af Max Bjerregaard, formand for Konservative Studenter på Aarhus Universitet og organisatorisk leder for Unge Moderater

Der findes ikke et liberalt eller konservativt syn på ytringsfrihed, men ét liberalt begreb, der rummer mange nuancer og kompleksiteter, som fjernes ved at lave en sort/hvid opdeling, som Morten Messerschmidt gør sig skyldig i.

I den seneste udgave af Modstrømmen skriver partiformanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, om private virksomheders muligheder for at diktere ytringsfriheden. Dette gør han ved at opdele ytringsfriheden i to synspunkter: et konservativt og et liberalt syn. Det liberale syn handler for Messerschmidt om at lade private virksomheder sætte rammerne for, hvad man kan og ikke kan sige eller gøre, ligesom i et forsamlingshus, hvor der er regler, der skal følges. Dette forklarer han med udgangspunkt i en udtalelse fra folketingsmedlemmet for Liberal Alliance, Lars-Christian Brask.

Det konservative begreb forklarer han med udgangspunkt i sin partifælle, Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der definerer dette syn ud fra en kritisk tilgang til sociale medier, hvor virksomheden META gennem Facebook og Instagram særligt begrænser anti-woke og indvandrerkritiske ytringer.

Jeg køber, som sagt, ikke denne inddeling, men ikke desto mindre åbner Messerschmidt op for en væsentlig diskussion inden for den borgerlige-liberale debat: I hvilken grad har private virksomheder ret til at kunne diskriminere? En virksomhed (eller et forsamlingshus) må selvfølgelig gerne lave regler og stille krav, men må man med disse krav diskriminere direkte mod minoriteter? Umiddelbart ikke. Men må en caféejer gerne smide en kunde ud af sin café for at ytre sig racistisk eller på anden vis fjendtligt? For mig virker det intuitivt, at kunden så må finde en anden café

Spørgsmålet er så, om samme logik kan bruges, når det kommer til sociale medier, og her bliver det en anelse mere komplekst. For på den ene side kan sociale medier såsom Facebook ses som en væsentlig del af vores digitale infrastruktur, hvor millioner af mennesker, bare i Danmark, kommunikerer og diskuterer med hinanden. Man kan derfor argumentere for, at der ikke blot er tale om en café, men en virksomhed, der besidder en helt særlig magt over den måde, vi tilgår hinanden på.

Selv Lars-Christian Brask, der ifølge Messerschmidt skulle være talsmand for et liberalt ytringsfrihedsbegreb, beskriver denne selvsamme nuance i Messerschmidts indlæg, hvor han påpeger, at en dom uden forklaring ikke er acceptabel i et liberalt samfund, efter en anmeldelse på Facebook.På den anden side er der alternativer til Facebook, hvor Messerschmidt endda selv nævner X (tidligere kendt som Twitter) som et eksempel på et socialt medie, der har løsere retningslinjer for, hvad man kan skrive. Derfor kan man altså argumentere for, at man har alternativer til digital kommunikation, og man derfor bare kan melde sig ind i et nyt “forsamlingshus”, hvis man ikke bryder sig om reglerne.

Jeg mener, at begge disse synspunkter er vigtige for at forstå debatten om ytringsfriheden i det 21. århundrede, men at dette skal forklares ud fra liberalismens begreber. Inden for liberalismen skal man være opmærksom på, at der ikke opstår monopoldannelser blandt virksomheder, heriblandt de sociale medier, da det er en markedsfejl, der må håndteres politisk. Messerschmidt forklarer endda det konservative syn med udgangspunkt i konkurrenceretten – et begreb, der i høj grad stammer fra liberal-økonomisk teori. Ytringsfriheden og trykkefriheden var rent historisk en del af den liberale frihedsbevægelse.

Heldigvis går mange moderne konservative ind for bevarelsen og udvidelsen af ytringsfriheden, men det ændrer altså ikke på, at ytringsfrihed forbliver et begreb, som opstod ud af liberalismen. At Messerschmidt endda vælger at slutte sit indlæg med et citat, der måske – måske-ikke skulle være sagt af den liberale oplysningstænker Voltaire, understreger denne ligegyldighed for historien.

Når Messerschmidt fremstiller en konflikt mellem en konservativ og en liberal forståelse af ytringsfrihed, misser han den reelle konflikt mellem ytringsfrihed og censur i forskellige former. I totalitære samfund er censuren allestedsnærværende, og kampen for ytringsfrihed manifesterer sig derfor konkret.

Når det kommer til sociale medier i en vestlig kontekst, bliver kampen for ytringsfrihed derimod mere kompleks, hvor det frie markeds ret til at føre privat virksomhed, som man ønsker, kan være modstridende med retten til ikke at blive censureret eller diskrimineret af en virksomhed, der med monopollignende tendenser skaber den offentlige samtale. Selvom Messerschmidt som tidligere nævnt påpeger et relevant problem, så vil det fra hans side kræve en højere grad af præcision og nuance for at skabe den nødvendige debat på det her område.

Dette problem løses nemlig ikke ved at dele positionerne op i sort og hvidt, liberalt og konservativt, men ved at opveje liberale principper mod hinanden, hvor nuancerne er i takt. Jeg er derfor ikke nødvendigvis uenig med Messerschmidts bekymring for, hvordan virksomheder som META begrænser den offentlige debat med retningslinjer, de ofte ikke selv kan forklare. Dog mener jeg ikke, vi løser dette problem ved at skelne mellem forskellige former for ytringsfrihed, men ved at borgerlige af både liberal og konservativ natur omfavner ytringsfriheden med al dens kompleksitet, således at vi kan stå sammen i kampen mod censur og skabe en rigere, friere og bedre verden.