af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen
Iført terrorstatstørklæde og næsering samles de i dag i Fælledparken som trækfugle om en støvet megafon og råber sig hæse for en verden, der hverken lytter til eller savner deres holdninger. Det er nemlig 1. maj. Her blander pædagogseminarister sig med det nye akademiske pseudoproletariat, og alle er enige om én ting: Kapitalismen er en plage – lige indtil nogle opdager, at der er Che-Guevara-t-shirts på tilbud i Fidel-Castro-teltet – og pludselig virker frihandel som en fremragende idé.
For mange af deltagerne er 1. maj blevet en nærmest religiøs markering, hvor man viser, at man mener det rigtige – uden nødvendigvis at skulle tage stilling til, hvad det indebærer. Det handler mere om at være til stede end om, hvad man faktisk støtter. Parolerne er bekendte, men det er også, som om de kun har en eksistensberettigelse inde i Fælledparken. I dag protesterer man mod systemet. I morgen er man tilbage på antropologistudiet, betalt af det selv samme system.
Mellem klapsalverne for rød tale nummer trehundrede fra Socialdemokratiets Ungdom, møder man den ægte sjæl af 1. maj: et sammenrend af folk, der på intet tidspunkt i deres liv har svunget en hammer eller haft jord under neglene. Til gengæld har de skrevet speciale om, at matematik er racistisk. Deres indignation virker lettere påtaget. De ønsker sig rent faktisk revolutionen, men kun hvis den kan finde sted mellem kl. 10 og 16, og ikke kolliderer med deres yogahold i Sydhavnen.
I baggrunden, som en slags anti-akademisk kontrapunkt, aner man en ældre socialdemokrat med blikket rettet mod svundne tider, hvor arbejderklassen rent faktisk bar kedeldragt – og hverken kørte Volvo eller diskuterede surdejsopskrifter. Han er det, man i folkemunde ville kalde den lille mand. Ham venstrefløjen engang hyldede. Ham venstrefløjen engang kæmpede for. I dag hader de ham. Han er nemlig ikke god nok længere. Han går ikke op i klimaet. Han bryder sig ikke om udenlandsk arbejdskraft. Han vil helst ikke af med sin dieselbil. Og så er han måske endda så fræk at tage ansvar for sin egen skæbne.
De røde faner bæres ikke længere af arbejderen; den lille mand; ham der ikke har læst Foucault, men ved, hvad det vil sige at arbejde.
De røde faner bæres af verdenshistoriens mest privilegerede ungdom; dem der ikke har den fjerneste idé om, hvad det vil sige at være den lille mand fra arbejderklassen.
Glædelig kampdag!