Af Julie Tei, Kulturredaktør på Modstrømmen

Der er noget, der har rykket sig. Et højreorienteret vibeshift har listet sin vej ind i kulturen og den kulturpolitiske debat. Det er et skifte, der insisterer på sammenhæng, ansvar og virkelighedssans i en tid, hvor symbolpolitik og performativ indignation længe har haft forrang.

Der er sket et bevidst brud med en længere periode, hvor samfundet, både kulturelt og politisk, har nedtonet, undskyldt eller direkte afvist egne værdier, traditioner og realiteter for at leve op til abstrakte idealer eller internationale strømninger. Selvfornægtelsen peger mod en kultur, der har haft svært ved at stå ved sig selv og sit eget grundlag.

Vibeshiftet rummer et potentiale for øget nationalt sammenhold. Kulturen er ikke et neutralt rum; den formidler værdier, normer og fortællinger om, hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi skylder hinanden. Når vi igen tør diskutere, hvilke værdier vi ønsker at give videre til næste generation, genvinder kulturen sin rolle som samfundsbærende snarere end samfundsopløsende.

Særligt i en tid, hvor geopolitikkens massive strømme river i os fra alle sider, bliver vores nationale sammenhængskraft ikke bare ønskelig, den bliver nødvendig. Danmark overlever ikke som folk, hvis vi først splitter os op i fragmenter, hvor hver kigger ind i sit eget lille identitetsspejl.

Vibeshiftet minder os om, at vi faktisk er et folk. Et folk, der har glemt sin historie, sine værdier og det fundament, som grundloven og samfundets ryggrad hviler på. Vi har haft travlt med at være navlebeskuende, evigt optagede af hvem vi hver især er – og så spændende er vi altså slet ikke. Netop derfor er styrken i det fælles så betydningsfuldt. Det giver os modstandskraft, sammenhold og klarhed i spørgsmålet om, hvad vi vil overlevere til næste generation og hvilket land vi faktisk er.

I årevis har kulturpolitikken været præget af en berøringsangst over for det nationale og ”danske”. Det nationale er blevet reduceret til et mistænkeligt projekt, som helst skulle opløses i globale identiteter og flydende tilhørsforhold. Vibeshiftet udfordrer denne præmis. Det spørger ikke, hvordan vi kan afmontere Danmark, men hvordan vi kan forestille os et fremtidens Danmark, der hænger sammen hvad angår det historiske, kulturelle og sociale.

Ytringsfriheden er et godt omdrejningspunkt. Den har været behandlet som en selvfølge, indtil den pludselig ikke var det længere. Angreb, trusler og systematisk udskamning af debattører i vestlige demokratier har mindet os om, at fri tale ikke overlever af sig selv.

Virkelighedsforståelsen er noget andet som også er til debat. At insistere på, at en mand er en mand, og en kvinde er en kvinde, er i lang tid blevet udlagt som provokation. Men det er snarere et udtryk for, at naturen ikke forhandler med ideologi. Kulturpolitikken har i for lang tid ladet sig forføre af sproglige konstruktioner, der løsriver sig fra det biologiske grundlag. Et samfund kan ikke bygges på, at fakta bøjes efter følelser; det må være omvendt.

Det samme gælder økonomien. Udbud og efterspørgsel er ikke et kapitalistisk tryllenummer. Det er en realitet, som selv velfærdsstaten må tage alvorligt. Alt for ofte fungerer vores offentlige systemer som et fupnummer. Ressourcer sendes ind i bureaukratiske maskiner, hvor problemer ikke løses, men skjules bag lange ventelister, papirarbejde og ineffektive tiltag. Det, der kaldes “velfærd”, ender med at blive en illusion, som ikke giver borgerne reel tryghed eller løsninger.

Offentlige investeringer og støtteordninger, der løsriver sig fra kvalitet, relevans og konkret effekt, undergraver deres egen legitimitet. Måske ligger løsningen i større frihed til privatisering og markedsbaserede modeller, hvor ressourcerne faktisk gør en forskel for dem, der har brug for dem.

Janteloven er et særligt dansk benspænd. Den kvæler ambition, risikovillighed og innovation, netop de egenskaber, der skal bringe os ud af både økonomiske og klimamæssige kriser. I stedet for at dyrke flittighed og fremskridt har vi hyldet middelmådighed og en tilfredshed efter laveste fællesnævner.

Klimaudfordringer løses heller ikke af performative demonstrationer, hvor uddannelse droppes for at iscenesætte moralsk renhed. Den løses gennem politisk arbejde, teknologisk innovation og økonomiske incitamenter. Og klimapolitikken mister sin alvor, når den reduceres til identitetspolitik.Her har venstrefløjen også svigtet. Den har forvekslet politik til et spørgsmål om iscenesættelse og reduceret løsninger til følelsesmæssige markeringer.

Vibeshiftet betyder også et opgør med den politiske korrekthed, der i årevis har hærget kultur- og kunstscenen. For mange kunstnere og institutioner har det handlet mindre om at formidle oplevelser, historier og refleksioner, og mere om at passe ind i pæne, acceptable og korrekte rammer for kønsroller, seksualitet, race og identitet.

Kunstens opgave er ikke at tilfredsstille bureaukrater, politiske komitéer eller forvrængede ideer om virkeligheden, den er at se, beskrive og udfordre virkeligheden, som den er. Med vibeshiftet kan vi håbe på en genoplivning af kunst, film og kultur, der tør gå helt ind til benet, tør sige noget om samfundet og mennesket uden at gemme sig bag politisk korrekthed. Det er først, når vi slipper dette filter, at kulturen igen kan være rå, ærlig og meningsfuld.

Hvis vibeshiftet får gennemslagskraft, kan det rense den offentlige samtale for de politisk korrekte idéer, der har sat sig i vores medier, selvforståelse og politiske institutioner. Ikke gennem undertrykkelse, men gennem en ny form for ædruelighed. En vilje til at sige det, der er sandt, også når det er upopulært.

Kulturpolitikken kan igen blive et sted, hvor vi bygger noget op, i stedet for konstant at rive ned. Det er naturligvis ikke et løfte om perfektion, men nærmere et håb og en drøm om genforankring. En kultur der igen tør stå ved sig selv. Og et Danmark der giver næste generation noget mere solidt at arve end blot tomme slagord og symbolske påfund.