Af Marie Sinding, Social- og sundhedsordfører for Konservativ Ungdom

Vibe shiftet markerer, at en ny generation i stigende grad samler sig om en konservativt præget højredrejning, som vil bryde med den etablerede ideologiske konsensus, der i årtier har domineret den offentlige debat. Som konservativ hilser jeg naturligvis denne revitalisering af højrefløjen velkommen. Men et brud er ikke nok i sig selv. Hvis den nye højrebølge ikke formår at formulere et egentligt indhold, risikerer den at blive kortlivet. Hvis dens eneste raison d’être er modstand mod venstrefløjen, ender den som en trend uden rygrad, der forsvinder lige så hurtigt, som den opstod.

Min konservatisme og borgerlighed står og falder ikke med venstrefløjen, wokeismen eller indvandringskrisen. Den er ikke en reaktion, men et udgangspunkt. Hvis venstrefløjen forsvandt i morgen, ville mine værdier bestå. For konservatisme er mere end et kryds på en stemmeseddel. Den rummer en idé om mennesket, om samfundet og om det gode liv. Den dimension savner jeg ofte hos den nye højrefløj.

Men måske Edmund Burke, konservatismens fader i moderne forstand, kan være en vejviser her. Burke advarede nemlig mod både blind traditionstro og ukritisk revolutionær energi. Han så med skepsis på ideen om at rive al eksisterende orden ned i jagten på noget “nyttigt” eller “sandere”. Set i det lys ville Burke formentlig have været skeptisk over for en højrebølge, der reducerer konservatisme til slogans og modstand mod ”woke”. Ikke fordi kritikken er forkert, men fordi den er utilstrækkelig. For Burke var konservatisme ikke først og fremmest en modstand mod noget, men et forsvar for noget: kultur, institutioner, fællesskab, kontinuitet.

Hvis den nye højrebølge ikke blot vil forblive en trend, bør den tage denne ”burkeske” indsigt til sig og ikke lade negationen gå forud for det, der egentlig burde forsvares. Et eksempel finder man i indvandrerdebatten, hvor jeg ofte ser en del fra den nye højrefløj bruge fædrelandet som et værktøj til at være indvandringskritisk. Men rækkefølgen er forkert. Først kommer kærlighed til vores nation, dens historie, kultur og værdier. Dernæst følger vores bekymringer, herunder indvandring når den udgør en reel trussel mod det, vi holder af.

Sådan skal det forblive, ellers lader man fædrelandet blive til en floskel, og det vil være noget af det mest ukonservative man kan medvirke til.

Venstrefløjen har i årevis været mestre i at fremstille sig selv som ofre. Gennem en effektiv, men groft forsimplet retorik og vandalisme opdeles verden i undertrykte og undertrykkere. Minoriteter i alle afskygninger på den ene side og den vestlige, hvide mand på den anden. Fortællingen er ofte forfalsket, men den virker. Den skaber følelser, mobiliserer og lukker munden på modstandere.

Den nye højrebølge er forståeligt træt af denne endimensionelle verdensforståelse. Men alt for ofte ser jeg, at indignationen fører til det samme retoriske niveau. Vi kan og bør tale om tabte mandeidealer, om ansvar, mening og rollemodeller. Men vi skal ikke begynde at tale om ”racisme mod den hvide mand”. Vi kan godt påpege, at højreorienterede ofte bliver karikeret og misforstået, men vi bør ikke opbygge en fortælling om, hvor synd og uretfærdigt behandlet vi er. Offerrollen klæder os ikke. Den er ynkelig og svækker vores sag.

Samtidig må vi vogte os for den anden grøft: Den overlegenhed, som en større del af salonkonservative i årtier har udvist. Venstrefløjens gadedemonstrationer og revolutionære paroler er blevet mødt med foragt og latterliggørelse frem for seriøs modargumentation. I sin arrogance har man ment sig for god til at deltage i sådanne debatter. På den måde endte konservative med at tie sig selv ihjel.

Konsekvensen har været tydelig. Venstrefløjen har kunnet sætte sig på dagsordener som klima, køn, uddannelse og kultur. Ikke fordi argumenterne var de bedste, men fordi de var til stede og tog kampen. Når man hverken vil deltage eller argumentere, ender man med at tabe.

Jeg ønsker, at den nye højrebølge ikke føler sig for “god” til at tage et emne op. Tværtimod. Men debatten skal ikke ske med venstrefløjens offerretorik. Selvmedlidenhed er ikke et konservativt træk. Det er værdighed derimod, og vores slag skal slås med den gode, saglige og velbegrundede argumentation.

De etablerede borgerlige må se deres kald i mentorrollen. Det må være en del af deres opgave at få den nye højrebølge på rette kurs og vise den åndelighed, den dybere arv og de værdier, som mange endnu ikke er blevet fuldt forankret i. For drivkraften bag den nye højrebølge kommer ikke ud af det blå.

Den udspringer af en intuitiv fornemmelse af, at noget er kommet ud af balance, at normer opløses, autoriteter udhules, og at tingenes naturlige orden udfordres. Denne fornemmelse vidner om sund dømmekraft. Men hvis den ikke får sprog, form og dannelse, risikerer den at forblive reaktiv og dø ud som endnu en politisk trend.

De erfarne borgerlige må træde i karakter og give den nye højrefløj retning og grundlag, så den ikke kun definerer sig i opposition, men lærer at stå for noget i sig selv og vokse ind i en borgerlighed, der rækker ud over modstanden.