Bortvis besætterne

Leder af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

Greta Thunberg og hendes nye åndsfæller fra Studerende mod Besættelsen besatte i morges en administrationsbygning på Københavns Universitet. Bygningen har adresse på Krystalgade, hvor den jødiske synagoge også har til huse. Thunberg og de andre besættere demonstrerede mod Københavns Universitets samarbejde med israelske universiteter. Langt de fleste demonstranter var iført Keffiyeh: Partisantørklædet, hvormed mange udtrykker deres støtte til Palæstina. Hos Modstrømmen reagerer vi på dagens besættelse af København Universitet.

Det er ikke første gang, Studerende mod Besættelsen besætter Københavns Universitet. Tidligere på året besatte de ’Den Hemmelige Have’ på Center for Sundhed og Samfund. De omdøbte den hurtigt til Rafah Garden og lavede deres egne regler for, hvad man kunne tillade sig i haven; en form for love, som udelukkende gjorde sig gældende indenfor havens afgrænsning. Inspirationen er ikke til at tage fejl af. Som led i George Floyd-protesterne i 2020, etablerede det venstreekstremistiske amerikanske miljø, det de kaldte en lille anarkistisk stat midt i Portland.

Den opmærksomme læser vil nu påpege, at stat og anarki er hinandens modsætninger, og det har den opmærksomme læser naturligvis ret i. Det er en helt åbenlys logisk fejlslutning. Men også her lader Studerende mod Besættelsen sig tilsyneladende inspirere af USA’s venstreekstremister. Studerende mod Besættelsens eksistensberettigelse har indtil nu været netop at besætte. Foreningen må således være imod sig selv. Den ekstreme venstrefløj er ét stort paradoks. Både i USA og i Danmark.

I morges slap Københavns Universitet dog for endnu en ’anarkistisk stat’. Studerende mod Besættelsen havde nemlig andre planer. Og denne gang havde de taget Greta Thunberg i hånden. Sammen besatte den umage koalition lige præcis den af alle Københavns Universitets bygninger, der ligger lige ved siden af den jødiske synagoge på Krystalgade. Hvad tankerne bag denne beslutning har været, kan vi kun forsøge at gætte os til. Men uanset om det blot drejede sig om at sende et signal til ledelsen på Københavns Universitet, eller om der har været bagtanker ved at demonstrere så tæt på den jødiske synagoge, må konklusionen være, at besættelsen var uden respekt for både de ansatte på Københavns Universitet og for danske jøder.

For mindre end et år siden blev over 1200 jøder slagtet af partisantørklædebærende Hamas-krigere. Og for mindre end 10 år siden blev den jødiske synagoge på Krystalgade udsat for et antisemitisk terrorangreb. Man kan demonstrere på mange opbyggelige og demokratiske måder. Men at besætte en universitetsbygning på samme gade som en jødisk synagoge er ikke en af dem. Slet ikke iført det samme tøj, som palæstinensiske terrorister var iført under massakren den 7. oktober.

Københavns Universitet begik en fejl, da de accepterede flere af Studerende mod Besættelsens indledende krav. Universitetet gav dem en lillefinger og nu tager besætterne hele armen. De udøver hærværk, besætter private ejendomme, chikanerer ansatte, skaber utryghed blandt danske jøder og bliver anholdt undervejs. Københavns Universitet må aldrig bukke under for en sådan organisation igen.

I stedet bør Københavns Universitet gå en anden vej. Nemlig at opfordre til den frie tanke, den frie debat og de frie demonstrationer, og samtidig slå hårdt ned på alt det ufrie. Besættelser, hærværk og chikane hører ingen steder hjemme på et frit universitet. Derfor bør Københavns Universitet bortvise alle besættere, der er indskrevet som studerende på universitetet.

Del artiklen