Morten Messerschmidt er formand for Dansk Folkeparti

Jeg husker tydeligt mine første dage på universitetet.

Som den første i min familie gennem mange generationer var det en stor ting at kunne kalde sig akademiker.

Jeg husker mine lærere, mine medstuderende, sommervarmens sitrende forventning til fremtiden og ikke mindst – lærebøgerne, der ikke bare slog bunden ud af min skrøbelige privatøkonomi, men også i omfang var milevidt fra, hvad jeg havde været vant til i gymnasiet.

Især retshistorie og retsfilosofi betog mig fra begyndelsen. Her fandt jeg kimen til den samfundsforståelse, der blev grundlaget for mit tankesæt og det, der siden skulle blive mit politiske ståsted og som jeg i bogen Dansk Forår, der udkom tidligere på året.

Det var dog som supplement til det juridiske pensum, at jeg for alvor fandt mine tankers retning, og det er en glæde i dag at kunne give fem konkrete boganbefalinger videre til alle, der ønsker et solidt, konservativt fundament at stå på.

Udgangspunktet fandt jeg hos Edmund Burke.

I Reflections on the Revolution in France (1790) formulerede han en indsigt, som hans modstandere fortsat ikke har givet noget overbevisende filosofisk svar på: Et samfund er en pagt, der ikke alene forbinder de mennesker, som lever nu.

Men også dem, der levede før os, og dem, der kommer efter os.

Institutioner, normer og skikke er ikke tilfældige levn fra en fortid, vi bør skamme os over.

De er opsamlede erfaringer af problemer, som tidligere generationer stod overfor, men som vi ofte ikke længere kan få øje på, netop fordi problemerne allerede er blevet løst.

Nedbryder man en institution uden at forstå, hvilket problem den oprindeligt løste, risikerer man ikke større frihed, men nye og uforudsete problemer.

Denne tanke blev videreudviklet i det 20. århundrede af Michael Oakeshott. I Rationalism in Politics and Other Essays (1962) skelnede han mellem to former for viden: den tekniske viden, som kan formuleres i regler og læres gennem bøger, og den praktiske viden, som kun kan tilegnes gennem deltagelse i en tradition.

Man bliver eksempelvis ikke kok ved at læse en kogebog, men ved at stå i et køkken.

Oakeshotts pointe var, at den rationalistiske politiker forveksler disse to former for viden.

Han tror, at samfundet kan konstrueres ved et skrivebord ud fra abstrakte principper uden hensyn til den praktiske visdom, som allerede er indlejret i samfundets institutioner.

Friedrich Hayek gav denne tanke et økonomisk og erkendelsesteoretisk fundament.

I The Fatal Conceit (1988) argumenterede han for, at ingen central planlægger – uanset hvor intelligent eller velmenende vedkommende måtte være – kan besidde den enorme mængde spredt, lokal og tavs viden, som millioner af mennesker hver dag skaber og udveksler gennem markeder, sprog, sædvaner og ret.

Hayeks konservative liberalisme er derfor først og fremmest en advarsel mod den hovmodige forestilling, at samfundet er en maskine, som kan ombygges efter en tegning, frem for en levende organisme, der er vokset frem over tid, og som derfor bør reformeres gradvist og med ydmyghed.

Denne skepsis over for den rene fornufts almagt hænger sammen med et bestemt menneskesyn.

Hvor progressive traditioner implicit eller eksplicit bygger på en forestilling om, at mennesket kan gøres bedre gennem de rette institutioner og den rette oplysning, fastholder konservatismen, at mennesket grundlæggende er ufuldkomment.

Det er ikke et pessimistisk, men et realistisk menneskesyn.

Netop fordi mennesker er tilbøjeligt til egoisme, kortsigtethed og magtmisbrug, har vi brug for institutioner, der begrænser disse tilbøjeligheder: familien, retsstaten, ejendomsretten, de lokale fællesskaber og nationen.

Robert Nisbet viste i The Quest for Community (1953), hvordan den moderne velfærdsstat ved at svække fællesskaberne mellem individ og stat ikke frigør mennesket, men tværtimod efterlader det mere ensomt.

Og mere afhængigt af en central og upersonlig statsmagt.

Det er kernen i konservatismens kritik af staten.

Ikke at staten er overflødig, men at et sundt samfund bygger på et stærkt civilsamfund – familien, sognet, foreningen og de frivillige fællesskaber – som staten bør understøtte frem for at erstatte.

Roger Scruton samlede disse tanker i The Meaning of Conservatism (1980).

Her beskrev han konservatismens kerne som kærligheden til det, der allerede er givet: hjemstedet, sproget, historien og det nationale fællesskab, snarere end abstrakte forestillinger om, hvordan verden burde være.

Det, Scruton kaldte hjemstavnsfølelse, er ikke udtryk for irrationel nostalgi.

Det er en erkendelse af, at mennesker lever konkrete liv i konkrete fællesskaber, og at mening, ansvar og loyalitet udspringer af disse tilhørsforhold. Ikke af en abstrakt forestilling om verdensborgerskab.

At læse Burke, Oakeshott, Hayek, Nisbet og Scruton er ikke først og fremmest et politisk projekt.

Det er en måde at udvide sit perspektiv på livet på.

Desværre kan man i dag ikke vide sig sikker på, at en universitetsuddannelse præsenterer de studerende for hele denne idéhistoriske bredde.

Derfor er jeg glad for at kunne anbefale fem bøger, som burde stå på ethvert livspensum. De gjorde en forskel for mig, og jeg er sikker på, at det samme vil gælde for alle andre.