Af Julie Grove, Debattør

Der er noget i luften. Det dufter af forandring? Af tankefrihed? Kan det virkelig være rigtigt?

Noget tyder på det. Efter et årtis stresstest af højrefløjen – og alle andre kættere – virker det til, at den radikale venstrefløj ved et uheld har fremavlet en ny mutant: en ung, udskamningsimmun, “based and unbothered” højrefløjsfænotype. Sådan er det jo: diamanter skabes under pres.

Det betyder dog ikke, at kampen er overstået. Det betyder blot, at de venstreradikale nu for alvor får kamp til stregen. Og det betyder, at flere mennesker giver sig selv lov til at sige deres meninger højt. Overtonvinduet flyttes.

Vi ved, at mænd i højere grad er højreorienterede. Men hvad med kvinderne?

Ser man på de danske meningsmålinger, stemmer kvinder fortsat ganske rødt. Men ifølge DR’s meningsmåling fra 15. december 2025 er noget begyndt at rykke sig blandt kvinderne siden sidste valg. Hele blå blok – undtagen Venstre – har i skrivende stund en bemærkelsesværdig fremgang. Hvad sker der?

Jeg tror, flere ting er på spil end bare metaltræthed over rød blok og SVM. Nogle af de ting gør mig mere upopulær at sige end andre. Men jeg har ikke for vane at holde mig tilbage – og denne gang er ingen undtagelse.

For det første har kvinder en tendens til at orientere sig mod en kollektiv kvindelig identitet. De seneste mange år har der reelt ikke været noget valg i forhold til, hvordan denne identitet måtte se ud. Konsensus har været klar: Er du traditionel, må du være kvindefjendsk og tilbagestående. Er du immigrationskritisk, må du være uempatisk – og dermed særdeles ukvindelig – og kan derfor ikke være en del af gruppen.

Den kollektive kvindelige identitet afkræver holdningsmæssig homeostase for at undgå konflikter. Eller rettere: for at undgå konflikter, der ikke handler om kvinders interne magtkampe og hierarkier.

Cancel culture er muligvis det mest toksisk feminine træk, der kom ud af 2010’erne – og et særdeles effektivt middel til at skille sig af med konkurrenter om opmærksomheden, som kunne forstyrre det eksisterende magthierarki, hvor elitefeministerne sidder på toppen.

Det interessante er, at dette også smitter af på svage mænd. Svage mænd accepterer at absorbere og agere inden for kvinders feministiske verdenssyn uden at stille spørgsmål eller stille modkrav – for at få adgang til kvinder. Problemet er blot, at kvinder ikke har brug for mænd, der emulerer kvinder. Kvinder har brug for deres modpol.

Det kan godt være, at nogle kvinder ender med at vælge de underkuede mænd som livspartnere, men de respekterer dem ikke. Resultatet er kvinder, der eksempelvis gør grin med deres mænd på sociale medier og hyldes af andre kvinder, der er lige så utilfredse med deres egen eksistens.

Maskuline mænd med selvrespekt går en stor bue udenom kvinder, der føler sig berettigede til at kunne behandle deres mænd på den måde. Derfor kan mange stærkt feministisk indoktrinerede kvinder ikke forstå, hvorfor deres datingpool primært består af uduelige mænd med svag karakter.

Den kollektive kvindelige identitet har desværre stadig et jerngreb om de fleste kvinder. Men flere begynder at mærke undertrykkelsen og klaustrofobien. De søger reel frihed til at vælge deres eget liv og deres egne idealer – samt helt grundlæggende tanke- og ytringsfrihed. Flere kvinder er ved at vågne op og vælger den intellektuelle ærlighed. For kvinder som mig har det haft en pris: en tur gennem udskamningsmøllen for at forlade feminismen og offentligt forklare hvorfor. Men man overlever.

Intet smager bedre end autenticitet og ægte frihed. Undervejs kan man endda blive forundret over, hvordan elitefeministerne det ene øjeblik har fråde om munden, og det næste filmer sig selv grædende over deres dårlige selvværd og selvvalgte livsførelse. Selvindsigt? En by i Rusland. Trist? I dén grad.

Det har aldrig været vigtigere, at mænd står fast på at være mænd. At de står ved sig selv og deres idealer, så kvinder bliver udfordret på deres verdenssyn. De skal være ærlige over for kvinder om, hvorfor de ikke ser de radikalfeministiske kandidater som et seriøst bud på en livspartner.

Jeg vil helt ærligt også anbefale, at mænd lader være med at gå i seng med dem. De færreste af disse kvinder forstår nemlig, at seksuel kapital ikke er det samme som at blive anset som egnet til et bæredygtigt parforhold. Derfor bliver de vildledt om deres egen markedsværdi som hustrumateriale og tror fejlagtigt, at de har frit valg på alle hylder — og denne inkongruens radikaliserer dem yderligere og manifesterer sig i et perfidt mandehad. De har brug for at møde sandheden.

Jeg siger ikke, at det er nemt at håndtere nedsmeltningerne, når virkeligheden ikke længere afspejler ekkokammeret. Men vores civilisation afhænger af, at de næste generationer af gode mænd sætter foden i – og afviser venstreradikaliseringen af kvinder som en acceptabel norm – så mænd og kvinder igen kan mødes som komplementære størrelser, der har brug for hinandens kønslige forskelligheder.