne, eller om vi tør se sygdommen i øjnene.
Heldigvis har mine skribenter fundet kuren.
Velkommen til Modstrømmen 3.0