af Nikolaj Bøgh, rådmand i Frederiksberg Kommune

Man skulle jo i grunden tro, at Danmarks største og ældste organisation for seksuelle minoriteter, LGBT+ Danmark, ville være interesseret i at bekæmpe fordomme og diskrimination mod homoseksuelle, hvor i samfundet de end dukkede op. Den tro bliver imidlertid gjort slemt til skamme i det interview, Jyllands-Posten med møje og besvær har gennemført med organisationens sekretariatschef, Susanne Branner. Anledningen er den holdningsundersøgelse, avisen har gennemført om danske muslimers holdninger til en række spørgsmål, og hvor 59 procent af de adspurgte muslimer svarer nej til, at de ville acceptere, hvis deres søn eller datter ville leve åbent som homoseksuel. Det vil avisen gerne høre, hvad LGBT+ Danmark mener om, og om de arbejder med homofobi i muslimske miljøer.

Interviewet er en opsigtsvækkende opvisning i udenomssnak, hvor Susanne Branner tydeligvis helt konsekvent viger udenom at tale om det, hun rent faktisk bliver spurgt om, og hver gang begynder at tale om homofobi i kristne miljøer i stedet for at forholde sig til muslimers holdninger. Undervejs bliver hun tydeligt irriteret over de gentagne spørgsmål om hendes holdning til homofobi blandt muslimer, og mener det er en ”konfliktoptrappende måde” at spørge på. Selvom det helt klart og veldeklareret var det, interviewet skulle gå ud på, og ikke hendes holdninger til situationer i andre religiøse sammenhænge. Interviewet fortsætter dog som planlagt, selvom Susanne Branner igen og igen forsøger at relativere spørgsmålene med, at det da vist er et lige så stort problem i kristne miljøer som indre mission og frikirkesamfund. Måske er det tilfældet – det er bare ikke det, hun bliver spurgt om, og det fremgår med al ønskelig tydelighed også, at det ikke er en problemstilling, hendes organisation har arbejdet med.

Noget presset giver hun udtryk for, at udfordringer i muslimske miljøer må være en sag for den lille forening, Sabaah, der specifikt arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund, hvorved man vel må forstå, at hun alene ser sin opgave som at være talerør for etnisk danske LGBT+-personer, som jo sandt nok også primært er dem, der kommer i kontakt med de kristne miljøer, hun bliver ved med at vende tilbage til. Der står ellers på foreningens hjemmeside, at man ”kæmper for, at enhver kan leve sit liv i fuld overensstemmelse med sin identitet.” Men åbenbart altså ikke, hvis man har anden etnisk oprindelse end dansk.

Det skriger naturligvis til himlen, at en organisation, som i 2023 modtog 6,8 mio. kr. i direkte offentlig støtte samt indsamlede ca. 11 mio. kr. til særlige projekter, hvoraf en væsentlig del også kom fra de offentlige kasser, foretager raceopdeling af samfundet i etnisk danske og ikke-etnisk danske LGBT+-personer. Ingen offentlige myndigheder har fået noget at vide om, at LGBT+ Danmark kun ville beskæftige sig med etniske danskere, og i særlig grad holde et vågent øje med kristen fundamentalisme frem for muslimsk, og der er intet i foreningens offentlige kommunikation, der giver anledning til at tro, at det skulle være tilfældet.

Samtidig vender foreningen altså det blinde øje til de miljøer i Danmark, hvor homofobi formentlig er allermest udbredt, og Jyllands-Postens tal ligger helt i forlængelse af store europæiske undersøgelser af holdninger til homoseksuelle blandt muslimer, som bl.a. har vist, at 50 procent af muslimer ikke vil være venner med folk, der er homoseksuelle, og en britisk undersøgelse dokumenterede, at 50 procent af britiske muslimer gik ind for, at homoseksualitet skulle forbydes ved lov.

Både koranen og haditherne fordømmer på forskellige måder homoseksualitet som en alvorlig synd, der bør straffes, og homoseksualitet er da også forbudt i mange muslimske samfund. I lande som Iran og Saudi-Arabien kan homoseksualitet straffes med døden, selvom det også ofte bliver straffet med pisk og fængsel. Også jødedom og kristendom rummer i udgangspunktet en fordømmelse af homoseksualitet, men det gør en afgørende forskel, at islam er en lovreligion, som pålægger sine tilhængere en bestemt livsførelse.

Beretningerne om hadforbrydelser fra etniske unge i Danmark mod homoseksuelle er mange, og ved ikke at ville beskæftige sig med homofobi blandt muslimer, svigter LBGT+ Danmark således ikke blot de danskere, der bliver udsat for denne type af overgreb, men i særlig grad den meget udsatte gruppe af homoseksuelle med anden etnisk baggrund, som både risikerer at blive udstødt af deres egen familie og kulturelle miljø, og altså derefter møder blinde øjne og døve ører, når man henvender sig til den store organisation, der ellers hævder at ville forsvare ens rettigheder.

Problemet er ikke ligefrem nyt, og i årenes løb er miljøerne omkring flere af de store danske moskeer og førende imamer blevet spurgt om deres holdning til homoseksuelle, ofte uden at der er kommet noget resultat ud af det.

På samme måde som Copenhagen Pride, der tidligere på året kom ud i et gevaldigt stormvejr og mistede støtte fra en lang række sponsorer, fordi man afkrævede disse deres stillingtagen til Gaza-konflikten, så er der efter alt at dømme falske lodder i vægtskålen hos LGBT+ Danmark. På samme måde som Copenhagen Pride får man således en mistanke om, at de opgaver, som LGBT+ Danmark egentlig siger, man vil løse, primært for offentlige midler, bliver blandet sammen med andre identitetspolitiske dagsordner, hvor muslimer efter alt at dømme bliver set som en slags allierede i en større kamp imod den etablerede samfundsorden, uanset deres negative holdninger til det, som det egentlig skulle dreje sig om, nemlig seksuelle minoriteters rettigheder.

I de identitetspolitiske miljøer er opfattelsen desuden typisk, at vi alle er en del af et komplekst system af undertrykkere og undertrykte, defineret ud fra vores køn, race og seksualitet. Kun inden for de grupperinger, som vi hver især tilhører indenfor disse kategorier, kan vi forstå og hjælpe hinanden. Ud fra den tankegang giver det sådan set fin mening, at kun hvide homoseksuelle kan beskæftige sig med hvide homoseksuelles forhold, mens etniske homoseksuelle må håndtere deres egne problemer i en dertil indrettet organisation.

Gennem de seneste ca. 100 år har den dominerende bestræbelse i det danske samfund gået ud på at få bugt med diskrimination baseret på køn, race og seksualitet, og der er blevet arbejdet ret målrettet på at fremme et menneskesyn, hvor den enkelte skal vurderes på, hvad man står for og kan bidrage med i samfundet, uden hensyntagen til biologi, hudfarve og seksuelle præferencer.

Det menneskesyn er gennem de senere år blevet udfordret af, at der nu er organisationer som LGBT+ Danmark, der mere eller mindre bevidst går den modsatte vej, og i realiteten fremmer forskelsbehandling mellem mennesker, i dette tilfælde på baggrund af religion og etnicitet. Interviewet med Susanne Branner er en sjælden tilståelsessag i denne sammenhæng, og ligesom Copenhagen Prides sponsorer ville det klæde de offentligt sponsorer af LGBT+ Danmark, hvis de alvorligt overvejer, om deres penge i grunden er vel anvendt.