af Frederik Christensen, Cand.scient.pol. fra SDU

Den danske debat om Ukrainekrigen, har alt for længe været præget af en enorm enstemmighed, der ikke har levnet nogen plads til afvigende synspunkter, uagtet af hvor kløgtige og rationelle disse ellers måtte være. Morten Messerschmidt (og DF) bryder dog nu for alvor med den diskurs med hans insisteren på et dansk kurskifte i forhold til krigen. Udover ironien i at en af de mest nationalistiske politikere i Danmark øjensynligt skal påpege vort lands minimale rolle i det storpolitiske billede (og her har han fuldstændig ret), så er det utvetydigt den bedste kurs for Danmark, verdensfreden, og Ukraine. For det kan ikke andet end at gå ned ad bakke for ukrainerne, der bliver mere og mere presset og mister mandskab og materiel i massevis hver dag. Ukraine kan ikke vinde den krig, og spørgsmålet er nu bare, hvor stort nederlaget kommer til at blive.

Rusland er den største atommagt i verden, hvis nogen skulle have glemt det. Og Ukraine er en vital interesse for dem, men ikke for os, hvilket betyder, at et Ukraine i NATO (og potentielt EU) vil være en eksistentiel trussel mod Rusland, præcis som et Sovjetisk Cuba var det mod USA i 1963. Det er tragisk, men det er den barske realitet i international politik. Skulle nogen fortælle dig andet, så enten lyver de, eller ved ikke bedre. Det er derfor af samme grund utroligt, at der har skulle gå så længe, før nogen har omfavnet det realistiske syn på krigen, og med det mener jeg et syn, der tør gå til konflikten, som den er, og ikke som man ønsker, den burde være. Samme mantra er i øvrigt blevet brugt af Lars Løkke til at promovere hans udenrigspolitiske strategi – den såkaldte “pragmatiske idealisme”. Men ved at bruge det nu, midt under et statsbesøg af den egyptiske diktator, udstiller Messerschmidt regeringens og Løkkes hykleri. For hvordan kan man med den ene hånd overrække en diktator, der indespærrer sine politiske modstandere, den fineste danske orden, der gives til udenlandske statsoverhoveder, mens man med den anden fordømmer en lignende diktator på samme præmisser. Hvem er inkonsistent her?

De fleste af os ved, at et statsmøde med en mand som Sisi (Egyptens præsident), ikke ville finde sted i den perfekte verden, men vi lever nu en gang ikke i en perfekt verden. Vi ved derfor, at det er et nødvendigt onde, et diplomatisk fornuftigt træk, at have relationer til statsledere som Sisi. For når den udenrigspolitiske situation spidser til, har vi brug for alle de allierede, vi kan få. På samme måde forholder det sig med Rusland: Putin er en forfærdelig diktator, men han er ikke vores ærkefjende – det er Kina. Det er Messerschmidt pinligt bevidst om, mens Lars Løkke har fået hans egen pragmatiske idealisme galt i halsen.

Hvor der er allermest brug for pragmatisme og diplomati, er i Ukraine. Her lader Løkke sig dog føre af idealisme, og vil give ukrainerne totalt frie våbentøjler. Omvendt forholder det sig i krigen mellem Israel og Palæstina – hvilket i virkeligheden er en krig mellem Israel og Iran – hvor idealismen faktisk er berettiget, da det er vores værdier og kulturelle ophav, der er eksistentielt truet. Intet Israel, intet os. Også det ved og prædiker Messerschmidt. Og han har ånden med sig.

Med valget af Trump, er en kursændring i forhold til krigen i Ukraine (og Israel) uundgåelig – et faktum der kun bliver forstærket af de ringe investeringer, som Europa overordnet set har allokeret til Ukrainekrigen. Messerschmidt ser ud over Danmarks navle og tager bestik af interesserne i resten af verden, hvilket er den første lektion i international politik: nemlig at andre lande har andre interesser end en selv, og det må man forholde sig til på en nøgtern og realistisk måde. Alligevel er det Messerschmidt, der nu bliver kaldt det ene skældsord efter det andet, ”Chamberlain”, ”appeaser” eller ”Putinist”, udelukkende med det formål at tvinge debatten tilbage i den enstemmighed, der herskede førhen. For kritiske stemmer er jo aldrig godt, vel?

Den opmærksomme læser vil måske hæfte sig ved, at dette ikke er første gang, at en markant DF-profil har nydt samme behandling: at blive udskældt og lagt for had på det groveste, for så derefter at have haft ret. Men korttidshukommelse er jo netop, hvad der har været definerende for vores udenrigspolitiske linje siden murens fald i 1989. Vi har glemt alt, hvad der gik forud for dette, fordi vi troede, at historien var slut, og derfor er reaktionen jo ingenlunde overraskende. Men med det nyligt overståede 35-års jubilæum for den kolde krigs afslutning, og med den endnu farligere kolde krig vi står i i dag, kan vi med fordel huske os selv på, at kolde krige er reglen snarere end undtagelsen i verdenspolitikken. Forskellen er nu bare, at atomvåben kan gøre en krig varm som aldrig før. Vil vi gerne bevare vores civilisation, er det vigtigere nu end nogensinde før, at vi minder os selv om dette – og Messerschmidts forslag om en kursændring er et skridt på vejen.