af Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti

Har private medier eneret til at regulere deres produkter? Spørgsmålet har de senere år påkaldt sig fornyet interesse – og ikke mindst vist en interessant grænse imellem liberale og konservatives syn på ytringsfriheden. Under en folketingsdebat i maj sidste år kom førstnævnte til udtryk, da Liberale Alliances Lars Christian Brask sammenlignede Facebook med et forsamlingshus, ”hvor man også kan blive bortvist – hvor man også kan få at vide, at man ikke efterlever de ordens- og husregler, der gør sig gældende, og derfor kan blive bortvist. Det er jo også et brud på ytringsfriheden, men hvis ikke man efterlever de regler, der er, kan man godt blive smidt ud af forsamlingshuset – det fysiske såvel som det digitale”. Således det liberale synspunkt.

I det modsatte ringhjørne fandt man Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, der gjorde både en konkret og en generel betragtning gældende. Konkret ender mange indvandre- og woke-kritiske stemmer ofte i det, der efterhånden kendes som ”facebook-fængsel” – altså en karantæne, hvor brugeren udelukkes fra at bruge platformen i en given periode. Og derpå anførte Dansk Folkepartis ordfører, hvordan virksomheder som META m.fl. indtager en dominerende stilling for den frie debat og derfor også må underlægges andre regler end det, der måtte gælde for mindre betydningsfulde virksomheder. Noget, der f.eks. kendes fra konkurrenceretten.

Hvad der må tåles i den offentlige debat, har været debatteret i århundreder. Fra moderne indvandrerkritiske stemmer som Tommy Robinson, hvis navn er så forbudt på Facebook, at enhver bruger, der blot nævner det, bliver sanktioneret. Over forfatteren Peter Øvig Knudsen, hvis bog “Hippie” blev blokeret, efter en række nøgenbilleder fra Thy-lejren blev lagt op.
Til gamle Struensee, der i frihedens navn ophævede censuren – og fik folkets kærlighed at føle, da man først og fremmest brugte den nyvundne trykkefrihed til at udgive pamfletter med hans kærlighedsforhold til dronningen. Ja – ytringsfrihed kan gøre ondt. Og spørgsmålet er derfor, hvor grænsen skal gå.

Elon Musk har efter sin overtagelse af Twitter (senere omdøbt X) sat en standard, hvor nærmest alt kan siges. Det samme gælder Trumps eget medie, som slet og ret hedder ”TruthSocial”. Facebook derimod har grebet sagen anderledes an, hvilket omtalte Lars Christian Brask selv måtte føle, da han i foråret blev anmeldt på Facebook og dermed afskåret fra sine konti. På X skrev han om processen: ”Jeg er ikke blevet hørt. Kun afskåret. Jeg har forsøgt via netværk og officielle kanaler at få svar på, hvad jeg har gjort og få åbnet min konto igen. Ingen kan kan løse det. Det virker som om ingen mennesker har kontrol over det. Tænk at et af verdens mest værdifulde selskaber; META, der ejer Instagram og Facebook, har så lidt styr på deres kundeservice og forretning”.

Man fristes til at parafrasere Lars Christian Brask for Lars Christian Brask fra året før: ”Hvis man ikke efterlever de ordens- og husregler, der gør sig gældende, bliver man bortvist”. Men det er naturligvis ikke rart at blive ramt af sine egen principper; at lære det på den hårde måde, kan man sige. Men måske denne oplevelse gør den liberale løve lidt mere tænksom over liberalismens egentlige konsekvenser?

For hvis vi tillader, at en tilfældig bruger, der føler sig krænket, har ret til lukke ned for en anden bruger, hvem har så magten? Ja, det har den krænkede. Men sådan plejer vi ikke at tillade vores samfund at fungere. For det er jo selvtægt. I et civiliseret samfund har vi altid en neutral mellemmand mellem den krænkede og krænkeren – nemlig den udøvende og dømmende magt.

Med de sociale mediers indtog er der sket en forvrængning af dette princip, så informationsstrømmen helt åbenlyst har en politisk slagside, hvor væsentlige informationer – for eksempel dem, som Tommy Robinson viderebringer fra det uroplagede Storbritannien – aldrig når frem. Og de etablerede medier er endnu værre; dem kan vi ikke forlade os på.

Derfor må vi se de sociale medier på en anden måde end hidtil. De er ikke et forsamlingshus. De er snarere som et fyrtårn, vi har givet lov selv at bestemme, hvornår der skal være tændt og slukket. Og som omflakkende skibe på et natmørkt hav må brugerne på lykke og fromme håbe på, at de informationer, de modtager, er ægte og retvisende. En sådan retstilstand duer selvsagt ikke – hverken for fyrtårne eller ytringsfrihedens vigtigste kanaler. Derfor må vi ligesom vi kender det fra andre sektorer, anse META m.fl. som virksomheder med en dominans, der kræver, at de underkastes særlige regler, så synspunkter ikke udelukkes, blot fordi nogen finder dem upassende. Føler sig krænkede.

Så selvom nedenstående Voltaire-citat vist ikke er sandt, men stammer fra en britisk bog i begyndelsen af forrige århundrede, vil jeg alligevel afslutte af med et citat, der opsummerer konklusionen på de dilemmaer og debatter, ytringsfriheden de seneste hundrede år har været genstand for – og som der er grund til at minde Facebook mv. om: “Jeg foragter Deres mening, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den”.