af Mads Korsholm, Kampagnechef i Dansk Folkeparti
Dirty campaigning er ikke et nyt fænomen i amerikansk politik. Kampagneformen har mange gange vist sig at være udslagsgivende for valgresultater. Helt tilbage fra dengang hvor Lyndon B. Johnson beordrede sin kampagnemand til at starte et rygte om, at hans modkandidat var en ”pig fucker”. Kampagnemanden svarede mistroisk, at det da absolut intet havde på sig. ”Nej, men jeg vil bare gerne høre ham benægte det”, svarede en kynisk Lyndon B. Johnson. Og sådan blev det så. Modstanderen blev på et vælgermøde bedt om at forholde sig til rygterne om, at han skulle have haft sex med grise og sagde angiveligt ordene: ”Jeg har aldrig nogensinde haft sex med en gris!”. Johnson vandt valget stort.
Meget er siden sket på kampagnefronten, men mængden af beskidte kampagner er ikke blevet mindre. Særligt ikke med Donald Trump, der må betegnes som verdens mest succesfulde mobber. Lige meget hvor usympatisk det måtte lyde, er netop dét talent opskriften bag store dele af hans succes. Når manden møder modgang, svarer han tifoldigt igen. Dét i sig selv gør ham frygtindgydende at gå i konflikt med – og det ved han godt.
Vi har set det internt i det Republikanske Parti, hvor han lynhurtigt finder på øgenavne til folk, der vover at udfordre ham. Ron DeSanctimonious, Sloppy Chris Christie, Lyin’ Ted – listen er lang, men bliver formentlig ikke længere. For hos Republikanerne ved man godt, at hvis man tager kampen op med Trump, så hænger ens karriere i en tynd tråd.
Stilen har han brugt siden 2015, hvor han annoncerede, at han ville gå efter præsidentposten i USA. Han knuste ”Crooked Hillary” i 2016, hvor han flere gange gav prøver på sit ”talent”. Må jeg minde om udvekslingen mellem Trump og Hillary Clinton under en præsidentvalgsdebat, hvor Hillary siger: ”It’s just awfully good that someone with the temperament of Donald Trump is not in charge of the law in our country”, og Donald Trump lynhurtigt replicerer “Because you’d be in jail”. Formentlig ikke en udveksling, der var faldet ud til Trumps fordel, havde han stillet op i Danmark. Men i USA talte det ind i den enorme politikerlede, der blev Trumps mulighed for at vinde magten.
Også i denne valgkamp har dirty campaigning haft stor indvirkning. Når Trump finder på øgenavne, hænger det nemlig ved og ligger i vores bevidsthed – om vi vil det eller ej.
Så da den progressive og relativt ukendte guvernør fra Minnesota, Tim Walz, blev valgt som Kamala Harris’ vicepræsident, var Trump hurtig til at ødelægge glansbilledet af ham.
Demokraterne havde ellers skabt fortællingen om ‘Coach Walz’, der med charme og faderlig omsorg havde bragt Mankato West High Schools evigt tabende drengehold helt frem til statsmesterskabet. En kærlig familiefar og en gennemført good guy, måtte vi forstå. Der gik dog ikke længe, inden Trump lavede fortællingen om. ‘Coach Walz’ blev til ‘Tampon Tim’. Et navn der refererede til de hygiejneprodukter, Tim Walz havde sørget for, var gratis for elever fra fjerde klasse og opefter i Minnesota. Trump skabte et billede af en midaldrende mand, der gik rundt og uddelte tamponer til 11-årige piger på skolerne i Minnesota. Ikke ligefrem faderligt og charmerende. Beskidt? Ja. Effektivt? Bestemt.
Kamala Harris måtte også lægge navn til Trumps metoder. ‘Laughing Kamala’ blev hurtigt hendes øgenavn i valgkampen, og det rummede noget af dét, de amerikanske vælgere ikke brød sig om ved hende; hendes grin. En måde som kun folk i Washington-eliten kan slå et grin op, når de står til receptioner og spiser pindemadder ved høje barborde, mens de fedtende logrer med halen af hinandens vittigheder. Falskt og elitært – langt væk fra den almindelige amerikaner, der kæmpede med inflation og pivåbne grænser. Med ‘Laughing Kamala’ i baghovedet blev man som seer af hendes taler og interviews pludselig enormt opmærksom på grinet og mindre opmærksom på de ting, hun egentlig sagde. Igen kunne Trump konstatere, at metoden virkede.
I valgkampen forsøgte Demokraterne kortvarigt at afvige fra deres fortærskede ”When they go low, we go high”, som Michelle Obama havde messet i sin tale til det Demokratiske konvent i 2016. Denne gang var Barack Obama ude og hentyde til, at Trump havde en lille ”you know what” og Tim Walz forsøgte sig også med historien om, at Republikanernes vicepræsidentkandidat, JD Vance, havde sex med mellemrummet mellem to sofapuder. Man anede en lille åbning, da internettet kastede sig over de to republikanske runningmates og udråbte dem som værende wierd. Men som den gamle regel siger, skal man have øvet sig på noget i 10.000 timer for at mestre det – og det havde Demokraterne ikke.
Dampen kunne ikke holdes oppe og de måtte igen tilbage på det progressive og ’ordentlige’ spor med endorsements fra Taylor Swift og resten af Hollywood.
Valgkampen blev som ventet beskidt. Men undervejs viste Trump og hans kampagnestab, at de kunne noget, som ingen andre i USA kunne: være uhørt omstillingsparate. De greb alle muligheder for at meme sig vej ind i de amerikanske hjerter. Den skandaliserede Trump blev kult igen. Udtalelser fra Trump-folk om Puerto Rico som ”en ø af skrald”, blev grebet ufattelig dårligt af Præsident Biden, der returnerede med, at det var Trumps vælgere, der var ”skrald”. Få timer efter trådte Trump ud af en skraldebil iført gul vest og hjelm. Han skulle til vælgermøde.
Da Harris prøvede at bygge en identitetsbro til underklassen, ved at sige, at hun havde arbejdet på McDonalds, trådte Trump lynhurtigt ind på en McDonalds og serverede pomfritter og burgere. Gennem hele valgkampen hånede han demokraterne og gjorde det med overskud, energi og humor. Hvem husker ikke ”Kamala is for they/them – Trump is for you”?
I politik er det gift at blive til grin. Sådan en vil ingen stemme på. Og selvom langt det mest oplagte scenarie er, at den 80-årige mand med orange hud og utilstedelig opførsel bliver offer for befolkningens latterliggørelse, formår Trump på én eller anden måde altid at vende det til sin egen fordel. Det er kunst at lave gode kampagner og vi har måske set den bedste nogensinde.