Af Emil Salzer, digter og fast bidragsyder til Modstrømmen

Jeg smager sundets brus
og jeg vil kæmpe
kysten kranser om mit hjerte
der blomstrede en eg

Løvfældende kæmpe
tiderne har glemt sin natur
men jeg drømmer endnu

Endnu er himlen blå, grå,
hvid sol og glæde
og må vore viljers vinde
blæse de sorte melonskyer bort

Lad sandets skyer
regne i sandets verden
for her løser vi ikke nød
med had og jihad
men med den andens svie
i eget bryst

På min vandretur til Odense
mødte jeg en vagabond
han var gået fra Lyngby
ad vejen
en gammel konge gik

Nu er alle konger i eget rige
og når riget falder
vil vi slås igen
som brødre under samme himmel
på den glemte jord

Jeg fortsætter ad vejen
i duften af vindbestøvede træer
de bærer på generationer
der gav sig selv
for hinanden

Og som jeg krydser Korsør
falder fred i land
mod aftensols rødme

På toppen af Store Bælts pyloner
sluger jeg udsigten
til de gamle slag til havs
der afgjorde
at vi i dag taler dansk
at vi i dag har så meget at give