af Simon Faber, fhv. Overborgmester i Flensborg
Første akt: Valgkamp
“Fair is foul and foul ist fair…” varsler de tre hekse i indledningen til Shakespeares store magtdrama om Macbeth. Det lyner og tordner på heden. Økonomisk og geopolitisk uvejr omgiver også det tyske valg.
Overfladen virkede ellers tilforladelig. Siden trekløverregeringens sammenbrud dagen efter Trumps sejr var prognoserne stabile og ganske retvisende: En voldsom lussing til socialdemokraterne med den upopulære kansler Scholz og til det kuldsejlede trekløver med de Grønne og de Liberale. Sejr til det konservative CDU, markant fremgang til pariaen AfD. Og yderst til venstre stod det nye BSW ud til at overtage fløjen. Hverken de heftige vindstød fra Washington eller de forfærdelige knivdrab i det sydtyske Aschaffenburg rokkede nævneværdigt ved billedet.
Det egentlige drama foregik – og foregår – under overfladen. Brandmuren gav den tænksomme vælger uvante taktiske kvaler. Lad os tage de borgerlige først.
CDU lagde under Merz tydeligt afstand til den venstresnoede Merkel-æra: Klassiske borgerlige dyder som budgetdisciplin, udbudsreformer og en noget strammere asylpolitik skulle forme et ægte skifte i tysk politik. Det liberale FDP har passende udbudspolitik på hylden. I de gode gamle dage kunne de to partier sammen med det bayerske CSU således have dannet en ideel borgerlig koalition.
Fair is foul: I den nye virkelighed med brandmurens marginalisering af ca. 20% stemmer rykker et traditionelt borgerligt flertal langt uden for rækkevidde. For borgerlige vælgere, som fx måtte ønske sig en dansk-inspireret udlændingepolitisk stramning, blev valget derfor et avanceret pokerspil om tillid og procenter:
Stemme på AfD? Måske for impulsens skyld, men formentlig uden reel magtmulighed – og med en ikke stueren bismag og efter tysk smag lidt vel rigelig Putin-Verstehen og Musk-moves på menuen. Stemme på de liberale? Risiko for stemmespild helt op til 4,99 %. Stemme (og tro på!) det fornyede borgerlige CDU? Tja: Med brandmurens logik lig med en pakkeløsning med grøn og / eller rød. Hvad, hvis strammerne mest har det i munden – og hvad med alle Merkels gamle proselytter? Ville CDU ikke atter bøje af mod venstre? Brandmuren gav således det perfekte angrebspunkt for AfD: Kære CDU – I tør jo ikke, når det kommer til stykket! Eller med lady Macbeths ord: When you durst do it, then you were a man!
Efter knivdrabene vovede Merz derfor en vild manøvre: Nok er nok, lød det, jeg ser hverken til højre eller til venstre, men kun fremad. Lad blot AfD stemme for vores nødvendige og fornuftige strammerpolitik, det bliver den jo ikke forkert af. To dramatiske afstemninger fulgte, og et sandt stormvejr af antifascistiske demonstrationer, beskyldninger om Weimar-gentagelser og venstreautonome besættere på CDU’s kontorer. Et stramt beslutningsforslag gik ikke desto mindre igennem med FDP og AfD – og kun 10 afvigere i egne rækker. Vi mener det, var signalet. Men den efterfølgende afstemning om en anden udlændingepolitisk stramning, en egentlig lovændring, tabte Merz, bl.a. pga. mange afvigere (eller sygemeldte…) hos de liberale. Analyser tyder på, at netop denne manglende stamina kostede FDP de afgørende stemmer – i hvert fald faldt de for spærregrænsen.
Ikke desto mindre var der i CDU’s ledelse tilfredshed med manøvren: Nu havde man da demonstreret, at man mente det. Eller havde man?
Og til venstre for midten? At den uharmoniske trekløver-regering ville gå ud over kanslerpartiet, gav næsten sig selv. Men også for De Grønne blev valgkampen op ad bakke. “Det grønne hegemoni er forbi”, havde den borgerlige tænketank R21 konstateret, og ganske rigtigt måtte partiet for første gang i lang tid sande, at tidsånden ikke var med dem længere: Selv public-service-journalister kunne vise sig uvant kritiske, og ingen gad høre mere om klima. SPD og De Grønne satsede derfor på, at anti-højre-stemningen ovenpå de udskældte afstemninger med AfD kunne give dem en hårdt tiltrængt indsprøjtning og slutspurt.
Men brandmurens bagvendte logik rammer naturligvis også rød blok. Den venstreorienterede vælger endte i det samme pokerspil, blot spejlvendt: Skulle man stemme på SPD og De Grønne? Begge lå jo potentielt i seng med CDU, som ovenikøbet havde vist tilbøjelighed til at hoppe i seng med AfD. Ergo måtte man hellere stemme helt til venstre for at frelse landet fra et nyt Weimar, brutale markedskræfter og (en smule) lukkede grænser. Denne rekyleffekt bremsede det nye Sahra Wagenknecht-parti og løftede det oprindelige LINKE, inklusive flere aldrende DDR-skikkelser, ind med imponerende styrke. Fair is foul.
Anden akt: Efter valgnatten
Det nye parlament byder kun på to mulige regeringsflertal: Til højre den bandlyste blå-sorte alliance mellem et CDU/CSU under 30% og et fordoblet AfD. Eller i midten det, som tidligere hed stor koalition; nu et snævert lille flertal med det knapt så prangende CDU og et nedsmeltet SPD, der havde tabt mange, mange arbejderstemmer til AfD. Det havde deres danske partifæller ellers forsøgt at fortælle dem på forhånd. Men de er jo også nået frem til tredje erkendelse, mens SPD stadig har svært ved den første.
Nuvel: En regering med en klar borgerlig storebror og en rød lillebror. Skulle man synes. Men nej. For at sige det på trump’sk: “You dont have the cards”, kære CDU. Takket være brandmuren sidder taberen SPD med rigtig gode kort på hånden, for CDU har jo kun dem at forhandle med! Og skulle det glippe – ja, da bliver Scholz-regeringens mange røde og grønne ministre, viceministre m.fl. jo bare siddende. Forretningerne skal jo fungere. The loser takes it all. Fair is foul, and foul is fair.
Og ingen skal sige, at SPD ikke har lært sit pokerfjæs: Allerede i optakten til de egentlige forhandlinger indfriede de en af deres hedeste drømme: Ud røg CDU’s hellige løfte om grundlovens gældsbremse og budgetdisciplin. Med op mod 1 billion lånte EURO planlægger den kommende regering et seriøst gælds-højdespring, så de 100% gældskvote omsider kommer inden for tysk rækkevidde. Italien og Frankrig, nun kommen wir! Naturligvis til ædle formål: Oprustning, infrastruktur. Måske også efterretningstjenester. Og skoler. Og sygehuse. Og brintrør mod Jylland.
Er der da 2/3-flertal for en sådan grundlovsændring? Næppe blandt det nye parlaments 630 medlemmer. Heldigt, at den tyske grundlov har en meget elastisk gråzone. Op til 30 dage. Fluks indkaldes derfor det noget mere fremkommelige gamle parlament. Håndværkerne, der var gået i gang med at tilpasse stolerækkerne, blev sendt hjem igen. Foul is fair.
Marts 2025 bliver nu et spændende kapløb mod tiden: Tre læsninger skal nås i det næsten fratrådte parlament (godt 730 medlemmer) i uge 12, før billionen er hjemme. Flertallet kræver de Grønne, der fremover er opposition, men nu presses til at give den kommende regering det økonomiske råderum, man selv aldrig fik. Og partiets nye woke unge er bestemt ikke med på de stramninger, CDU trods alt landede i aftalen.
Læg dertil i alle partier mange personligt skuffede parlamentarikere, der ikke opnåede genvalg. De skylder ikke nogen noget. Og derefter kræves et tilsvarende flertal i Forbundsrådet, Tysklands andet kammer, hvor alle mulige farve-blandede delstatsregeringer, herunder ikke blot liberale og grønne, men også borgerlige frie vælgere i Bayern skal bakke op. Men (lånte) penge smører fint. Delstaterne får nemlig også lempet gældsbremsen, så måske det går endda.
Som en del af kapløbet bebuder AfD-medlemmer fra det nye parlament en hastesag ved forfatningsdomstolen. Fair is foul, synes de: Stemmerne burde for længst være talt endeligt op, og det nye parlament sat. Er det virkelig legitimt at trække konstitueringen til den yderste 30. dag, ændre grundloven og bane vejen for svimlende EURO-beløb med ikke genvalgte mandater?
Forvirret? Tja. Det er ligesom i Macbeth. Confusion now hath made his masterpiece, hedder det i anden akt, hvor Macbeth og hustruen begynder at sove dårligt. Alt kan (i skrivende stund) stadig nå at glippe, mens det geopolitiske uvejr fortsætter, den tyske industri bløder, og ressourcestærke tyskere udvandrer i stort tal, bl.a. til Sønderjylland. AfD kan læne sig tilbage, og sludre videre med Vance og Musk. Scholz kan stadig nærme sig de oprindeligt planlagte 4 år på posten, dag for dag.
Og Merz? Blandt partiets unge ulmer oprøret. Han har forhåbentligt et bedre sovehjerte end Macbeth, mens han håber på tredje akt. Det er den med kroningen – længe før kongens fald.