Af Mikkel Bjørn, Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og fast klummeskribent på Modstrømmen

Af og til gentages det som et religiøst mantra i dansk politik, at Danmark vil miste sin “anseelse” i det internationale samfund, hvis vi udfordrer eller tager forbehold over for de internationale konventioner.  Argumentet bruges som en murstensblok i hovedet på enhver, der tillader sig at stille spørgsmål ved konventionernes indvirkning på vores udlændingepolitik eller nationale sikkerhed. Men lad os kalde det, hvad det er: En bekvem og udemokratisk løgn.

Hvad er anseelse i øvrigt værd, hvis prisen er, at vi som nation må acceptere at huse grove udenlandske voldtægtsforbrydere, bandemedlemmer eller voldsmænd, blot fordi de har “et familieliv”, eller fordi de har været i Danmark i en vis årrække? Hvor tungt vejer international anseelse, når vi reelt taler om at opgive retten til at beskytte vores egne borgere?

Der gives ofte et indtryk af, at konventionerne er ufravigelige og hellige stentavler, men sandheden er, at mange lande allerede i dag har forbehold for specifikke artikler. Liechtenstein har for eksempel et forbehold over for EMRK’s artikel 8 om privat- og familieliv – den artikel, der i praksis ofte forhindrer Danmark i at udvise kriminelle udlændinge. Frankrig har forbehold over for både artikel 5, 6 og 15. Spanien har også reservationer. Disse lande er ikke blevet udstødt. Tværtimod. De deltager fortsat fuldt ud i det internationale samarbejde, og ingen stiller spørgsmålstegn ved deres legitimitet som retssamfund. Danmark selv har et forbehold over for artikel 2 i protokol 7 til EMRK om retten til appel. Vi har altså allerede udøvet vores suverænitet – godt nok ved indtrædelse, men den overordnede pointe består: 

Det er legitimt for en suveræn stat at sige, “hertil og ikke længere”, når internationale regler kolliderer med nationale interesser og retfærdighedssans. Hvis det kunne lade sig gøre dengang, hvorfor ikke nu, hvor behovet for politisk handlefrihed og konsekvent udlændingepolitik er endnu mere presserende? Det er hyklerisk at påstå, at yderligere forbehold eller justeringer skulle være et brud med “den internationale retsorden” eller et udtryk for en højere moralsk brist.

Narrativet om, at Danmark ville blive isoleret, hvis vi gik foran, mangler ethvert empirisk belæg. I virkelighedens Europa foregår der noget ganske andet: en stille venten.

I disse år ses en voksende skepsis over for konventionerne i hele Europa. England har gentagne gange truet med at forlade EMRK – senest i forbindelse med spørgsmålet om deportationer til Rwanda. Frankrig, Tyskland og Sverige kæmper med lignende udfordringer og kigger mod Danmark som en potentiel første bevæger.

Og det er netop dét, der gør den danske tøven så fatal: Alle venter på, at nogen tør gå forrest. Ikke som en nationalistisk provokation, men som en nødvendig demokratisk markering af, at suverænitet og folkelig forankring ikke må undermineres af traktater eller paragraffer, som er ude af trit med nutidens virkelighed.

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har udviklet en retspraksis, hvor især artikel 8 og 3 i EMRK bruges til at beskytte selv grove kriminelle mod udvisning – endda efter adskillige domme og fængselsophold. Det er en praksis, der i stigende grad udfordrer befolkningens retsfølelse. Når domstole gang på gang tildeler kriminelle udlændinge “advarsler om udvisning”, der aldrig følges op, bliver konventionerne ikke blot en juridisk spændetrøje – de bliver et instrument til at underminere retssamfundets autoritet.

Når man spørger befolkningen, om de ønsker at lade kriminelle udlændinge blive i landet på grund af tekniske fortolkninger af gamle traktater – så er svaret ifølge en ny undersøgelse entydigt nej. Borgerne vil have konsekvens. Retfærdighed. Beskyttelse. Alt det, som et velfungerende retssamfund burde kunne tilbyde.

Er vores loyalitet over for en konvention stærkere end vores ansvar over for vores egne borgere?

Anseelse opnås ikke ved lydighed, men ved lederskab. Historien viser, at det ofte er de små lande, der sætter skelsættende præcedens. Danmark har muligheden for at genindtage sin rolle som demokratisk pioner – ikke ved at være “bedst i klassen” til naiv eftergivenhed, men ved at være ærlig om, at ret skal være ret.

Vi kan igen blive foregangsland. Ved at insistere på, at ret og pligt går hånd i hånd – også for dem, der kommer udefra.

Lad os ikke længere lade os styre af frygten for, hvad de andre måtte tænke. De tænker det allerede. Og de håber i stilhed, at vi tør tage skridtet, så de selv kan følge trop.

Det er tid til handling. Tid til lederskab. Så lad os gøre op med løgnen om anseelse. Den bruges ikke for at beskytte Danmarks omdømme – men for at beskytte politikernes handlingslammelse.

Tiden er inde til, at Danmark tager det første skridt. Europa venter.